Senest opdateret
Endnu et døgn er gået. Nat er blevet til dag, og Helene ligger stadig i sengen. Klokken er lidt over 11. Sidst hun tjekkede, var den 7.30. Det har været endnu en nat med næsten ingen søvn.
Sådan har det været i en uge. Smerterne holder hende vågen og tærer på hendes mentale helbred.
Skal jeg stå op, tænker hun. Det er kun fordi, hendes 11-årige krydsning af en Jack Russel Terrier og en dansk-svensk gårdhund skal luftes, at hun besværer sig ud af sengen.
Skal jeg gå i bad?
Tanken når kun at strejfe hende, før hun står foran håndvasken og nøjes med et hurtigt truckerbad.
Det er flere dage siden, hun sidst var i bad. Det gør for ondt at løfte armene for at vaske håret. Nogle gange har hun klippet håret helt af, for at undgå at vaske det.
Hvad lever jeg egentlig for?
Sådan starter alle Helenes dage. Uden overskud til at gøre helt basale ting. Hendes psykiske tilstand har længe været skrøbelig, men på det seneste er den blevet værre, fordi hun ikke får sovet om natten.
Når Helene har det værst – med smerter og for lidt søvn, så tager de mørke tanker over. Hvad lever jeg egentlig for?
Men der findes der to skarpe lys, som holder hende i live. Hendes hund får hende op hver morgen – og hendes 28-årige datter får hende til at blive.
Min datter er den eneste grund til, jeg er her i dag. Det har jeg lovet hende
Helene Kreutzmann
Hun fyldes med kærlighed, når hun tænker på alt det, hendes datter har gjort for hende.
“Jeg er så taknemmelig for, at jeg har hende i mit liv. At jeg får lov til at følge hende og se hende blive voksen. Og at grine med hende. Det vil jeg aldrig undvære,” siger Helene.
Har efterladt dybe ar hos datteren
Det hele startede i 2012, da Helene pludselig faldt om af smerter på en ferie på Bornholm, mens hendes datter så forskrækket til.
Smerterne tog over. Livsglæden forsvandt.
Tankerne om at forsvinde fyldte mere og mere – indtil hun også begyndte at sige dem højt.
Det skabte en enorm bekymring hos datteren, som dengang kun var 14 år. Hun forsøgte at gøre alt for at hjælpe sin mor – men det satte samtidig dybe ar af frygt og sorg i hende. Så meget, at hun i dag stadig lever i konstant alarmberedskab.
Datteren som personlig passer
Helene bøjer hovedet frem og læner det ind i brusenichen, mens hendes datter skyller sæben ud af håret på hende. Det er 2013, og Helenes datter har udskudt gymnasiestarten i et år.
I ti måneder vasker hun sin mors hår, giver hende tøj på og hjælper hende med at komme på toilettet. Helene kan ikke selv klare det.
Kommunen vurderer at Helene er for velfungerende til at få den nødvendige hjælp i hjemmet. Og datteren har ingen far i sit liv til at træde til, så ansvaret lander hos hende.
Har udviklet angst
Når Helene ser tilbage på det i dag, ved hun godt, hvor stort et ansvar hendes datter bar.
“Det gør ondt at tænke på, at hun skulle være den stærke. Hun var jo bare et barn,” siger hun.
I dag fylder skyldfølelsen hos Helene, fordi datteren sidenhen har udviklet angst efter årene, hvor hun konstant frygtede at miste sin mor. Samtidig fylder taknemmeligheden mindst lige så meget.
“Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden hende.”
Kærlighed stærkere end smerter
I dag handler deres relation heldigvis om andet end at være passer for Helene. Det er ikke den samme afhængighed som dengang. Ikke den samme frygt. Men båndet er heldigvis stadig lige tæt.
Og selv på de dage, hvor smerterne fylder alt, er der øjeblikke med datteren, hvor noget andet trænger igennem.
Et grin. Deres fælles ironi. Små øjeblikke, hvor livet føles lettere.
Og at skulle undvære det, kunne Helene aldrig forestille sig. Derfor gør det også ondt at tænke på, at smerterne kan gøre hende så magtesløs, at hun nogle gange kan få de tanker.
Holder sit løfte
Helene ved godt, at hun ikke kan give sin datter det liv tilbage, hun tog fra hende, da sygdommen fyldte alt. Men hun kan holde sit løfte. Hun kan blive. Ikke kun for sin datters skyld. Men også for sin egen. Fordi livet med datteren stadig giver hende noget at leve for.
Smerterne er ikke forsvundet. De kommer heller ikke til det. Men det gør kærligheden mellem mor og datter heller ikke.
