Partnerskaber og samarbejdsaftaler
Mere end 700.000 danskere lever med gigt. Gigt giver smerter, træthed og bekymringer, og det koster ikke kun dyrt for den enkeltes livskvalitet, men også for samfundet.
Gigt er den største årsag til, at folk falder ud af arbejdsmarkedet, og det koster samfundet 58 milliarder kroner i produktionstab hver eneste år.
Gennem et partnerskab med os kan I være med til at skabe viden og initiativer, der betyder, at langt flere danskere kan leve et aktivt og meningsfuldt liv.
Hvorfor indgår Gigtforeningen i partnerskaber?
I Gigtforeningen tror vi på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab. Derfor indgår vi løbende strategiske partnerskaber med fonde, civilsamfundsorganisationer, kommuner, hospitaler og andre, der deler vores ambition om at forbedre livet for mennesker med gigt.
Vores strategiske partnerskaber og fondsstøtter er afgørende for, at vi kan sætte nye initiativer i gang og få adgang til ny viden, kompetencer og ressourcer, som gør os i stand til at forbedre livet for de mange hundredtusinde mennesker, der lever med gigt.
Alene kan vi løbe hurtigt, men sammen kan vi løbe langt. Derfor er partnerskaber så værdifulde, fordi vi ved at løfte i flok kan skabe varige forandringer på den lange bane.
Susanne Adelhardt Jensen
Hvad kan man forvente, når man indgår samarbejde og partnerskab med Gigtforeningen?
Vi sætter en ære i at være engagerede og ligeværdige samarbejdspartnere. For os er kvalitet, faglig sparring og en respektfuld dialog grundlæggende elementer i ethvert partnerskab.
Vi stiller høje krav, både til os selv og vores samarbejder, fordi partnerskaber ikke blot er et middel, men en værdi, vi gerne vil måles på. Vi tror helt grundlæggende på, at vi sammen kan udrette mere.
Eksempler på Gigtforeningens partnerskaber
-
Med støtte fra TrygFonden og i tæt partnerskab med DGI, PROgrez og Forum for Mænds Sundhed har Gigtforeningen igangsat Naturtræning med en ambition om at gøre bevægelse mere tilgængelig for mennesker med gigt.
Naturtræning er guidede forløb, der kombinerer fysisk aktivitet, fællesskab og naturoplevelser.
I 2026 har vi 78 stærke naturtrænings-fællesskaber spredt ud over hele landet. Fra 2024 har vi haft særligt fokus på at få mændene med.
-
Nydiagnosticerede er en særligt sårbar gruppe. I partnerskab med Sygeforsikringen ”danmark” og en række kommuner og hospitaler har ”Ny med Gigt”-projektet (2023-2025) givet nydiagnosticerede adgang til viden, rådgivning og konkrete tilbud, der giver dem handlekraften tilbage og hjælper med at skabe overblik og finde fodfæste i en ny livssituation.
-
I 2019 åbnede Gigtforeningen Dansk Gigthospital i Sønderborg. Et højt specialiseret hospital med sin egen forskningsenhed, som hvert år hjælper tusindvis af mennesker med gigt med udredning, behandling og tværfaglig rehabilitering.
Dette var kun muligt med støtte fra fonde, herunder VILLUM Fonden og A.P. Møller Fonden, som til sammen donerede 100 millioner kroner.
Kontakt os
Vi hører meget gerne fra dig/jer, som er interesserede i at indgå samarbejde med Gigtforeningen om at skabe en bedre fremtid for mennesker med gigt.
Susanne Adelhardt Jensen, leder for Strategiske Partnerskaber
E-mail sadelhardtjensen@gigtforeningen.dk
Tlf. +4561372051
Samarbejde med organisationer og fonde
Sammen med organisationer, fonde og myndigheder arbejder Gigtforeningen nationalt og internationalt for at forbedre vilkårene for mennesker med gigt – gennem partnerskaber, videndeling og fælles indsats.
Læs mere om organisationer og fonde