Senest opdateret
Når leddene begynder at knirke, og gigten sætter ind, er det kroppens egne celler, der går til angreb og skaber betændelse, smerter og hævelse.
Mange patienter med leddegigt har ikke effekt af de behandlingsformer, der er tilgængelige i dag, men nu er der måske lys forude: Forskere fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet har nemlig fundet en helt ny måde at hæmme betændelsen i leddene på.
Blandt forskerne bag studiet er postdoc Morten Aagaard Nielsen og ph.d.-studerende Benedicte Bech Andersen fra Aarhus Universitet.
Mindre betændelse
Konkret er der tale om stoffet 4-octyl itaconate (4-OI). Bag det måske knap så mundrette navn gemmer sig et kemisk stof, der i forsøg med både celler og dyr viste effekt mod leddegigt, fortæller forsker og læge Benedicte Bech Andersen:
“Vores forskning tyder på, at stoffet 4-OI går ind og hæmmer aktiveringen af de bindevævsceller i ledhinden, som spiller en central rolle i kronisk betændelse og ledskade hos patienter med leddegigt,” forklarer hun.
Helt konkret aktiverer 4-OI kroppens eget antiinflammatoriske og antioxidative system. Når systemet går i forsvar, bliver bindevævscellerne i ledhinden – de såkaldte synoviocytter – ikke aktiveret på samme måde. Dermed bliver betændelsen i leddet mindre.
Første skridt – men der skal mere forskning til
I dag retter de fleste behandlinger sig mod immuncellerne. En behandling med 4-OI vil derfor være en helt ny mulighed for patienter med leddegigt, og udsigterne er gode: I studiet har forskerne arbejdet med både celleprøver og dyremodeller, hvor behandlingen viste god effekt.
I vores forsøg blev både hævelse og inflammation reduceret. Derfor håber vi, at resultaterne på sigt kan åbne for en mere personlig og målrettet behandling af patienter med svær eller behandlingsresistent leddegigt
Morten Aagaard Nielsen, postdoc, Aarhus Universitet
Men der går noget tid, før behandlingen eventuelt kan blive tilgængelig for patienter med leddegigt. Der skal nemlig mere forskning til, forklarer Morten Aagaard Nielsen:
“Vores resultater er såkaldt prækliniske, og behandlingen skal undersøges yderligere, før den kan testes hos patienter. Nu skal vi blandt andet undersøge sikkerheden og effekten, afklare dosering og behandlingsform samt teste, om stoffet kan kombineres med eksisterende behandlinger mod leddegigt. Men det er et godt skridt på vejen,” siger han.