Symptomer på slidgigt – artrose
Her kan du læse om symptomer på slidgigt (artrose). Det er typisk smerter i led, stive led, nedsat bevægelighed, knasen og hævelse.
Hvad er de typiske symptomer på slidgigt (artrose)?
- Smerter – især ved aktivitet, men i svære tilfælde også i hvile og om natten
- Ømhed og besvær med daglige aktiviteter, f.eks. når du går på trapper eller griber om ting
- Stivhed efter hvile, især om morgenen
- Knasen og skurren, når du bevæger dig
- Hævelse og varme i leddet, hvis der er inflammation
Ofte vil du opleve de første symptomer i forbindelse med helt almindelige hverdagsaktiviteter. Det kan være et knæ, der “knaser” på vej op ad trappen, at det kniber med at strække og bøje fingrene og holde på ting, eller at leddene bliver stive, når du har siddet eller stået i den samme stilling i længere tid.
Men der er ikke altid en sammenhæng mellem graden af slidgigt/artrose og smerternes styrke. Nogle med svær slidgigt/artrose har få symptomer, mens andre med let slidgigt/artrose kan være hårdt ramt.