Har du slidgigt (artrose) i hofte eller knæ? Se træningsfilm med øvelser for opvarmning.
Disse øvelser er en del af træningsprogrammet GLA:D, som er for dig med artrose i hofte eller knæ.
Inden du begynder at træne, er det en god idé at varme op. Med opvarmning indstiller du dig fysisk og mentalt på at yde en fysisk aktivitet.
Opvarmning på motionscykel
- Cykl i 10 minutter.
- Cykl med en belastning, så du bliver let forpustet og føler, at du anstrenger dig moderat.
- Hvis du ikke kan cykle fremad, kan du måske i stedet cykle baglæns.
- Hvis du heller ikke kan cykle baglæns, kan du cykle en halv omgang frem og så tilbage igen.
Uden motionscykel
Hvis du ikke har en motionscykel, kan du i stedet gå rundt i stuen i ca. 5 minutter. Når du går rundt, skal du variere din gang ved både at gå forlæns, sidelæns og baglæns.