Den udbredte, men oversete kvindesygdom endometriose, der kan give svære menstruationssmerter og ekstrem træthed, øger risikoen for at udvikle artrose (slidgigt) og leddegigt. Sådan lyder konklusionen i et omfattende videnskabeligt studie, der beskrives som det største på området.
I studiet, der blev udgivet i tidsskriftet Human Reproduction i foråret 2025, har reumatologer med britiske Oxford Universitet i spidsen undersøgt mulige sammenhænge mellem endometriose og 31 forskellige sygdomme som artrose (slidgigt), leddegigt og multipel sklerose.
Konkret har forskerne analyseret og sammenlignet sygdomsdata vedrørende godt 8.200 tilfælde af endometriose og 64.400 tilfælde af de andre sygdomme blandt kvinder i Storbritannien. Nogle af kvinderne havde både endometriose og en eller flere af de andre sygdomme.

Denne artikel er fra Gigtmagasinet
Bliv medlem og modtag det næste magasin fyldt med inspirerende artikler om gigt.
En sygdom kommer sjældent alene
De finder, at endometriose øger risikoen for at udvikle artrose og autoimmune sygdomme som eksempelvis leddegigt.
Når det gælder artrose, kan forskerne se, at betændelsen i kroppen minder om hinanden på tværs af de to sygdomme. Den kobling vil de nu undersøge nærmere.
For leddegigt er det specifikke genvarianter, der overlapper mellem de to diagnoser. Det betyder med andre ord, at endometriose muligvis kan føre til leddegigt. Forskerne mangler dog at undersøge, om der faktisk er en sammenhæng mellem de to sygdomme.
I Oxford-studiet øgede endometriose risikoen for at få leddegigt med 55 %. Det betyder, at hvor kvinder generelt i England har 3,6 % risiko for at udvikle leddegigt, så stiger risikoen til 5,6 %, hvis man har endometriose.
Hvad er endometriose?
Endometriose er en udbredt sygdom, der kun rammer kvinder. Lidelsen er kronisk og skyldes, at væv af samme type som i livmoderens slimhinde også vokser i bughulen, altså uden for livmoderen.
Ligesom vævet i livmoderen bløder vævet også i bughulen, når kvinden har menstruation. Det er smertefuldt, fordi blødningen kan føre til cyster og betændelse i vævet.
Endometriose rammer omkring én ud af ti kvinder i alderen 15 til 45 år. Det svarer til cirka 130.000 kvinder herhjemme.
“Det er altså ikke sådan, at alle kvinder med endometriose skal tro, at de også udvikler gigt eller andre sygdomme.
Det, vi viser, er, at risikoen øges i forhold til den generelle risiko for den raske befolkning. Og vi skal lige huske, at risikoen her er ret lille, så den ekstra risiko er ikke kæmpestor.
Men den er der, og det er noget særligt, læger skal være opmærksomme på, så der kan sættes tidligt ind med behandling,” siger Krina Zondervan, professor i epidemiologi og ledende forsker bag studiet, til Gigtmagasinet.
Hun og kollegerne går nu på jagt efter medicin, der virker mod både endometriose og gigt.
Endometriose kan have gigt med i kølvandet
“Jeg fik endometriose, da jeg var 27 år, efter at jeg havde været gravid anden gang. Der var ingen, der anede, hvad man kunne gøre ved det. Jeg hører til den generation, hvor de sendte mig hjem fra hospitalet med besked om, at jeg kunne prøve at lave nogle strækøvelser.
Men jeg var fuldstændig handicappet, når jeg havde menstruation. Jeg styrtblødte, havde vanvittige smerter og var møghamrende syg. Men jeg fik ingen hjælp.
Da jeg fik mit tredje barn og stoppede med at amme, blev jeg endnu mere syg, og i lang tid var det et limbo, hvor jeg ikke havde fået en diagnose. Jeg havde mange bekymringer og smerter.
Det viste sig, at jeg både havde psoriasisgigt og rygsøjlegigt. Senere fik jeg også konstateret fibromyalgi. Jeg ville ønske, der havde været mere hjælp at få. Jeg føler ikke, der blev lyttet til mig. Lægerne sagde bare, at jeg virkede stresset.
Måske er der en sammenhæng mellem mine sygdomme. Det er der aldrig nogen læger, der har talt om. Jeg har faktisk oplevet, at behandlingen mod den ene sygdom hjalp på den anden.
For da jeg fik biologisk medicin mod psoriasisgigten, stoppede jeg med at have symptomer på endometriose.”
Trine F. Green
Alder: 50 år
By: Gentofte
Diagnose: Endometriose, irritabel tarm, psoriasisgigt, rygsøjlegigt (morbus Bechterew) og fibromyalgi