Sandaler til gigtfødder - her er fysioterapeutens råd

I Gigforeningens rådgivning sidder vores eksperter klar til at svare på medlemmernes spørgsmål. Nogle spørgsmål anonymiserer vi, så alle kan få gavn af ekspertens viden. Her kan du læse fysioterapeut Trine Majlund Vestbos gode råd til køb af sandaler.

Billede af sandaler

Spørgsmål: Min gigtsygdom har desværre sat sig i fødderne. Har du nogle gode råd til, hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg skal købe sandaler her til sommer?

Svar fra Gigtforeningens fysioterapeut

Der findes så mange lækre sommersko derude, og selvom de lokker, så er det vigtigt at huske på, at forkert fodtøj kan have rigtig ærgerlige konsekvenser.

Dine fødder er fundamentet for resten af din krop, og hvis du glemmer at passe på dem, så kan det give smerter andre steder i kroppen.

Heldigvis findes der sandaler, der er både moderne og giver god støtte. Du skal bare vide, hvad du skal se efter.

Når du skal købe sandaler, så vælg et par, der…

  • har plads til dine fødder, men uden fødderne skrider rundt i skoen
  • har sål med stødabsorbering og støtte i svangen
  • har en skridsikker sål, så du kan stå fast
  • føles rare uden at klemme eller give smerter
  • er lavet i åndbare materialer
  • max har en lille hæl, da høje hæle kan belaste fødderne

Gigt i storetåen

Har du gigt i storetåens grundled og ondt, når du går, så kan en sko med lidt stive såler eller en såkaldt gængesål være godt.
En gængesål er en sål med en let buet form – lidt ligesom en gyngestol. Gængesålen kan være god, fordi den giver dig en mere rullende gang og derfor belaster din fod mindre.

Artrose i foden

Har du artrose (slidgigt) i fødderne, kan der være risiko for nedsunken forfod. Her kan det være en god idé at vælge sko med støtte i svangen og med forfodsløft. En indlægssål kan gøre det samme, hvis skoen er fast nok til, at sålen kan ligge stabilt.

Varme og hævede fødder

Hvis dine fødder har tendens til at hæve, skal du gå efter en sko, der kan justeres, f.eks. med velcro. Gigten i sig selv kan også gøre fødderne varme, og derfor er det en god idé at vælge åndbart materiale. Undgå også syninger i overlæderet, der kan trykke. En åndbar strømpe uden syninger hen over tæerne er også godt, ligesom skoen ikke må stramme over anklen.

Få lavet sko – særligt til dig

Har du mange smerter og fejlstillinger af foden, kan det være en god idé at opsøge en bandagist eller en ortopædisk håndskomager, som kan vejlede dig i køb af sko og eventuelt specialfremstille fodtøjet eller et indlæg, der passer præcis til dine fødder.


Er du medlem af Gigtforeningen, så er vi en hel række eksperter, der står klar til at hjælpe dig videre. Om det er gigtvenlig mad, nedsat tid på jobbet, træning, oprettelse af testamente eller bare bekymringer og dage, hvor det hele er for meget – vi sidder klar til at lytte og rådgive.

Læs om os i rådgivningen

Jeg håber, du får en dejlig sommer!

Hilsner fra Trine Majlund Vestbo
Fysioterapeut, Gigtforeningen

Publiceret 02.05.2025