Vindere af årets ildsjælepris: “Ej ej, nu begynder jeg at tude”

Iben Marskov og Claus Christensen har gennemgået både kriser, sorg, ensomhed og afmagt i deres forhold på grund af Ibens gigt. Alligevel har de fundet mod og styrke til at bruge det svære til at gøre en forskel for andre. Derfor får de Gigtforeningens Ildsjælepris.

Iben og Claus sidder i havestole - Iben holder en stor blomsterbuket

Da Iben fik konstateret gigt for mere end 20 år siden, ændrede sygdommen ikke kun hendes eget liv. Den ændrede også livet for hendes familie.

Smerter, usikkerhed og svære perioder blev en del af hverdagen. Ved hendes side stod Claus. Som samlever, støtte og pårørende.

Parret har gennem flere år delt ærligt ud af de svære erfaringer, mange familier med kronisk sygdom kan genkende: kriser, ensomhed, afmagt og bekymringer. Men også kærlighed, sammenhold og humor midt i det svære.

Nu modtager de sammen Gigtforeningens Ildsjælepris for deres store indsats for mennesker med gigt og deres pårørende.

Se deres rørende reaktion: “Ej ej, nu begynder jeg at tude”

De har blandt andet været stærke stemmer i Gigtforeningens pårørende-program, hvor de åbent har fortalt om livet med sygdom – både på hospitaler, til arrangementer, i medier og på sociale platforme.

Målet har været klart: Ingen skal føle sig alene

Mange kender måske allerede Iben og Claus fra deres personlige historie på Gigtforeningens hjemmeside, hvor de fortæller om de store konsekvenser, sygdommen fik for deres liv og parforhold – og hvordan de fandt tilbage til hinanden igen.

Her beskriver Claus blandt andet følelsen af at stå magtesløs på sidelinjen, mens Iben fortæller om sorgen over ikke at kunne det samme som før.

Deres ærlighed har gjort en forskel

Gennem deres fortællinger har de sat ord på følelser, mange ellers går alene med. De har givet plads til det svære – men også vist, at der findes håb og styrke, selv når livet slår hårdt.

Og tilbagemeldingerne har været tydelige: Iben og Claus har rørt mennesker dybt. De har fået andre til at føle sig forstået. Til at tale mere åbent sammen. Og nogle gange også til at grine midt i alt det tunge.

Det er netop dét, ildsjæle gør. De tænder lys hos andre, også når mørket er tættest

Fra talen ved prisoverrækkelsen

Med Ildsjæleprisen ønsker Gigtforeningen at hylde mennesker, som gør en ekstraordinær forskel for andre.

Iben og Claus har ikke noget behov for at føle sig særlige. Men de vil gerne bruge deres egne erfaringer til at hjælpe andre videre.

”Hvis bare én person føler sig mindre alene, så giver det mening,” har de tidligere fortalt.

Nu bliver deres indsats altså hædret med Gigtforeningens Ildsjælepris.

Bliv en del af fælleskabet

Som frivillig i Gigtforeningen bliver du en del af et stærkt og hjertevarmt fællesskab. Her hjælper vi hinanden, skaber oplevelser – og gør hverdagen lettere for mennesker med gigt.