Dette debatindlæg er bragt i Kristeligt Dagblad 11.4.2026
Det er en kultur
Da der for nylig i en radioudsendelse blev grinet af en person med handicap og hans måde at tale på, var det en klar overskridelse af en grænse.
Det handler både om de personer, der sad i studiet, og om de redaktionelle valg, der gjorde det muligt.
Nogen har udvalgt klippet. Nogen har vurderet, at det hørte hjemme i udsendelsen. Nogen har godkendt det.
Men hvis vi reducerer sagen til én situation, snyder vi os selv.
Det ubehagelige spørgsmål er ikke kun, hvorfor der blev grinet. Det er, hvorfor det overhovedet kunne føles acceptabelt.
Latteren opstod nemlig i en kultur, vi alle er en del af.
De små situationer, vi ikke taler om
De færreste danskere vil bevidst gøre grin med mennesker med handicap. Alligevel findes der en række situationer, som mange vil kunne genkende, hvis de tør være ærlige:
Et barn med et handicap står på legepladsen. De andre børn kigger nysgerrigt. De voksne skynder sig videre og lærer dem dermed, at det er noget, man holder afstand til.
En person med et usynligt handicap bliver mødt med skepsis: “Du ser da ikke syg ud.”
En person i kørestol bliver ledsaget af en hjælper. Ekspedienten vender sig automatisk mod hjælperen og spørger: “Hvad skal hun have?”
En blind spørger på en togperron, hvilken vogn der holder foran dem. Folk omkring svarer ikke.
Det er ikke ond vilje. Det er usikkerhed. Men for den, der står i situationen, føles det ikke uskyldigt. Det føles som at blive reduceret. Overset. Eller placeret uden for fællesskabet.
Usikkerheden er ikke tilfældig
I Danske Handicaporganisationers undersøgelser svarer 8 ud af 10 danskere, at de er usikre på, hvordan de skal omgås mennesker med handicap.
Den usikkerhed har konsekvenser:
- 1 ud af 4 personer med handicap oplever ofte andres usikkerhed
- 3 ud af 4 har haft negative oplevelser, der sætter sig følelsesmæssigt
- 40 % har forsøgt at skjule deres handicap
- 31 % har trukket sig fra fællesskaber
Det er dermed mønstre. Og det er i det lys, vi skal forstå latteren i radioen.
Et samfund, hvor vi ikke møder hinanden nok
Usikkerheden opstår blandt andet, fordi vi alt for sjældent møder hinanden.
Mennesker med handicap er stadig mindre synlige i mange af de fællesskaber, der former vores hverdag: Færre er i arbejde. Færre deltager i fritidslivet. Og de fysiske og sociale rammer gør detsværere for mange at være til stede på lige vilkår.
Når vi ikke mødes, bliver forskellighed til noget fremmed. Og det fremmede håndterer vi ikke altid med respekt.
Men det ændrer sig, når vi deler hverdag.
Når man arbejder sammen med en kollega med handicap eller er en del af det samme fællesskab, sker der noget helt grundlæggende: Man holder op med at se handicappet først og begynder at se mennesket.
Det er ikke længere “en i kørestol” eller “en med et handicap”. Det er en kollega. En ven. Et menneske, man griner med – ikke af.
Og det er derfor, det her også handler om andet end tone og opførsel. Det handler om, hvordan vi har indrettet vores samfund.
For når mennesker med handicap i mindre grad er en del af fællesskaber, får usikkerheden lov til at leve videre. Og så bliver det muligt at sidde i et radiostudie og grine, uden at nogen stopper op.
Det er et strukturelt problem, og det her kræver derfor også politiske løsninger.
Vi skal se det som et fælles ansvar
Det afgørende er at forstå, hvad situationer som denne afslører.
Som voksne i et professionelt medie har man selvfølgelig et ansvar. Men som medborgere har vi alle et ansvar.
Det starter hos os selv: Vi skal turde møde hinanden, også når det er lidt usikkert, og vi skal se på vores egen adfærd. Men det stopper ikke der.
Hvis vi mener, at alle mennesker skal have mulighed for at deltage i samfundet på lige vilkår, kræver det mere end gode intentioner. Det kræver politisk prioritering.
Danmark mangler i dag en samlet ny retning for handicappolitikken.
For den her episode hænger sammen med nogle uhensigtsmæssige strukturer i vores samfund.
Strukturer, der gør mennesker med handicap mindre synlige, mindre deltagende og dermed også mere fremmede for mange.
Det er de samme strukturer, der betyder, at færre er en del af arbejdsmarkedet, fællesskaberne og hverdagslivet. Og det er de strukturer, der er med til at fastholde den usikkerhed og de holdninger, vi ser i dag.
Hvis vi vil ændre den måde, mennesker med handicap bliver mødt på, er vi nødt til at bryde de strukturer ned.
For det er på ingen måde værdigt for et samfund i det 21. århundrede, at mennesker med handicap stadig mødes med lavere forventninger, usikkerhed og latterliggørelse.
Afsendere:
- ADHD-foreningen, direktør Camilla Louise Ganzhorn
- Autismeforeningen, formand Karina Bundgaard
- Autisme- og Aspergerforeningen, landsformand Nina Catalina Michaelsen
- Bedre Psykiatri, generalsekretær Jane Alrø Sørensen
- CP Danmark – landsforeningen for cerebral parese, landsformand Pia Allerslev
- Dansk Blindesamfund, formand Diana Stentoft
- Dansk Cøliaki Forening, direktør Dennis Nedergaard Larsen
- Dansk Handicap Forbund, landsformand Susanne Olsen
- Danske Døves Landsforbund, landsforperson Anne Vikkelsø
- Danske Handicaporganisationer, formand Thorkild Olesen
- Diabetesforeningen, adm. direktør Claus Richter
- DøvBlinde Danmark, formand Jackie Lehmann Hansen
- Epilepsiforeningen, landsformand Lone Nørager Kristensen
- Fibromyalgi- & Smerteforeningen, formand Søren Harboe
- Gigtforeningen, direktør Mette Bryde Lind
- Hjerneskadeforeningen, direktør Morten Lorenzen
- Hjernesagen, landsformand Jens Bilberg
- Høreforeningen, landsformand Majbritt Garbul Tobberup
- Lev – livet med udviklingshandicap, landsformand Anni Sørensen
- Leverforeningen, landsformand Lone McColaugh
- Lungeforeningen, direktør Ann Leistiko
- Muskelsvindfonden, formand Simon Toftgaard Jespersen
- Osteoporoseforeningen, direktør Camilla Nissen Toftdal
- Nyreforeningen, landsformand Malene Deele
- Parkinsonforeningen, direktør Karina Madsen
- Psoriasisforeningen, direktør Lars Werner
- Sammenslutningen af Unge Med Handicap, forperson William Korte
- Scleroseforeningen, adm. direktør Klaus Høm
- SIND – landsforeningen for psykisk sundhed, forperson Mia Kristina Hansen
- Stammeforeningen, forperson Inge Brink Hansen
- Stofskifteforeningen, forperson Julie Davey Lund
- Tarmforeningen, direktør Mogens Damgaard
- Ulykkespatientforeningen/Polioforeningen, formand Janus Tarp
