Kost og urinsyregigt (podagra)
Urinsyregigt er den mest udbredte inflammatoriske gigtsygdom, og dine kostvaner kan spille en rolle både i udviklingen af sygdommen og i risikoen for anfald. Her får du viden om, hvordan du kan spise, så du bedst støtter behandlingen.
Der kan være forskellige årsager til, at du udvikler urinsyregigt og podagra, men din livsstil spiller også en rolle. Vægtøgning og overvægt kan øge risikoen for at udvikle og få anfald af urinsyregigt, og det samme kan alkohol.
Når du får konstateret urinsyregigt eller podagra, vil livsstilsændringer ofte indgå som en del af behandlingen sammen med medicin, hvilket vil afhænge af, om du har andre samtidige sygdomme.
Kostens betydning ved urinsyregigt
Forskning har vist en sammenhæng mellem et højt indtag af kød fra firbenede dyr, indmad og skalddyr og en øget risiko for at udvikle urinsyregigt. Den samme øgede risiko ses for sukkerholdige drikke.
Bemærk, at ovenstående føde- og drikkevarer øger risikoen for at udvikle urinsyregigt. Hvis du allerede har urinsyregigt, og du er i medicinsk behandling, som du har god effekt af, er det ikke påvist, at disse fødevarer kan udløse anfald af urinsyregigt.
Du kan derfor tage udgangspunkt i de danske officielle kostråd, når du har urinsyregigt.
Gå efter en sund vægt
Vægtøgning og overvægt kan øge risikoen for at udvikle og få anfald af urinsyregigt. Hvis du er overvægtig og taber dig, kan vægttabet sænke indholdet af urinsyre i blodet og reducere risikoen for at få et anfald af urinsyregig, og desuden mindskes risikoen for at få andre sygdomme.
Kost: Spis sundt og varieret – og brug de officielle kostråd
En sund og varieret kost kan gøre det lettere at bevare en sund vægt eller at opnå et vægttab, hvis du vejer for meget.
Amerikanske undersøgelser tyder på, at den såkaldte DASH-kost (Dietary Approaches to Stop Hypertension), som er kendt for at kunne forebygge forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme, også kan sænke mængden af urinsyre i blodet.
DASH-kosten fremhæver frugt og grønt, bælgfrugter, nødder, magre oste- og mælkeprodukter, fisk, fjerkræ og fuldkorn. Samtidig begrænser den indtaget af kød fra firbenede dyr, sukkerholdige mad- og drikkevarer og salt.
Det ligner de danske officielle kostråd, som du med fordel kan tage udgangspunkt i, når du har urinsyregigt.
Hvis du oplever, at bestemte fødevarer udløser anfald af urinsyregigt, og du derfor vælger at undgå dem, skal du være opmærksom på, at du stadig får de vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer, du har brug for.
Er du i tvivl, kan du spørge din læge eller en diætist til råds.
Alkohol og urinsyregigt: Hvad skal du være opmærksom på?
Alkohol kan øge risikoen for at udvikle og få anfald af urinsyregigt. Hvis behandling med medicin er opnået og stabil, vil små mængder alkohol sandsynligvis ikke fremkalde anfald af urinsyregigt.
Hold dig under alle omstændigheder inden for Sundhedsstyrelsens retningslinjer som siger højst 10 genstande om ugen og højst fire genstande på samme dag. Din læge vil i nogle tilfælde anbefale lavere grænser.
Læs mere om alkohol når du har gigt
Husk at drikke rigeligt med vand
Drik mindst 1-1,5 liter væske i døgnet, og mere hvis du er fysisk aktiv eller sveder meget.