Print
Forstør teksten Læs teksten op

Glukosamin

Glukosamin er fra d. 28. november 2011 ikke længere et tilskudsberettiget håndkøbslægemiddel – godkendt af Lægemiddelstyrelsen i Danmark, fordi man i de seneste undersøgelser af midlet ikke har kunnet påvise nogen effekt på dets virkning. Læs mere nedenfor.

Glukosamin indgår naturligt i ledbrusk, som glycosaminoglykaner. Præparater med glukosamin er sædvanligvis udvundet af skaldyr og fås både som tabletter og kapsler.

Effekten af glukosamin kan ikke påvises i de nyeste undersøgelser
Rigtig mange slidgigtpatienter tager glukosamin og/eller chondroitinsulfat, men nu viser en ny stor meta-analyse, som er en samling af omfattende undersøgelser, at effekten ikke kan påvises, når der er tale om slidgigt i knæ og/eller hoften. Resultaterne fra undersøgelsen blev offentliggjort i 2010 i det anerkendte tidsskrift, The British Medical Journal (BMJ).

Resultatet fra en anden undersøgelse, ligeledes offentliggjort i 2010 i tidsskriftet The Journal of American Medical Association (JAMA) viser desuden, at glukosamin heller ingen effekt har på kroniske lændesmerter og slidgigt i ryggen. Dette er særligt interessant, da man i tidligere undersøgelser oftest har haft fokus på effekten af glukosamin på slidgigt i knæ og/eller hoften.

Bekræfter tidligere stor undersøgelse
Resultaterne, der viser glukosamins manglende effekt, er ikke overraskende, idet konklusionen fra en tidligere stor undersøgelse med 1.583 patienter, den såkaldte GAIT-undersøgelse (Glucosamine/chondroitin Arthritis Intervention Trial) var, at behandling af slidgigt i knæet med glukosamin eller chondroitinsulfat ikke reducerede patienternes smerter i væsentlig grad – sammenlignet med placebo-behandling (snyde-behandling).

Resultaterne fra GAIT-undersøgelsen blev offentliggjort 2006 i det meget anerkendte tidsskrift, The New England Journal of Medicine.

Vis smertestillende effekt ved moderat til svær slidgigt
Selvom GAIT-undersøgelsens overordnede konklusion er, at behandling med glukosamin og/eller chondroitinsulfat ikke har nogen væsentlig effekt, peger resultaterne samtidig på, at der kan være en forskel på patienter med let slidgigt i knæet og patienter med moderat til svær slidgigt i knæet. Nogle patienter fra sidstnævnte undergruppe oplevede en vis smertelindrende effekt ved kombinationen af de to stoffer.

Det er denne del-konklusion fra et dengang ikke publiceret abstract, som du tidligere har kunnet læse om her på gigtforeningen.dk. Men efter publikationen af hele undersøgelsen i The New England Journal of Medicine samt den nye meta-analyse fra The British Medical Journal står det klart, at der overordnet mangler dokumentation for effekten af behandling med disse stoffer.

I disse undersøgelser indgik tilstrækkeligt mange patienter til at afsløre selv en ringe effekt.

Man må således konstatere, at dokumentationen for en smertestillende effekt af glucosamin ved slidgigt er ringe. Der kan dog fortsat herske uenighed blandt behandlere om stoffets mulige plads i behandling af slidgigt.

Mange oplever alligevel en effekt af glukosamin
Selvom undersøgelserne nu slår fast, at effekten af glukosamin ikke kan påvises, ændrer det ikke på, at mange mennesker med slidgigt oplever, at glukosamin hjælper på deres smerter og andre slidgigt relaterede symptomer. Oplevelsen af at handle, at gøre noget og følelsen af kontrol i sig selv kan have en effekt. Denne psykiske virkningsmekanisme er velkendt som placebo-effekten. Man skal selvfølgelig fortsætte med det, som virker for én selv, og det man har det bedst med.

Der findes i dag altså ikke faglig dokumentation for at opretholde tilskudsstatus.Alle lægemidlers tilskudsstatus skal regelmæssigt revurderes. Det sker for at sikre, at lægemidler med generelt tilskud opfylder de kriterier, der gælder for at få generelt tilskud.

Da der således efter reglerne ikke er grundlag for at yde tilskud til behandling med glukosamin, har Gigtforeningen ikke kunnet kæmpe imod.

Gigtforeningen peger på, at de mange danskere med slidgigt har andre muligheder for at reducere smerterne. Gigtforeningen anbefaler i stedet motion og vægttab, som har en påviselig effekt.

Kilder:

  • Wandel S et al. Effects of glucosamine, chondroitin, or placebo in patients with osteoarthritis of hip or knee: network meta-analysis. BMJ 2010;341:c4675. 
  • Wilkens et al. Effects of Glucosamine on Pain-Related Disability in Patients With Chronic Low Back Pain and Degenerative Lumbar Osteoarthritis: A Randomized Controlled Trial. JAMA 2010;304:45-52 
  • Clegg DO et al. Glucosamine, Chondroitin Sulfate, and the Two in Combination for Painful Knee Osteoarthritis. N Engl J Med 2006;354:795-808.

Sidst opdateret 13-12-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen