Senest opdateret
Gigtforskning handler ikke kun om at udvikle ny medicin, der forhåbentlig en dag kan kurere al gigt.
Gigtforskning handler også om at forstå og hjælpe lige nu og her. Og det er dét, professor Jette Primdahl er så dygtig til, at hun modtager Dronning Ingrids Forskerpris 2026.
Prisen er blevet uddelt siden 1978 og opkaldt efter dronning Ingrid, der var protektor for Gigtforeningen på det tidspunkt.
Dronning Margrethe overtog senere protektionen, og mandag overrakte hun sin mors forskningspris for 25. gang. Det skete i Havesalen på Fredensborg Slot.
Forsker i træthed og hverdagsliv
Professor Jette Primdahl modtager prisen for sin betydelige indsats inden for det, der hedder reumatologisk rehabilitering.
Det handler om at hjælpe den enkelte gigtpatient til et liv, hvor patienten har mest mulig livskvalitet.
Hendes forskning tager udgangspunkt i de udfordringer, der fylder mest for mennesker med gigt: smerter, træthed, svingende sygdomsaktivitet, arbejdsliv, hverdagsliv og følgesygdomme.
Forskningen bruger hun desuden til at bidrage til udviklingen af sundhedsvæsenets tilbud, så de tager udgangspunkt i de liv, patienterne faktisk lever.
Læs om træthed når du har gigt

Tæt på patienterne
Et særligt kendetegn ved hendes arbejde er, ud over stor faglig tyngde, den store og systematiske inddragelse af patienterne.
Det blev også understreget i talerne til overrækkelsen:
”Du forener høj faglig kvalitet med varme, et ubestikkeligt etisk kompas og et dybt menneskeligt engagement. Du forsker ikke i patienter, men med patienter. Du bygger bro mellem forskning og virkelighed på en måde, som kun få mestrer,” sagde professor og overlæge Anders Odgaard, formand for Gigtforeningens forskningsråd.
Jette Primdahl har blandt andet bidraget med ny viden om, hvordan gigtramte selv kan håndtere deres sygdom. Og hun har vist, at de ambulatorier, der er ledet af sygeplejersker, kan styrke det. Jette Primdahls resultater bruges i dag på hospitaler og klinikker.
”Vi skal spørge patienterne”
For Jette Primdahl er det helt afgørende, at patienternes erfaringer og perspektiver er så centrale i hendes forskning.
”Jeg har altid været optaget af, at vi ikke bare skal forske i, hvad vi tror, der er vigtigt for patienterne – vi skal spørge dem. Patienterne er eksperter i deres eget liv, og deres erfaringer kan være afgørende for, om vi lykkes med at udvikle behandling og rehabilitering, der faktisk fungerer i hverdagen,” tilføjer hun.
Med prisen følger et forskningslegat på 250.000 kr., der skal bidrage til mere forskning i patienters livskvalitet.
Læs om tidligere modtagere af dr. Ingrids Forskerpris
Jette Primdahl
Hun blev uddannet sygeplejerske fra Sygeplejeskolen i Aalborg for 40 år siden.
I 2008 begyndte hun som ph.d.-studerende ved Kong Christian X’s Gigthospital i Gråsten.
Siden har hun været afsender af langt over 300 videnskabelige publikationer og markeret sig internationalt som en førende forsker inden for området.
I 2018 blev Jette Primdahl sammen med sin svenske kollega, Ann Bremander, Danmarks første professor i reumatologisk rehabilitering.
Hendes forskning har et gennemgående fokus på rehabilitering, patientinddragelse og på at udvikle sundhedsvæsenets tilbud, så de tager udgangspunkt i det liv, patienterne faktisk lever.
Jette Primdahl arbejder fortsat på Dansk Gigthospital.