Reaktiv gigt: Symptomer, årsager og behandling
Reaktiv gigt er en inflammatorisk ledsygdom, som opstår under eller få uger efter en infektion, typisk i urinvejene eller mavetarmkanalen. Reaktiv gigt benævntes tidligere af og til Reiters syndrom eller Reiters sygdom.
Hvad er reaktiv gigt?
Reaktiv gigt hører til den gruppe af gigtsygdomme, som man kalder spondylartropatier (rygsøjlegigt), fordi sygdommen udover led også kan ramme rygsøjlen.
Reaktiv gigt opstår under eller umiddelbart efter en infektion. Oftest er der tale om infektion i tarmen eller urinvejene med bakterier og lignende mikroorganismer – f.eks. salmonella, campylobacter, yersinia og klamydia.
Mange infektioner, især i urinvejene, giver ikke symptomer. Derfor er det vanskeligt at fastslå, hvor mange mennesker der har reaktiv gigt. Diagnosen stilles her ofte på baggrund af symptomer i leddene (se herunder) og en formodning om tidligere infektion, der blot ikke har givet symptomer som f.eks. svien ved vandladning eller diarré.
I en del tilfælde kan lægen dog ved en undersøgelse påvise f.eks. en urinvejsinfektion medklamydia – selv om du ikke selv mærker eller har mærket nogen symptomer. I Skandinavien får ca. fem ud af 100.000 mennesker om året reaktiv gigt udløst af klamydia.
Sygdommen kan forekomme i alle aldersgrupper, og den er lige udbredt blandt mænd og kvinder.
Hvorfor får man reaktiv gigt?
Man mener, at reaktiv gigt er en reaktion i immunsystemet på en infektion i f.eks. tarmen eller urinrøret, som hos arveligt disponerede mennesker kan medføre gigtbetændelse.
Symptomer ved reaktiv gigt
Reaktiv gigt har visse fælles karaktertræk med andre spondylartropatier (herunder psoriasisgigt, rygsøjlegigt/morbus Bechterew og tarmgigt (morbus Crohn og colitis ulcerosa)) – bl.a. en hyppigere forekomst af vævstypen HLA-B27 end hos raske.
Reaktiv gigt viser sig oftest som ledbetændelse med hævelser i de store led på arme og ben – især ankler og knæ. Undertiden er også sacroiliacaleddene (mellem korsben og hofteben) og hvirvelsøjlen angrebet.
Der kan være en række andre symptomer – f.eks.:
- Urinrørsbetændelse
- Øjenbetændelse
- Hududslæt
- Sår i mundhulen
- Betændelse i senetilhæftninger til knoglerne (f.eks. i hælen)
- Hjerte- og hjerteklapbetændelse
Forløbet er i de fleste tilfælde godartet. Sygdommen aftager ofte inden for få uger eller måneder, hvorefter man er helt rask og uden sygdomsfølger.
I nogle tilfælde kan forløbet dog være længerevarende med tilbagevendende symptomer.
Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at ringe til én af vores rådgivere.
Sådan undersøger lægen for reaktiv gigt
Lægen stiller diagnosen på baggrund af de symptomer, du beskriver. Der findes ikke specifikke blodprøver eller andre undersøgelser, der kan anvendes til at stille diagnosen.
Hvis der er tegn på, at du har en infektion, vil lægen undersøge det nærmere – f.eks. i form af en test for klamydia i en urinprøve.
Måske har du – inden du fik gigtsymptomerne – haft en infektion, som du ikke er bevidst om.
Mange infektioner, især i urinvejene, giver nemlig ikke symptomer, og forbigående ledsymptomer, som ikke kan kædes sammen med en forudgående infektion, vil ofte blive registreret under en anden diagnose (uklassificeret ledhævelse).
Behandling af reaktiv gigt
Behandling med medicin kan efter en individuel vurdering omfatte simple smertestillende lægemidler, NSAID, sulfasalazin, methotrexat og binyrebarkhormon.
Ved klamydiainfektion behandles med antibiotika, som fjerner infektionen.
Oftest vil sygdommen have et kortvarigt forløb af op til få måneders varighed, men i nogle tilfælde vil symptomerne være langvarige. I svære tilfælde, hvor de ovennævnte lægemidler ikke har tilstrækkelig effekt, vil lægen måske overveje supplerende behandling med et biologisk lægemiddel af typen TNF-hæmmer.
Læs mere om biologiske lægemidler
Alternativ behandling og reaktiv gigt
Gigtforeningen bliver kontaktet af mange mennesker med gigt, der gerne vil vide, om nogle bestemte alternative behandlingsformer mon kan hjælpe dem.
Læs om alternativ behandlingsmetoder
