Kroppen begynder at protestere. Benene bliver tungere for hver kilometer, og smerterne sætter sig som en mur. Igen og igen. Det er ikke gigten alene, der gør ondt. Det er hele kroppen, der er presset til det yderste. Alligevel er Christian Boutrup godt med mentalt.
Christian løber Ironman i København, og hans træner står på Langelinie og råber, at han ligger nummer to. Det går op for Christian, at det her kan blive større, end han nogensinde har turdet håbe på. Han stopper med at tænke. Fokuserer kun på at nå frem til næste sving, næste depot, næste kilometer. Smerterne forsvinder ikke. Men han accepterer dem, og bevæger sig fremad.
Så krydser han målstregen som nummer tre i aldersgruppen 18-24 år.
Den lille dreng er blevet stærk
Det føles helt uvirkeligt, da han får en hawaiikrans om halsen og får at vide, at han nu skal til VM på Hawaii.
Et sted i det øjeblik mødes hans to verdener. Den med den lille dreng, der havde så ondt i knæene, at han måtte kigge på til idræt og boldspil i skolegården. Og den verden, hvor han er en 22-årig mand, der nu har kvalificeret sig til et af de største triatlonløb i verden.
Det var helt surrealistisk. Jeg havde ikke skænket det en tanke dagen før, og så stod jeg pludselig der og havde fået en plads til VM på Hawaii
Christian Boutrups
Kunne ikke gå hen til skolen
Christian fik konstateret børnegigt i 2011, da han var otte år gammel. Før diagnosen havde han så mange smerter – mest i knæene – at der var dage, hvor han ikke kunne gå i skole. Også selvom den kun lå 200 meter fra hans hjem.
Gigten var værst de første år, og flere gange får han lagt blokader i knæene, når smerterne bliver for voldsomme.
Så i skolen sad Christian ofte over, når de andre børn spillede bold i frikvartererne eller løb rundt til idræt. Ikke fordi han ikke havde lyst, men fordi kroppen ikke altid kunne være med.
Heldigvis havde Christian svømningen. Fra en tidlig alder dyrkede han elitesvømning i den lokale svømmeklub, og her skete der noget vigtigt. I vandet var han ikke ham, der sad over. Han var en del af holdet. En, der kunne følge med. En, der kunne blive bedre.
I vandet er han som alle andre
Fordi han ikke skulle lægge vægt på knæene på samme måde som i fodbold eller løb, blev svømningen et sted, hvor kroppen ikke satte grænser, men gav ham selvtillid. Her kunne han træne hårdt uden hele tiden at blive mindet om, hvad kroppen ikke kunne.
Det gav ham lyst til at presse sig selv. Lægge alle kræfter i at blive den bedste i vandet.
Samtidig lærte han sin krop bedre at kende. Han mærkede, hvad der hjalp, hvad der generede knæene, og hvornår han skulle passe på. Samtidig hjalp medicin med at holde sygdommen i ro, og efterhånden kunne han mere og mere.
Et gladere menneske
For to år siden får Christian lyst til at prøve, hvor langt kroppen kan bære ham – uden for vandet. Efter mange år med elitesvømning er han blevet vant til at træne målrettet, og fordi sygdommen er mere stabil, tør han teste grænserne på en ny måde.
Triatlon bliver næste skridt, fordi det bygger videre på svømningen, men også fordi det tvinger ham ud i noget, han aldrig har kunnet. Cykling og løb. Først prøvede han en halv Ironman i Helsingør, siden en mindre triatlon i Hillerød, og til sidst en Ironman i København i august sidste år.
Træningen er ikke bare et projekt om tider og kilometer. Han føler også, det gør ham til en bedre udgave af sig selv. Træningen giver ham mere overskud i hverdagen, og han oplever at være gladere blandt venner og familie, end han var før.
Nu gælder det Hawaii
Den 22. september rejser Christian af sted mod VM i Ironman på Hawaii.
Christian ved godt, at Hawaii bliver en anden størrelse, end han har prøvet før. Derfor har han heller ikke lyst til at låse sig fast på en bestemt tid. Forholdene er for anderledes, og meget kan ske på dagen. Men han tager ikke derned bare for at være med.
Jeg vil gerne være i toppen af min aldersgruppe til VM. Nu har jeg haft yderligere et år til at blive endnu bedre, så det tror jeg også godt, jeg kan
Christian Boutrups
Først og fremmest handler det om at møde op med samme mentalitet som i København. Gøre det bedste, han kan. Og lidt mere til. Mellem 2.500 og 3.000 deltagere forventes at stille til start ved VM på Hawaii.
Det skal nok blive bedre
Når Christian ser tilbage på dengang, han så klassekammeraterne løbe rundt til idræt, ville han ønske, at han havde vidst én ting: At det ville blive bedre. At børnegigt ikke behøver betyde, at man skal opgive alt det, man drømmer om. At man stadig kan rejse, træne, være ung, tage på eventyr og leve et liv, der ikke kun handler om sygdom.
Det er måske også derfor, Christian ikke bryder sig om fortællingen om, at sygdommen skal besejres. Han har ikke besejret sin gigt. Den er der stadig. I knæene. I medicinen. I kulden. I overvejelserne. I respekten for kroppen. Men den bestemmer ikke over hans liv. Det er billetten til VM på Hawaii et bevis på.
“Den skal ikke diktere, hvad jeg skal og ikke skal. Det gør jeg selv.”
