Senest opdateret
Sirenerne er for længst forsvundet.
Men Christoffer kan stadig høre sin mors stemme i telefonen. Hans ni-årige lillesøster er blevet sendt alene afsted i en ambulance mod Rigshospitalet. Lægerne frygter, at noget alvorligt er galt.
Han sætter sig ind i bilen og kører mod hospitalet. På vejen begynder han at græde.
“Mister jeg min søster nu?”
I 48 timer ved familien ikke, hvad der er galt
Først efter to døgns ventetid og et hav af undersøgelser kommer svaret.
Det er lupus. Christoffer ved ikke, hvad det er. Men lægen forklarer, at det er en kronisk sygdom, hvor kroppens eget immunforsvar angriber de raske celler.
Christoffer ser på sin søster i sengen, og han kan genkende følelsen. Han er magtesløs.
Jeg har altid passet på hende
“Jeg har altid følt, at jeg skulle passe på min søster. I al den tid jeg kan huske, har det ligget mig helt naturligt.”
Da Anna blev født, blev Christoffer hendes største fan.
Han var tre år og 10 måneder, da hun kom til verden, og allerede i børnehaven var de to næsten uadskillelige. Anna ville ikke afleveres i vuggestuen, hvis ikke Christoffer var der til at tage imod hende. Og når hun blev ked af det, var det ofte storebror, der kunne få smilet frem igen.
“Vi var altid meget tætte. Vi har altid fortalt hinanden alt, og vi var altid sammen. Vi spillede badminton sammen, og vi var også tætte i skolen. Hvis den ene havde en dårlig dag i skolen, var den anden der. Hvis nogen drillede os, holdt vi altid sammen.”
Derfor ramte det også hårdt, da Anna som niårig pludselig blev alvorligt syg.
Hun havde fået diabetes.
Jeg ville ønske, det var mig
Selvom Christoffer var den store af de to, ramte det næsten ham hårdere, end det ramte søsteren.
“Hun har altid været den stærke af os to. Hun har altid taget tingene i stiv arm, hvor jeg altid har været mere følsom og har grædt mere.”
Denne gang var ingen undtagelse. Særligt fordi Christoffer som 12-årig ikke forstod sygdommen.
Følte sig magtesløs
Han så bare, at hans lillesøster havde det svært. Og det var svært at acceptere.
“Jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun skulle blive syg. Jeg ville bare ønske, det var mig i stedet for.”
Christoffer prøvede at hjælpe til, så godt han kunne. Så hver dag begyndte han at lægge hendes nåle frem og gøre udstyret klar, hver gang hun skulle stikke sig med insulin.
Men bekymringerne slap ham ikke. Han talte om søsteren hele tiden. Derhjemme og i skolen – eller hvis han skulle tegne noget – så var det også søsteren på hospitalet, som han tegnede.
Til sidst begyndte han hos en psykolog.
“Jeg kunne simpelthen ikke slippe tankerne om, hvad der kunne ske med hende.”
De to mod hele verden
Som årene gik, blev søsterens diabetes en naturlig del af hverdagen, og Christoffers bekymringer svandt ind. Så da deres far fire år senere fik tilbudt et arbejde i Milano, rykkede hele familien teltpælene op og startede en ny tilværelse i Italien.
Det rykkede kun Christoffer og Anna tættere på hinanden – som på første skoledag opdagede, at selvom alle lignede hinanden med samme uniformer på, var ingen som dem. Ingen talte dansk. Og selvom det var en international skole, talte de fleste italiensk som modersmål.
“I starten følte vi os meget alene. Så vi holdt sammen, og det blev os to mod hele verden.”
Det er en følelse, Christoffer stadig kan genkende i dag.
For selvom de begge har fået deres egne venner og liv, er søsteren stadig den første, han ringer til, når der sker noget godt eller svært.
“Vi har altid været hinandens faste holdepunkt.”
Hvorfor er det altid hende?
Eventyret i Italien varede kun to år. Men minderne har varet ved lige siden. Familien rejser stadig tilbage og besøger vennerne, restauranterne og de gader, som blev en del af deres fælles historie.
Det samme gjorde de i pinsen 2023. Men denne gang var noget anderledes.
Allerede efter flyveturen bemærkede de, at Anna havde fået meget væske i kroppen. Hendes hud havde fået en blålig marmoreret farve. Først tænkte de ikke nærmere over det. Men da familien kom hjem til Danmark, blev det ikke bedre.
Tværtimod. Anna var udmattet, og hun havde ondt i kroppen på en mærkelig måde. Væsken forsvandt heller ikke, og den blålige farve i huden gjorde hende tydeligt syg at se på.
Alene i ambulance – igen
Så efter noget tid uden bedring kontaktede hun sin læge. Blodprøverne så så alvorlige ud, at hun blev sendt direkte på hospitalet med mistanke om nyresvigt.
Men nye undersøgelser viste også tegn på en alvorlig blodsygdom, og kort efter blev Anna sendt alene afsted i en ambulance mod Rigshospitalet.
“Det føltes næsten som et déjà vu fra dengang, jeg var barn. Hvad sker der nu med min søster? Akut nyresvigt lød virkelig voldsomt, og jeg anede ikke, hvad der foregik.”
I 48 timer sad familien og ventede på hospitalet, mens lægerne undersøgte søsteren for alt. Til sidst viste blodprøverne, at det var lupus.
“Noget af det første, jeg tænkte, var: Hvorfor er det altid hende?”
Hvis ikke jeg kan hjælpe hende – så må jeg gøre noget andet
Anna er først indlagt i en måned, før hun er frisk nok til at komme hjem.
I den periode forsøger Christoffer at hjælpe, hvor han kan. Men det er svært, når det eneste, man egentlig har lyst til, er at tage sygdommen fra den person, man elsker.
Så han gør de små ting.
Sørger for, at hun ikke er alene. Finder brætspil frem, når hun er vågen. Kører hende rundt på hospitalets gange i kørestol.
Tre år senere kan han stadig få den samme følelse.
For selvom medicinen hjælper, lever Anna stadig med lupus hver eneste dag.
Hun har måttet lære at studere på en ny måde. Træne på en ny måde. Og indrette sit liv efter en sygdom, som ikke forsvinder. Alligevel bliver hun ved.
“Jeg beundrer virkelig min søster. Hun bliver ved med at kæmpe for de ting, hun drømmer om, selvom hun har fået nogle udfordringer, som de fleste af os slet ikke kan forestille os.”
Christoffer vil samle penge ind
Hvis Christoffer ikke kan fjerne sygdommen, kan han måske gøre noget andet.
Skabe opmærksomhed. Samle penge ind. Og støtte den forskning, der en dag kan gøre en forskel for mennesker med lupus.
Derfor har han sat sig et mål. Han vil gennemføre IRONMAN Copenhagen 2026.
“Måske er det et desperat forsøg på at gøre noget. Jeg har aldrig gennemført en Ironman før, og jeg er faktisk heller ikke særlig god til at svømme. Men hvis jeg kan gennemføre og samtidig samle penge ind til en vigtig sag, så føler jeg, at jeg har vundet.”
Hun er den stærke af os to
For nylig fik Anna 12 i sin bachelor i medicin.
For Christoffer blev karakteren et bevis på noget, han har lært af sin søster.
At sygdommen godt kan ændre livet. Men ikke nødvendigvis drømmene.
“Hun er den stærke af os to. Og hun har lært mig mere om den styrke, end jeg nogensinde kommer til at lære hende.”
Når Christoffer stiller sig på startlinjen til IRONMAN i august, er det derfor, han løber og samler ind.
Ikke fordi han kan tage sygdommen fra hende. Men fordi han endelig har fundet en måde at hjælpe på.
