Når du er syg, er de eneste, der forstår dig, dine læger og folk, der har den samme sygdom som dig

“Jeg var på sammenbruddets rand. Smerterne var ubærlige. Så kom doktor Bjørn Jensen, og han kiggede på mig og spurgte: Har du tillid til mig? Jeg glemmer aldrig det spørgsmål. Jeg svarede: Fuuuuldstændig. Du er lægen, du gør bare, hvad du skal gøre.

Denne artikel er fra Gigtmagasinet

Bliv medlem og modtag det næste magasin fyldt med inspirerende artikler om gigt.

Få Gigtmagasinet 4 gange årligt

Komplet ligeglad med andres råd

Jeg fik en ordentlig indsprøjtning med prednisolon, så der kom ro på, og tre dage efter blev jeg indlagt. Jeg var så syg.

Jeg kunne høre, hvad de andre patienter snakkede om, når de hentede medicin eller fik behandling: Min medicin virker ikke. Hvad får du? Det vil jeg også have. De gik meget op i, hvad andre fik.

Nogle gange blandede jeg mig: Hvad pokker snakker I om? Det er en meget kompleks sygdom, det er individuelt, hvad der virker, jeg er da komplet ligeglad med, hvad I andre får. I bruger alt for meget energi på det.

Vil ikke høre brok

Jeg kan slet ikke have, når nogen brokker sig over lægerne. Det er, som om de gerne vil være sure. Da jeg var indlagt og blev kørt fra gangen og ind på en stue, bad jeg sygeplejersken om at køre mig ud igen.

Jeg ville hellere ligge ude på gangen. Jeg kunne ikke holde ud at høre på de andres brok. Det var så forfærdeligt. Så hellere ligge ude på gangen, hvor jeg kun kunne høre sygeplejerskernes summen, deres træsko mod gulvet. Det var så dejligt.

Stop dig selv

Man må selvfølgelig godt pive, men man skal passe på med at forklare alle, hvor dårligt man har det i kroppen. Det med at holde alle orienteret om sin sygdom … der kan komme en dag, hvor man virkelig har brug for hjælp, og så gælder det om ikke allerede at have kørt folk trætte.

Jeg siger det til alle, der bliver syge: De eneste, du kan tale med det om, er dybest set lægerne. Du kan ikke belemre andre mennesker med det. Medmindre de fejler det samme.

Heldigvis elsker jeg at være alene. Lige så meget, som jeg elsker at være sammen med andre mennesker, elsker jeg at være alene. Gå i biografen alene. Om dagen helst.

Jeg har haft leddegigt i 20 år, og fuck, man er træt om aftenen. Jeg har nattøj på klokken syv, det kan jeg love dig for. Så ser jeg noget dejligt fjernsyn og er helt lykkelig.

Lise-Lotte Lohmann

Sagde ikke noget under Forræder

Da jeg lavede Forræder sidste efterår, gik jeg til dem og sagde: Jeg skal være væk i 8-9 dage, jeg er nødt til at have noget med.

Jeg kunne ikke sidde på et slot i Faaborg og ringe til vagtlægen og bede dem tage den og den medicin med. Så jeg fik nogle sprøjter, inden jeg skulle afsted, og jeg fik nogle tabletter med. Jeg gad ikke involvere andre i det.

Opdrager sine venner

Det er selvfølgelig vigtigt at have gode venner at mødes med. I gamle dage holdt jeg store middagsselskaber, det gør jeg ikke mere.

Nu mødes vi to-tre gange om året på en restaurant lige rundt om hjørnet til tidlig middag, 12-14 stykker. Bagefter går vi op til mig, hvor der er gjort klar til drinks.

Når de går, beder jeg dem om at stille glassene ud i køkkenet, så når den sidste er gået, er der ryddet op. Det handler om at opdrage sine venner.

Det handler også om at sige fra. Jeg er blevet vanvittig god til at sige nej tak. Det har været en læringsproces.

Hvis jeg skal noget lørdag, skal jeg ikke noget fredag. Og så prøver jeg at være på forkant. Sørge for at mit tøj er klar. Sørge for, at alt er i orden, det har jeg lært. Hvis jeg skal noget med gaver, er de købt otte dage i forvejen. Så har jeg ikke det at tænke på.

Lise-Lotte om at være pårørende

At være pårørende til en, der er syg, er det værste i hele verden. Det er så usexet og kedeligt. Jeg mistede min mand til kræft for snart 30 år siden. Jeg var hos ham hele tiden. Det tog tre måneder, så døde han.

Jeg beundrer alle dem, der bliver sammen, når den ene er møgsyg i mange, mange år. Jeg tror, jeg ville have svært ved at være i det. Jeg lever med min gigt, jeg har mine læger, jeg kan altid ringe derover.

De skræmmende nætter og frygten for fremtiden

I nat var en svær nat. Det var kramper i benene, der holdt mig vågen. Jeg havde det også for et par år siden. Det er frygteligt. Jeg skal over og have medicin i næste uge, så håber jeg, det hjælper. Men jeg nåede lige at tænke: Fuck, hvor bærer det henad?

Jeg har taget en beslutning om ikke at tale dårligt om min sygdom. Ikke menneskeliggøre den. Ikke noget din forbandede gigt. Derfor er jeg også nede og oppe ad trapperne mindst to gange om dagen.

Jeg bor på tredje sal, og vi har sådan en stolelift ude i opgangen, men jeg bruger den ikke. Og så prøver jeg at spise sundt. Vin og drinks kun i weekenderne. Jeg elsker rom og cola. Og så elsker jeg mine læger. Alle sammen.”