Senest opdateret
En aften ved Åboulevarden i Aarhus står Rasmus Kjellerup i køen til natklubben Clemens. Dørmanden nikker ham og vennerne ind, og de søger direkte mod dansegulvet. Selvom de alle bevæger sig i takt til musikken, skiller Rasmus sig ud. Han har Birkenstock på.
Rasmus har ikke kunnet klemme fødderne ned i normale sko i flere måneder, efter han er startet på behandling mod leddegigt. Både sygdommen og medicinen har givet ham hævede fødder og pølsetæer, som gør det umuligt for ham at gå med normale sko.
Og selvom Rasmus står her på diskoteket med fødderne i sandaler, fordi sygdommen ikke skal slå ham ud af kurs – så har det ikke altid set sådan ud.
Identitetskrise
En morgen i 2024 vågner Rasmus i sin lejlighed med en smerte, han ikke kan genkende. Hans højre fod dunker afsindig meget. Han forsøger at vrikke med tæerne, men en skarp smerte skyder op gennem kroppen, og da han løfter dynen for at tjekke, kan han se, at hans fod er hævet til dobbelt størrelse.
Hos lægen får Rasmus besked på at holde sig i ro og tage smertestillende. Det burde gå over. Men det gør det ikke, og tre uger senere er hævelsen der stadig, samtidig med at den har spredt sig til hans venstre fod. Rasmus bliver sendt til en reumatolog og får scannet fødderne, og her bliver diagnosen tydelig. Han har fået leddegigt.
”Betyder det, at jeg ikke vil kunne løbe længere?”
Livet på pause
Rasmus kommer hurtigt i behandling med Methotrexat, men medicinen virker ikke med det samme. I flere måneder er han hårdt ramt. Fødderne er hævede, smerterne er konstante. Han kan næsten ikke gå i andet end Birkenstock – om det er på arbejdet på advokatkontoret eller når han er ude om aftenen. Det liv, han er vant til, bliver sat på pause.
Og det rammer ham hårdt.
Gigten bliver Rasmus’ drivkraft
Rasmus har altid elsket at teste sin krops grænser af. Han har fx cyklet fra Skive til Berlin og vandret 175 kilometer rundt om Mont Blanc.
Han elsker at få pulsen op, og når han normalt gennemfører noget nyt, er han allerede på vej mod det næste. Nu kunne han pludselig ingenting.
Først efter nogle måneder begyndte medicinen at virke. Hævelsen faldt, og smerterne lettede. Og så skete der noget. Rasmus fik en trang til at teste sin krop igen. Ikke bare lidt. Mere end før. Gigten skulle ikke definere, hvad han kunne. Han begyndte at løbe. Længere. Oftere.
”Det gav mig blod på tanden,” siger han.
Tager magten tilbage
Men det handlede ikke kun om at presse sig selv. Efter måneder, hvor smerterne havde styret hans hverdag, nægtede han at havne dér igen. Han ville selv stå med magten.
Så i februar løb han sit første ultraløb på 64 kilometer – og til sin egen overraskelse kom han i mål som nummer to. Det blev startskuddet på flere og mere ekstreme mål.
Først Julsø Ultra-løbet på 100 kilometer i april. Og dernæst 100 miles (160 kilometer) i september.
Buler på storetæerne
At løbe så lange distancer med leddegigt i fødderne er ikke smertefrit. Men for Rasmus giver det ham noget, som overskygger smerten. Også selvom hans fødder er konstant hævede og har buler på storetæerne som følge af inflammation.
Andre ville nok lytte til gigten og mærke efter i kroppen, før de løb. Jeg løber først og mærker efter i kroppen bagefter
Rasmus Kjellerup
Rasmus’ læge kiggede da også bekymret på ham, da han fortalte, at han skulle løbe ultraløb. Det var ikke, fordi han sagde, at Rasmus aldrig måtte løbe igen, men han anbefalede ikke de lange distancer – og at han skulle stoppe, når det gjorde ondt.
Desuden kan gentagen hård belastning forværre inflammation, øge risikoen for skader på leddene, give permanente forandringer og på sigt slidgigt.
Runner’s high som medicin
Rasmus er stadig i gang med at finde sin balance mellem at være ekstrem og stadig føle glæde ved at kunne presse kroppen. Det handler også om at tilpasse sit løb, så han får færre smerter. Hvor de fleste løbere lander på forfoden, lander Rasmus på hælen. Bevidst. For at aflaste det område, hvor smerterne er værst.
Nogle dage dominerer smerterne. Andre dage mærker han dem næsten ikke. Og det er de dage, der betyder alt.
”Den her runner’s high-følelse efter en løbetur er der ikke meget, der kan sammenlignes med,” fortæller Rasmus Kjellerup om den intense følelse af eufori og velvære, som opstår efter en løbetur.
Men hvor går grænsen mellem at udfordre kroppen og presse den for langt? Og hvordan navigerer man i at være ung og ikke lade sig kontrollere af sin gigt, men stadig respektere den?
Det er Rasmus i gang med at finde ud af. Og om grænsen går ved de 100 kilometer – eller først ved de 160.
