Hvis Danmark lukker ned: 10 råd til dig med gigt

Er du klar til strømsvigt, cyberangreb eller ekstremt vejr?
Måske har du preppet og lagt ekstra vand i kælderen. Men har du tænkt på, om du selv kan løfte det op? Og har du kræfter i fingrene til at åbne konservesdåserne? DR sætter i disse dage fokus på vores private beredskab, og i den forbindelse har vores ekspertpanel af gigtrådgivere samlet deres 10 bedste råd til dig med gigt.

Person sidder i mørke ved spisebordet med stearinlys
Det kan været svært helt at forestille sig, hvad du har brug for, hvis der pludselig ikke er vand, varme eller strøm. Som gigtpatient kan det være ekstra godt at være forberedt. Foto: Johner

Senest opdateret

En krisesituation kan være mange ting – fx længerevarende strømsvigt, ekstremt vejr, oversvømmelse, cyberangreb eller andre situationer, hvor hverdagen pludselig bliver vanskeligere.

“Hvis du har smerter, nedsat bevægelighed eller har brug for hjælpemidler og medicin, er det en rigtig god idé, at forberede dig ekstra godt,” siger sygeplejerske og gigtekspert i Gigtforeningens rådgivning, Nanna Bacci Hartz.

Sammen med rådgivningens fysioterapeut og ergoterapeut har hun samlet 10 råd til dig, der vil forberede dig på en krisesituation.

1. Hav et lager, du kan håndtere

Sørg for at have mad og drikkevand til minimum tre døgn. Køb gerne lidt ekstra ind ad gangen, så du ikke behøver at købe det hele på én gang.

Tænk samtidig over, om du rent faktisk kan håndtere det, du har på lager. Kan du åbne dåser, flasker og emballage? Kan du løfte vanddunke? Kan du komme hen til dine forsyninger?

Det nytter ikke at have 30 liter vand og masser af mad stående i en kælder, hvis du ikke kan komme ned til det eller løfte det.

Vælg gerne mad, der kræver minimal tilberedning, og hav en dåseåbner og andre nødvendige køkkenredskaber, som du kan betjene.

2. Lav aftaler med dit netværk

Tal med familie, venner, naboer eller andre om, hvad I gør, hvis der opstår en krisesituation.

Du kan fx aftale med en nabo, at vedkommende af sig selv kigger forbi, hvis strømmen går, eller telefonnettet ikke virker.

Overvej også, hvem der kan hjælpe dig med:

  • indkøb og transport
  • madlavning
  • afhentning af medicin
  • åbning af emballage
  • løft eller forflytning
  • kontakt til hjemmepleje eller andre hjælpere.

Lav gerne konkrete aftaler på forhånd – det er lettere end at skulle finde ud af det midt i en krise.

Cirkeldiagram med teksten: "26 % har svært ved selv at forlade hjemmet grundet gigtsygdom".

3. Hav styr på din medicin

Sørg for at have den nødvendige medicin til mindst tre dages forbrug, uden at hamstre medicin.

Tjek jævnligt, at din medicin ikke er udløbet, og at du ved, hvordan den skal opbevares.

Noget medicin skal opbevares køligt. Hvis strømmen går, så tænk på forhånd over, hvordan du kan opbevare medicinen korrekt. En køletaske eller køleboks kan være en mulighed, men undersøg på forhånd, hvad der gælder for netop din medicin.

Hav også en liste over din medicin og dosering – gerne både digitalt og på papir.

Læs mere om medicin til dig med gigt

4. Tænk over strøm og hjælpemidler

Har du hjælpemidler eller medicinsk udstyr, der kræver strøm? Det kan fx være en elektrisk kørestol, lift, iltapparat eller andet udstyr.

Overvej, hvad du gør, hvis strømmen forsvinder i længere tid. Kan udstyret oplades på en anden måde? Har du en powerbank, et ekstra batteri eller en anden løsning?

Tal eventuelt med din kommune, leverandør eller behandler om, hvad der er relevant for netop dit udstyr.

Husk også at tænke på manuelle alternativer, hvis det er muligt.

Læs mere om hjælpemidler til med gigt

5. Sørg for, at du kan tilkalde hjælp

En mobiltelefon er vigtig, men den virker kun, så længe den har strøm – og i nogle krisesituationer kan mobilnettet også være påvirket.

Hav derfor en eller flere opladningsmuligheder klar, fx en powerbank, som jævnligt bliver opladet.

Lav også en analog plan. Det kan fx være at have en fløjte eller et andet signalapparat, som du kan bruge til at gøre opmærksom på dig selv.

Hav en fysisk liste med telefonnumre på pårørende, naboer, læge, hjemmepleje og andre relevante kontakter. Så kan en hjælper hurtigt få overblik, hvis du selv har svært ved at forklare situationen.

Cirkeldiagram med teksten: "76 % får hjælp til praktiske opgaver i hjemmet".

6. Gør dit hjem kriseklar

Tænk over, hvilke ting i dit hjem der kan blive en udfordring, hvis du har færre kræfter eller ikke kan bruge dine hænder som normalt.

Kan du åbne dørene? Kan du komme på toilettet? Kan du få fat i dine vigtigste ting?

Placér de vigtigste forsyninger, medicin, telefon, lommelygte og andre nødvendigheder et sted, hvor du nemt kan nå dem.

Tænk også over, om møbler eller andre genstande kan stå i vejen, hvis du pludselig skal kunne bevæge dig rundt i mørke.

7. Hav lys og varme, der ikke kræver strøm

Et strømsvigt kan gøre det svært at se i mørke og holde varmen – og kulde kan være ekstra ubehageligt, hvis du har ledsmerter.

Hav derfor lommelygter, ekstra batterier, varmt tøj, tæpper og andre ting, der kan hjælpe dig med at holde varmen.

Placér lommelygten et sted, hvor du kan nå den, og overvej, om du kan betjene den, selv hvis dine hænder er smertefulde eller stive.

8. Planlæg din energi

I en krisesituation kan selv almindelige opgaver kræve mere energi end normalt.

Tænk derfor over, hvad der er vigtigst, hvis du pludselig skal klare dig med færre ressourcer eller uden hjælp.

Gem kræfterne til de nødvendige ting, og undgå unødvendige løft og belastninger. Hav gerne nogle løsninger klar, som gør det lettere at spise, drikke og komme rundt uden at bruge unødvendige kræfter.

Det er også en god idé at have mad og drikke stående på flere forskellige, let tilgængelige steder, hvis det er relevant for dig.

Det er dog også vigtigt at holde sig i gang. Overvej derfor, om du kunne have en træningselastik liggende samt en oversigt over dine 4-5 bedste øvelser, så du har mulighed for at træne derhjemme.

Læs mere om træthed og få gode råd til energiforvaltning

9. Hav vigtige oplysninger både digitalt og på papir

I en krisesituation kan du måske ikke få adgang til dine oplysninger på telefonen eller internettet.

Lav derfor en fysisk mappe eller liste med relevante oplysninger, fx:

  • navn og kontaktoplysninger på pårørende
  • oplysninger om medicin
  • kontaktoplysninger på læge og andre behandlere
  • oplysninger om hjemmepleje og andre hjælpere
  • oplysninger om hjælpemidler
  • relevante forsikrings- eller andre nødkontakter.

Opbevar oplysningerne et sikkert og let tilgængeligt sted, og husk at opdatere dem, når noget ændrer sig.

10. Lav en plan – og øv den

Det vigtigste er ikke at have det perfekte beredskab, men at have tænkt over, hvad du gør, hvis noget går galt.

Lav en enkel plan sammen med dit netværk. Hvem kontakter du? Hvem kommer forbi? Hvordan får du medicin? Hvad gør du, hvis strømmen går? Hvordan kommer du ud af boligen, hvis det bliver nødvendigt?

Prøv gerne planen af. Det er meget nemmere at opdage problemer på forhånd end midt i en krisesituation.

Et godt beredskab handler ikke om at kunne klare alting selv. Det handler om at være forberedt på, hvad du har brug for – og vide, hvem du kan få hjælp fra.

Husk at følge myndighedernes anvisninger

Læs mere på Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside

Det ser andre som de største udfordringer ved at skulle blive hjemme

Besvarelserne kommer fra 746 mennesker med gigt, der deltog i Gigtforeningens brugerpanel 2026

60 %
at skaffe mad og medicin

36 %
at blive ensom

25 %
ikke at kunne komme til behandling

14 %
at mangle praktisk hjælp

Fagansvarlig

Nanna Bacci Hartz

Nanna Bacci Hartz

Sygeplejerske i Rådgivningen

Mere om Nanna

Få personlig vejledning fra erfarne rådgivere

Vores rådgivere har viden og erfaring med gigt og svarer på dine spørgsmål alle hverdage.

Rådgivningen er en del af dit medlemskab i Gigtforeningen.