Varmtvandstræning – undervisning i varmt vand
Undervisning i varmtvandsbassin er godt for dig, der har problemer i led, ryg og muskler. Det er skånsomt, og du har større bevægelsesfrihed i vandet end på land. Her får du inspiration og tips til, hvordan du kommer godt i gang.
Varmtvandsundervisning foregår i et bassin med 33-36 grader varmt vand. Undervisning i varmtvandsbassin er meget populært blandt mennesker med gigt og ømme muskler og led.
Hvad er træning og undervisning i varmt vand godt for?
Undervisning i varmtvandsbassin er alsidigt, fordi du både lærer at træne din kondition, bevægelighed, muskelstyrke og balance. Du kan også bruge varmtvandsundervisning til afspænding og smertelindring. I det varme vand har du en større bevægelsesfrihed end på land.
Hvis du gerne vil træne din kondition yderligere, kan du supplere undervisning i varmt vand med en svømmetur. Desuden skal du supplere med regelmæssige gåture, da du ikke træner din knoglestyrke i vand.
Hvem er træning og undervisning i varmt vand godt for?
Varmtvandsundervisning er godt for dig, der har en gigtsygdom, ondt i ryggen eller ømhed og gener rundt omkring i kroppen.
Din krop er lettere i vand. Når du træner i varmtvandsbassin, vil du derfor opleve, at du har større bevægelsesfrihed, end når du bevæger dig på land. For eksempel kan løb på land forekomme helt umuligt, mens løb i vand er let og smertefrit.
Fordele ved varmtvandsundervisning
- Du vil opleve en større bevægelsesfrihed i vandet end normalt
- Det er skånsomt og virker mere behageligt, da vandet giver opdrift
- Det kan lindre dine smerter
- Det er effektivt og giver hurtigere resultater pga. vandmodstanden – samtidig har du fordelen med større bevægelighed
- Du får forbedret din balance, så du kan bevæge dig mere sikkert rundt i din dagligdag uden at frygte at falde
- Det kan give en følelse af velvære, så du får mere lyst og mod på at træne
- Du er på et hold, hvor du fast bliver undervist sammen med andre
Alt dette kan give dig større fysisk og psykisk overskud til at klare din dagligdag.

Henvisning til ophold på Sano
Har du kroniske smerter i led, ryg og muskler, kan et ophold på Gigtforeningens trænings- og rehabiliteringscenter Sano være en mulighed for dig. Tal med din læge om mulighederne for at blive henvist.
På Sano er du sikret et sammenhængende og intensivt behandlingsforløb, hvor et team af eksperter arbejder målrettet sammen med dig, så du får den rigtige behandling tilpasset dine behov.
Læs mere om Sano på www.sanocenter.dk
Sådan kommer du i gang
Hvis du ikke har prøvet undervisning i varmtvandsbassin før, eller hvis det er længe siden, er det en god idé at starte hos en underviser, der er uddannet i vandgymnastik.
Vær tålmodig – og start roligt ud
Det tager tid at komme i god form. Gå ikke for hurtigt frem. Hvis du deltager regelmæssigt og bruger de første to til tre måneder til gradvist at komme i form, kan du undgå overbelastningsskader. Herefter kan du gradvist øge intensiteten ved at sætte tempoet op og bruge redskaber som modstand.
Tips og gode råd om varmtvandsundervisning
- Brug et par klipklapper fra baderummet til bassinet.
- Beskyt dit hår med en badehætte.
- Hav et håndklæde med, så du kan holde dig varm, når du går fra baderum til bassin.
- Hav en 0,5 liter vand og et stykke frugt med.
Hvor udbydes undervisning i varmtvandsbassin?
Der er forskellige udbydere af undervisning i varmtvandsbassin – de typiske er:
- Et udpluk af Gigtforeningens kredse og/eller lokalgrupper
- Gigtforeningens Oplysningskredse (GOK)
- Din lokale aftenskole som f.eks. Gigtskolen, AOF, DOF, FOF samt LOF.
- Din lokale svømmehal eller svømmeklub.
- Nogle få fysioterapeutiske klinikker tilbyder også undervisning i varmtvandsbassin. Der er mulighed for forskellige former for tilskud.