Behandling af spondylartrit
Her kan du læse om, hvordan sygdomme under spondylartrit-gruppen behandles, og hvilke muligheder der findes for at lindre symptomerne.
Senest opdateret
Introduktion
Det gælder for alle gigtsygdommene i spondylartrit-gruppen, at de ikke kan helbredes. Men medicin kan lindre dine symptomer.
Din læge vil behandle symptomerne med betændelsesdæmpende lægemidler og prioritere behandlingsgraden efter, hvilke symptomer der dominerer på et givet tidspunkt.
F.eks. kan ledhævelse (knæ/ankler) i en bestemt fase af sygdommen være det mest fremtrædende problem – i andre faser kan seneproblemer eller lænde/sæde-smerter være dominerende.
Behandlingsstrategi
I forbindelse med medicinsk behandling af spondylartrit er strategien følgende:
Målet er at dæmpe eller om muligt fjerne betændelsesaktiviteten. Det kan ske ved trinvis behandling, der ved symptomer udløst af inflammation i rygsøjlen starter med et NSAID-præparat.
Salazopyrin eller methotrexat kan være valgmuligheder, når gigtbetændelsen er mest fremtrædende i f.eks. knæ eller ankler.
Hvis der ikke er opnået tilstrækkelig effekt inden for 3-6 måneder, vil din læge overveje behandling med et biologisk lægemiddel af typen TNF-hæmmer. Andre muligheder er en IL-17-hæmmer eller IL-23 hæmmer.