Handicapbil og handicapskilt: Sådan søger du støtte
Hvis du har en varigt nedsat funktionsevne, kan du søge støtte til kørekort, køb af bil, særlige indretninger og handicap-parkeringskort. Her får du et overblik over, hvordan du søger, og hvilke regler der gælder for både støtte til bil og handicapskilt.
Senest opdateret
Du kan jf. Servicelovens § 114 søge om støtte til køb af bil, hvis du eller dit barn har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer din evne til at komme rundt uden bil.
Du kan også søge om støtte til kørekort, afgiftsfritagelse samt støtte til særlig indretning af bilen. Find ansøgningsskemaet på borger.dk eller hos din kommunes borgerservice.
Sådan vurderer kommunen din ansøgning om handicapbil
I vurderingen af, om du kan få støtte, vil der bl.a. blive lagt vægt på dit funktionsniveau, din gangdistance og gangkvalitet og dit kørselsbehov.
Vurderingen lægger desuden vægt på, om du primært søger støtte til bil med det formål at:
- Kunne fastholde et arbejde (erhvervsgrundlag)
- Gennemføre en uddannelse (uddannelsesgrundlag)
- Øge din trivsel (trivselsgrundlag).
For at komme i betragtning til støtte til køb af bil på trivselsgrundlag skal du have et stort, dagligt kørselsbehov, der ikke kan tilgodeses på anden vis end ved brug af bil.
Rentefrit lån til handicapbil – sådan fungerer det
Som udgangspunkt får du støtten via et rentefrit lån op til 231.000 kroner til den billigste egnede bil. Halvdelen af lånet skal tilbagebetales over otte år.
Din indkomst har hverken betydning for, om du kan få støtte til køb af bil eller lånets størrelse, men den kan have betydning for, hvor stor en del af lånet, du skal tilbagebetale (2026).
Det er muligt at søge om genbevilling efter otte år. Dog kan der søges om udskiftning tidligere, hvis det vurderes, at det ikke kan svare sig at reparere bilen. Det er ligeledes muligt at indgive ansøgning om genbevilling efter syv år, så der kan foreligge ny bevilling, når bilen er otte år.
Ønsker du en anden bil end den bil, kommunen har vurderet som billigst egnet, betaler du selv prisforskellen mellem den bevilgede bil og den ønskede bil. Det er et krav, at bilen er egnet i forhold til din funktionsnedsættelse, og vil være det i otte år frem.
Hvis du tidligere har fået støtte til køb af bil og har solgt denne eller fået udbetalt forsikringssum inden for det seneste år, skal dette beløb indgå i beregningen af lånet ved støtte til køb af ny bil.
Særlig indretning – når bilen skal tilpasses dig
Uafhængigt af ovenstående kan du søge om støtte til særlig indretning i bilen, hvis:
- Politiet har stillet krav om indretningen (angivet som koder i kørekortet).
- Indretningen letter din placering i bilen.
- Dine helbredsforhold i øvrigt nødvendiggør særlig indretning.
Du kan både få støtte til indretning, der er bygget ind i bilen fra fabrikken og indretning, der bygges ind efter bilen forlader fabrikken. Du kan ikke få støtte til indretning, der er en del af bilens standardudstyr.
Kommunen skal vurdere, om indretningerne er særlige, nødvendige og om de er standardudstyr i den valgte bil. Det har betydning for beregningen af dit billån og mulighed for at få støtte til at reparere særlige indretninger.
Støtte til automatgear
Der ydes fortsat kun støtte til automatgear, der er indbygget i bilen fra fabrikken. Der kan ydes tilskud med det faktiske beløb, det vil sige forskellen på bilens pris uden automatgear og med automatgear.
Dette beløb kan dog højest være 30.550 kroner (2025). Bilen skal være under et år gammel, og der kan ydes støtte hvert 8. år.
Reparation af særligt udstyr
Kommunen kan yde hjælp til reparation eller udskiftning af den bevilgede, særlige indretning. Du skal sørge for at få en bevilling af reparation/udskiftning, før arbejdet udføres.
Der gives ikke støtte til almindelig service og vedligeholdelse, og du kan ikke få tilskud, hvis garanti, forsikringer eller lignende kan dække reparationen.
Handicapskilt – sådan får du et handicap-parkeringskort
Parkeringspladser, der er afmærket med et kørestolssymbol, er forbeholdt bilister med handicap. For at du kan bruge dem, skal du have et handicap-parkeringskort, som skal ligge synligt i forruden.
Det er Danske Handicaporganisationer, der udsteder parkeringskortet.
Hent ansøgningsskemaet på Danske Handicaporganisationers hjemmeside
Hvem kan få handicap-parkeringskort?
Du kan få udstedt et handicap-parkeringskort, hvis du opfylder et eller flere af disse kriterier:
- Du opfylder kriterierne for støtte til køb af bil efter Servicelovens § 114.
- Du er godkendt til individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede, f.eks. Movia flexhandicap.
- Du har svært nedsat gangdistance, varigt nedsat funktionsevne eller lignende helbredsmæssige forhold, der i væsentlig grad forringer din evne til at færdes, opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse.
Læs også om særligt kørselsfradrag for kronisk syge
Det skal du vide om parkeringskortet
- Kortet er personligt med billede og underskrift på bagsiden.
- Parkeringskortet koster 425 kroner og gælder i op til 10 år. Fornyelse koster 250 kroner.
- Kortet følger ejeren og kan benyttes i enhver bil, ejeren af kortet kører i.
- Kortet kan bruges i hele EU samt en del lande uden for EU.