Aktindsigt i din sag hos kommunen
Du har ret til at se de dokumenter, der indgår i din sag hos kommunen. Aktindsigt kan give dig bedre overblik, sikre gennemsigtighed og gøre det lettere at forstå de beslutninger, som myndighederne træffer. Her kan du læse, hvordan du søger aktindsigt.
Formålet og omfang af aktindsigt
Formålet med aktindsigten er, at du skal have mulighed for at følge med i din sag. Når du har aktindsigt, kan du se de oplysninger, der ligger til grund for den afgørelse, som myndigheden skal træffe eller har truffet.
Du har ikke krav på at se alle dokumenter i din sag. For eksempel omfatter retten normalt ikke papirer, som myndigheden har skrevet til sig selv til brug for behandlingen af din sag. Myndigheden har også – efter en konkret afvejning i hver enkelt sag – mulighed for at begrænse aktindsigten i forhold til visse oplysninger.
Godt at vide
Hvis du har ladet en anden repræsentere dig i sagen, har repræsentanten de samme muligheder for aktindsigt, som du har. En bisidder kan ikke få aktindsigt på dine vegne.
Sådan søger du om aktindsigt
Aktindsigt søges hos den myndighed, der skal afgøre eller har truffet afgørelse i sagen. Du kan kontakte myndigheden både skriftligt og mundtligt for at søge aktindsigt.
Sagen skal udsættes, indtil du har fået aktindsigt
Når du har bedt om at få aktindsigt, skal myndigheden normalt vente med at træffe afgørelse i sagen, indtil myndigheden har behandlet din anmodning om at se dokumenterne.
Frist for at få aktindsigt
Myndigheden skal give dig aktindsigt inden syv arbejdsdage. Hvis der går længere tid, skal du have meddelelse om det, og myndigheden skal oplyse dig om grunden til, at du ikke kan få aktindsigt til tiden. Myndigheden skal samtidig fortælle dig, hvornår du så kan forvente at få aktindsigt.
Hvis du vil klage over afgørelsen
Hvis du klager over helt eller delvist afslag på aktindsigt, træffes afgørelsen af den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, som dit ønske om aktindsigt vedrører. Der er ikke nogen klagefrist.
Hvordan myndighederne indsamler oplysninger i din sag
Hvis du ansøger om hjælp, er det myndighedens ansvar at indsamle alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe afgørelse i sagen.
Det vil være naturligt, at myndigheden i første omgang får oplysningerne fra dig.
Derudover kan den indhente oplysninger fra:
- Andre offentlige myndigheder
- Uddannelsesinstitutioner
- Sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar
- Arbejdsløshedskassen
- Dit pengeinstitut
- Din arbejdsgiver
- Private, der udfører opgaver for det offentlige
Myndigheden kan kun indhente oplysningerne, hvis du har givet tilladelse til det. Hvis du ikke giver tilladelse, skal myndigheden respektere dette, men det kan betyde, at du ikke får den hjælp, som du har søgt om, eller at du får mindre, end du har søgt om.
Myndighederne kan indhente oplysninger uden din tilladelse:
- I sager om tilbagebetaling af sociale ydelser
- I sager om frakendelse af pension
- I de såkaldte “børnesager”, hvor myndighederne uden samtykke fra forældrene afgør en sag om foranstaltninger efter serviceloven.
Myndigheden kan desuden til brug for kontrol indhente oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og arbejdsløshedskasser uden, at du har givet din tilladelse til det.
Lovgrundlag
Forvaltningsloven