Når bekymringer om gigt fylder
En kronisk sygdom som gigt kan vække mange nye tanker og spørgsmål. Fremtiden kan pludselig virke uforudsigelig og overvældende. Her kan du læse om typiske bekymringer ved gigt – og få inspiration til, hvordan du kan mindske dem og skabe mere ro.
Når bekymringer om gigt fylder meget
En gigtdiagnose kan betyde et farvel til det liv, du kender. Det er helt naturligt, at tankerne begynder at køre, når du bliver ramt af en kronisk sygdom, og det kan udløse en sorg og en række svære følelser.
Mange oplever, at fremtiden pludselig virker uklar, og at det giver uro indeni. Det kan bl.a. føre til:
- Bekymringstanker
- Tankespin
- Angst
- Vrede
- Tristhed
- Misundelse
- Modløshed
- Tomhed
- Afmagt
- Søvnproblemer
Der findes heldigvis flere konkrete måder, du kan arbejde med dine følelsesmæssige reaktioner på.
Læs mere om når gigt påvirker dine tanker og følelser
Viden kan mindske usikkerhed og bekymringer
At forstå din sygdom og din krops reaktioner kan give et mere realistisk billede af, hvad du kan – og ikke kan. Når du ved mere om behandling, prognose og muligheder, kan det også blive lettere at slippe bekymringer, der måske slet ikke er relevante.
Hvis du bekymrer dig om dit arbejdsliv, kan det være en stor lettelse at få viden om dine muligheder, rettigheder og støtteordninger. Klarhed mindsker uvished – og uvished er ofte det, der fodrer bekymringerne.
Læs mere om sygemelding og nedsat arbejdstid
Del dine bekymringer – du skal ikke stå alene
Det kan være en stor hjælp at sætte ord på det, der fylder.
Nogle taler med en god ven, partner eller kollega, mens andre har glæde af professionel støtte.
At række ud kan give:
- Nye perspektiver
- Mindre tankespin
- En følelse af ikke at stå alene
Hvis du oplever, at bekymringerne fylder meget eller påvirker din hverdag, kan det også være værdifuldt at tale med en psykolog, som kan hjælpe dig med at håndtere tankerne på en mere konstruktiv måde.

Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at ringe til én af vores rådgivere.
Planlægning kan give ro og færre bekymringer
Usikkerhed får ofte bekymringerne til at fylde. Ved at planlægge og undersøge ting på forhånd kan du skabe mere tryghed og undgå at bruge unødvendig energi på ”hvad nu hvis”-tanker.
Her er eksempler på praktiske bekymringer, du kan forberede dig på:
Forbered siddekomforten – så får du mere ro
- Er der god benplads i biografen, teatret eller til arrangementet?
- Er det muligt for dig at skifte siddeposition undervejs?
- Kan du vælge en plads tæt på udgangen, så du nemt kan strække benene?
Planlæg gode pauser undervejs
- Er der et roligt sted, hvor du kan trække dig tilbage?
- Kan du hvile dig uden at forlade arrangementet helt?
- Er der mulighed for, at du kan stå op eller gå lidt rundt, hvis du får behov?
Gør transporten lettere med små forberedelser
- Hvordan er adgangsforholdene – er der f.eks. trapper, elevator eller parkering tæt ved?
- Har du god nok tid til transporten, så du undgår at føle dig presset?
- Kan du tage de hjælpemidler med, som du har behov for?
Ved at afklare de praktiske ting på forhånd får du mere ro og en større følelse af kontrol. Det gør det lettere at nyde oplevelsen, fordi du ved, at der er tænkt på dine behov.
Husk, at du ikke skal stå alene med det. Der er hjælp at hente, og der er mange måder at arbejde med tanker, følelser og bekymringer på, så du kan få mere overskud og ro i hverdagen.