Senest opdateret
“Du kan ikke nå i bad. Du skal afsted nu.”
Telefonen ringer tidligt om morgenen den 15. juni 2023.
Lægens stemme er kort og alvorlig.
Blodprøverne ser så dårlige ud, at Herlev Hospital allerede står klar til at tage imod.
Anna når ikke at tænke ret meget. Hun pakker en taske og smider ekstra insulin og pumper ned i den.
“Inderst inde ved jeg godt, at noget er galt. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det var så akut.”
På hospitalet bliver hun ført hen til sin stue.
På whiteboardet på døren står der: Anna – Akut nyresvigt.
Noget meget værre
Tre sygeplejersker kommer ind på stuen. Den ene tager blodprøver. Den anden måler værdier. Den tredje gør en ultralydsscanning klar.
Jeg tror, de tog over 30 glas blod den dag. Der stod nærmest personale i kø for at komme ind til mig
Anne Voldsgaard Holm
“Jeg tror, de tog over 30 glas blod den dag. Der stod nærmest personale i kø for at komme ind til mig.”
Anna forsøger at holde hovedet koldt. Hun har brug for fakta for at vide, hvordan hun skal reagere.
Men lægernes svar gør kun situationen mere uvirkelig.
Det er ikke nyresvigt. Det er noget andet. Noget værre.
Bange for alvorlige blodpropper
To overlæger kommer ind på stuen. De beder de pårørende til patienten ved siden af om at gå udenfor.
“Jeg får hjertebanken. Jeg kan se på dem, at det er alvor.”
Lægerne fortæller, at de mistænker den sjældne blodsygdom TTP, hvor små blodpropper kan sætte sig i kroppens organer.
Fordi Anna både har sløret syn og alvorligt påvirkede nyretal, frygter de, at blodpropperne allerede kan have ramt både nyrer og hjerne.
Hun skal hurtigt til blodafdelingen på Rigshospitalet.
I transporten sidder hun med en brækpose. Hun har kvalme og koldsved.
Hendes bror har lige ringet og grædt. Anna kunne høre panikken i hans stemme.
“Jeg ville bare gerne gøre ham tryg. Men jeg ved jo ikke engang selv, om det her ville gå.”
Læs også broderens historie om at stå ved siden af: “Jeg ville ønske, det var mig”: Christoffer løber for sin syge søster
Hun troede bare, det var stress
Få måneder tidligere havde Anna tænkt, at forklaringen på hendes træthed var langt mere enkel.
Anna læser medicin. Hun har altid været glad for at lære, og hun er ikke typen, der frivilligt springer undervisningen over.
Men pludselig begynder hun at falde i søvn over bøgerne. Hun kan ikke stå op om morgenen, og hun siger nej til aftaler.
“Selvom jeg sover ti timer om natten, føles det, som om jeg ikke har sovet.”
Men tanken om, at hun kunne være alvorligt syg, strejfer hende aldrig.
Hun er sikker på, at det må være hendes diabetes, som er ustabil. Eller studiet, som stresser.
Selv da lægerne opdager blod i urinen, og hun får hævede ben og blå marmoreringer i huden, er hun sikker på, at der er en logisk forklaring.
Ikke første gang sygdom har truet Annas liv
Det er ikke første gang, Anna er blevet akut indlagt på hospitalet.
Som niårig fik hun konstateret type 1-diabetes – og her var hendes krop også ved at lukke helt ned.
Hun husker tydeligt hjemturen fra en skiferie, hvor hun var konstant tørstig og samtidig skulle tisse efter hver tår. Hun blev umådeligt træt og tabte fem kilo på få dage, så til sidst blev hun akut indlagt.
Også dengang var familien bange for, at de var ved at miste hende.
Endnu en kronisk sygdom
På Rigshospitalet bliver den ene alvorlige mistanke efter den anden afkræftet. Imens bliver Anna blot mere og mere syg.
På under et døgn kan hun ikke længere gå de få skridt ud til toilettet uden støtte.
Hun får høj feber, blodprocenten falder, og hun bliver overflyttet til nyremedicinsk afdeling og får en blodtransfusion.
Først efter næsten to døgn kommer svaret. En nyrebiopsi viser, at hendes immunforsvar har angrebet hendes egne nyrer.
Anna har lupus nefritis.
“Det første, jeg tænkte, var: Skal jeg seriøst have endnu en sygdom?”
“Det næste, jeg tænkte, var: Kan jeg stadig gå efter min drøm og blive læge?”
FAKTA OM LUPUS
Lupus – også kaldet SLE (Systemisk Lupus Erythematosus) – er en autoimmun gigtsygdom, hvor immunforsvaret angriber kroppens eget væv.
Lupus er en kronisk betændelsessygdom i bindevævet. Immunforsvaret overreagerer og danner antistoffer mod kroppens egne celler (autoantistoffer). Det fører til betændelse, som kan ramme hud, led, blodkar, nyrer og andre organer.
Autoantistofferne kan være til stede i kroppen, længe før de første symptomer viser sig.
For Anna går det særligt ud over hendes nyrer. Men også hendes røde- og hvide blodlegemer.
Det svære kom bagefter
Når Anna fortæller om sygdommen i dag, lyder hun næsten klinisk.
Hun beskriver blodprøver, diagnoser og medicin med samme ro, som når hun fortæller om sit studie.
“Jeg tror, jeg er nødt til det. Ellers bliver det for meget. Hvis jeg mærker efter hele tiden, bliver jeg overvældet af den usikkerhed, der ligger i fremtiden.”
På pause
Mens vennerne afslutter semesteret og fejrer deres eksamener, ligger Anna stadig på hospitalet.
Hun sover det meste af døgnet. Og den håndfuld piller, hun skal tage hver morgen, for at få styr på nyren, fylder mere end det halve stykke rugbrød, hun kan spise.
“Det føltes så uretfærdigt.”
Da hun kommer hjem, er hun stadig ikke rask. Nu skal hun lære sin krop at kende igen.
Lære, hvor grænsen går, så hun hverken har smerter eller er lænket til sengen pga. den udmattende træthed.
Nogle dage kan hun det hele. Andre dage er et bad nok til at sende hende tilbage på sofaen.
Jeg lever i nuet. Men jeg er samtidig bange for fremtiden
Anne Voldsgaard Holm
Det hele føles, som om det hele er sat på pause.
Livet. Studiet. Drømmene.
Nervøs for fremtiden
I dag er det ikke længere indlæggelsen, der skræmmer hende mest. Det er fremtiden, som gør Anna nervøs.
Kan hun få børn?
Vil medicinen gøre det sværere?
Og hvis hun en dag bliver mor … vil hendes børn så også blive syge?
Vil sygdommen slå hende omkuld igen og indlægge hende?
Kan hun fortsat leve det liv, hun drømmer om?
Jeg føler, at jeg er blevet beviset på, at bare fordi man har én sygdom, betyder det ikke, at der ikke kan komme en mere. Jeg kan ikke stole på, at det ikke bliver værre igen.
Anna Voldsgaard Holm
“Jeg føler, at jeg er blevet beviset på, at bare fordi man har én sygdom, betyder det ikke, at der ikke kan komme en mere. Jeg kan ikke stole på, at det ikke bliver værre igen.”
Ét bjerg ad gangen
Knap tre år efter indlæggelsen mangler Anna kun en eksamen for at bestå sin bachelor i medicin.
Et mål, der undervejs har føltes længere væk, end hun havde forestillet sig. I dag prøver hun ikke længere at planlægge hele sit liv så meget.
Hun kalder det selv at bestige ét bjerg ad gangen.
Først studiet. Så resten.
“Jeg lever i nuet. Men jeg er samtidig bange for fremtiden.”
Annas bror løber Ironman for at samle ind til Lupus
Da Anna blev indlagt, var det hendes bror Christoffer, der græd i telefonen.
Han har altid ønsket, at han kunne tage noget af sygdommen fra sin lillesøster. Det kan han ikke.
Men han kan gøre noget andet. Derfor stiller han til start i Ironman og samler ind til Lupusforeningen, så flere kan få håb om bedre behandling i fremtiden.
