En hilsen fra H.M. Dronning Margrethe

Vi er meget stolte af, at H.M. Dronning Margrethe i år fejrer 25-års jubilæum som protektor for Gigtforeningen. I den anledning deler hun her sit personlige tilbageblik – ikke blot på de seneste 25 år, men på et kongeligt engagement i gigtsagen gennem hele tre generationer.

H.M. Dronning Margrethe på Gigthospitalet i Sønderborg
Foto: Linda Johansen - H.M. Dronning Margrethe bliver vist rundt på Dansk Gigthospital i Sønderborg af Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, i 2025

Senest opdateret

For 25 år siden blev jeg protektor for Gigtforeningen som en naturlig forlængelse af min mor, Dronning Ingrids, og min farmor, Dronning Alexandrines, engagement i gigtsagen.

I tre generationer har vi således fulgt både forskning og behandling af gigt tæt.

En af de første opgaver var at overrække Dronning Ingrids Forskerpris – en opgave, det fortsat er en stor glæde at varetage. Møderne med prismodtagerne har i særlig grad givet indblik i udviklingen inden for gigtforskning og i det vedholdende arbejde, der ligger bag nye fremskridt.

Det er inspirerende at opleve, hvordan både frivillige, forskningen og foreningen arbejder for at skabe bedre vilkår for mennesker med gigt.

Gennem årene har der været lejlighed til at besøge Gigtforeningens behandlingssteder, senest Dansk Gigthospital i Sønderborg. Her har jeg mødt både medarbejdere med stor faglighed og engagement og patienter og pårørende i alle aldre og livssituationer – en påmindelse om, at sygdom ikke skelner, og at gigt kan berøre mennesker på tværs af generationer og livsvilkår. Samtidig har jeg set, hvordan der arbejdes helhedsorienteret med både behandling, viden og støtte.

Der er behov for fællesskaber, som kan støtte, oplyse og skabe forståelse, og netop dette arbejde har Gigtforeningen gennem årene varetaget med stor dedikation.

Det har været meningsfuldt at følge foreningens udvikling og at bidrage til dens virke som protektor gennem nu 25 år.

H.M. Dronning Margrethe

Hun banede vejen

Dronning Margrethes farmor, Dronning Alexandrine, var Gigtforeningens første protektor. Det var dengang, foreningen hed Rigsforeningen til Bekæmpelse af de rheumatiske Sygdomme.

Da Dronning Alexandrine i 1940 påtog sig hvervet, fik det afgørende betydning for foreningens udvikling – i løbet af de
første tre år voksede medlemstallet fra 8.000 til 34.000.

Dronning Alexandrine

Dronning Ingrid var også protektor

Da Dronning Ingrid i 1953 efterfulgte sin svigermor som Gigtforeningens protektor, gav den daværende hofmarskal, Johan Vest, denne formaning til Frantz Harlang, som dengang var formand for Gigtforeningens forretningsudvalg:

”De må huske, Harlang, at Hendes Majestæt ikke ønsker at være en kransekagefigur.”

Og det blev Dronning Ingrid heller ikke! Hendes indsats og
menneskelige og sociale engagement var en gave
for gigtsagen.

Foto: Klaus Møller

Dronning Ingrid på Københavns Rådhus
Dronning Margrethe overrækker Dronning Ingrids Forskerpris

Hæder og priser

Dronningen har siden 2001 hvert eneste år overrakt Dronning
Ingrids Forskerpris til en markant gigtforsker. Prisen er i dag et af de mest eftertragtede og prestigefyldte trofæer blandt danske gigtforskere.

Med æren følger 250.000 kroner til modtagerens videre arbejde.

På billedet er vi tilbage i 2020, hvor overlæge Ellen-Margrethe får overrakt forskerprisen.

Foto: Kim Dahl

Fik selv medaljen

I 2013 var det H.M. Dronningens tur til selv at blive hædret, da hun modtog Gigtforeningens medalje for fremragende indsats i kampen mod gigt.

Ved overrækkelsen sagde tidligere bestyrelsesformand i Gigtforeningen, Mikael Olufsen, blandt andet:

“Deres Majestæt har som Gigtforeningens protektor en afgørende og uvurderlig betydning for vores sag. Deres Majestæt har i høj grad bidraget til at skabe opmærksomhed om betydningen af den moderne gigtforskning. Vi er dybt taknemmelige for, at Dronningen på denne måde er med til at synliggøre det vigtige forskningsarbejde,
som finder sted rundt om i landet”

Foto: Da Büro

H.M. Droning Margrethe modtager en pris

Bliv medlem og stå stærkere med Gigtforeningen

Som medlem får du adgang til viden, rådgivning og fællesskab, der gør en forskel i hverdagen med gigt.

Du får blandt andet:

  • Personlig 1:1‑rådgivning, når du har brug for støtte og vejledning.
  • Gigtmagasinet 4 gange om året med viden, råd og personlige fortællinger.
  • Fællesskab med andre, der lever med gigt og forstår din situation.
  • Rabat på produkter, træning og oplevelser, der giver dig energi og øget livskvalitet.