Når dit barn har gigt – hjælp og støtte til familien

Når et barn får gigt, påvirker det hele familien. Som forælder kan du stå med både ekstra udgifter og behov for at passe dit barn hjemme. Heldigvis findes der støtteordninger, som kan hjælpe med at få hverdagen til at hænge sammen. Få overblik over de muligheder, du kan søge i kommunen.

Hvis dit barn har fået gigt og har nedsat funktionsevne i en sådan grad, at det påvirker jeres hverdag i familien alvorligt, kan du søge din kommune om forskellige former for hjælp.

Du kan for eksempel søge om økonomisk hjælp til jeres ekstra udgifter og om tabt arbejdsfortjeneste, så du kan passe dit barn hjemme.

Dækning af tabt arbejdsfortjeneste – når du passer dit barn hjemme

Hvis du som forælder eller anden pårørende til et barn med nedsat funktionsevne passer barnet i hjemmet, kan du få dækket tabt arbejdsfortjeneste.

Formålet med dækning af tabt arbejdsfortjeneste er at hjælpe til, at:

  • Børn med handicap kan blive i familien og dermed undgå anbringelse på institutioner eller lignende.
  • Familien kan leve så normalt som muligt på trods af barnets sygdom.
  • Hindre, at barnets sygdom forværres eller får andre og mere alvorlige følger.

Betingelser for tabt arbejdsfortjeneste:

  • Dit barn er under 18 år og har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig sygdom.
  • Barnets nedsatte funktionsevne eller sygdom gør det nødvendigt, at barnet passes i hjemmet.
  • Du som forsørger helt eller delvis har måttet stoppe med at arbejde eller ikke kan påtage dig et arbejde, fordi du passer barnet hjemme.

Læs mere om børnehandicapområdet – selvhjælp tabt arbejdsfortjeneste

Lovgrundlag

Barnets lov § 87

Har du spørgsmål?

Du er altid velkommen til at ringe til én af vores rådgivere.

Dækning af nødvendige kompensationsberettigede udgifter til børn med gigt

Har dit barn gigt, og er hans eller hendes funktionsevne nedsat så meget, at det påvirker jeres hverdag i familien alvorligt, har du efter barnets lov § 86 mulighed for at få dækket ekstraudgifter, som sygdommen eller handicappet medfører.

Læs mere om kompensationsberettigende udgifter til børn

Kan du få dækket merudgifter?

Reglerne gælder børn med handicap eller en langvarig sygdom, der bliver passet i hjemmet. Det betyder, at barnet skal bo hos dig som forælder eller anden pårørende.

Et barn, der er indlagt på sygehus, er på aflastning eller midlertidigt, som led i almindelig skolegang, går på kost- eller efterskole, bliver også betragtet som værende forsørget i hjemmet.

Hvor søger du?

Det er dit barns opholdskommune, der skal modtage og behandle ansøgningen. Det har f.eks. betydning i sager, hvor du og den anden forælder ikke bor i samme kommune.

Betingelser for dækning af merudgifter

Kommunen skal efter servicelovens § 41 dække nødvendige merudgifter, når et barn under 18 år passes i hjemmet, og en eller flere af følgende gør sig gældende:

  • Barnet har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
  • Barnet har en indgribende langvarig lidelse.

Hvornår er funktionsevnen betydeligt og varigt nedsat?

En funktionsnedsættelse er ”betydelig”, når den har ”konsekvenser af indgribende karakter” i dagligdagen.

At den er varig vil sige, at der ikke inden for en overskuelig fremtid er udsigt til bedring, og at der i lang tid fremover vil være behov for at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen.

Det er vigtigt, at du i din ansøgning beskriver alle de begrænsninger, som dit barn oplever i dagligdagen, både i forhold til barnets aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold og hvad du ellers kan komme i tanke om.

Hvornår anses en sygdom langvarig og indgribende?

En sygdom er indgribende og langvarig, når den har alvorlige følger i dagligdagen, og den forventes at vare i flere år, f.eks. barnealderen ud.

Lovgrundlag

Barnets lov § 86

Bliv medlem og stå stærkere med Gigtforeningen

Du får blandt andet:

  • Få 1:1-rådgivning hos Gigtforeningen, når du har brug for det.
  • Få Gigtmagasinet 4 gange årligt med viden, råd og inspiration.
  • Bliv en del af et fællesskab med andre, der lever med gigt.
  • Rabat på produkter, træning og oplevelser, der giver dig energi og øget livskvalitet.