Kompensationsydelse: Få hjælp til ekstra udgifter ved gigt


Fagansvarlig: Helga Madsen, Socialrådgiver hos Gigtforeningens rådgivning.


Hvis din gigtsygdom giver dig ekstra udgifter, har du mulighed for at få dem dækket af kommunen.

Du kan søge kommunen om dækning af kompensationsberettigende udgifter efter servicelovens § 100 (tidligere kaldet nødvendige merudgifter), som er en følge af din sygdom eller handicap. Du skal have det, loven kalder "et betydeligt nedsat funktionsniveau", og du skal være mellem 18 år og folkepensionsalderen.

 

 

  • Hvad kan du få dækket?

    Du kan kun få hjælp til kompensationsberettigende udgifter, som er en følge af din nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne. Kommunen vurderer dit behov i forhold til ikke-handicappede mennesker på samme alder og i samme livssituation som dig selv. Det betyder, at du selv skal betale udgifter, som du ville have haft, hvis du ikke havde særlige omkostninger på grund af din nedsatte funktionsevne.

    Sådan vurderer kommunen dine udgifter

    Kompensationsydelse beregnes ud fra dine sandsynliggjorte eller dokumenterede, nødvendige kompensationsberettigende udgifter. Det vil sige udgifter, du har grundet din funktionsnedsættelse, og som andre på samme alder og i samme livssituation uden funktionsnedsættelse ikke har – eller ikke har så høje udgifter til. Derudover gælder det, at udgifterne ikke skal kunne dækkes af andre tilskudsordninger.

    Eksempler på udgifter, du kan få dækket 

    Her kan du se en række eksempler på merudgifter. Eksemplerne er hentet fra mennesker med gigt. Listen er langt fra udtømmende, men den kan være en rettesnor.

    • Egenbetalingen ved lægeordineret medicin (tilskud fra sygesikringen – herunder kronikertilskud og evt. tilskud fra sygeforsikringen "danmark" fratrækkes forinden).
    • Tilskud til solcreme ved sygdommen lupus/SLE.
    • Ekstra transportudgifter: For eksempel til fritidsaktiviteter som følge af nedsat mobilitet.
    • Hjælp til huslige opgaver: For eksempel snerydning og havearbejde. Vær dog opmærksom på, at din husstands samlede ressourcer vurderes ved bevilling af opgaver. Det betyder, at det tages med i vurderingen, om din ægtefælle/samlever/større børn kan varetage opgaverne/dele af opgaverne.

    Læs mere om og få vejledning om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse på retsinformation.dk

  • Hvor meget skal din funktionsevne være nedsat?

    Nedsættelsen af din funktionsevne skal være både varig og alvorlig. Bekendtgørelsen beskriver det sådan:

    "Med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger".

  • Får du førtidspension efter de gamle regler?

    Du kan ikke komme i betragtning til ydelsen, hvis du er blevet tilkendt en førtidspension efter de gamle regler (indtil 1. januar 2003).

  • Beregning af kompensationsydelsen

    For at du kan komme ind i ordningen, skal du sandsynliggøre de udgifter, du har som følge af din funktionsnedsættelse. Det gælder både de løbende udgifter og enkeltudgifter. Måden, du sandsynliggør udgifter på, er ved at se på, hvilket niveau udgifterne har ligget på de seneste måneder/år, og vurdere, om niveauet vil forblive uændret eller stige/falde. Hvis du opfylder betingelserne, bliver tilskuddet fastsat ud fra, hvor store de skønnede udgifter er pr. måned.

    Støtte til nødvendige merudgifter for voksne

    Hvis dine merudgifter stiger

    Kommunen skal foretage en revurdering af kompensationsydelsen, hvis du på grund af ændrede forhold anmoder om det. Det kan også være kommunen, der bliver opmærksom på ændringer, der kan medføre behov for ændret hjælp.

    Kompensation ved enkeltstående udgifter

    Hvis du får en enkeltstående udgift, kan du søge kommunen om kompensation jf. serviceloven § 100. Din indkomst har ingen betydning for, om du kan modtage tilskud til merudgifter, og tilskuddet er skattefrit.

     

Senest opdateret 22.12.2025