Gigtforeningens frivilligstrategi

Frivillige gør en stor forskel og Gigtforeningen har udviklet en frivilligstrategi for bedre vidensdeling på tværs og større tilfredshed blandt frivillige.

Hvad skal vi med en frivilligstrategi?

I Gigtforeningen kæmper vi for et bedre liv for mennesker med sygdomme og smerter i led ryg og muskler.

Frivillige gør en stor forskel for, at vi kan nå dette mål, blandt andet ved:

  • At øge opmærksomheden om gigtsagen i den brede offentlighed.
  • At sætte gigt på den politiske dagsorden.
  • At hjælpe flere mennesker med gigt til et aktivt liv blandt andet gennem tilbud og aktiviteter rundt om i landet.

I Gigtforeningen er der mange, der gør en uvurderlig frivillig indsats for gigtsagen. Og der er mange muligheder for at engagere sig som frivillig i Gigtforeningen med stor variation i forhold til opgaver og tidsforbrug.

Vi har gennem en årrække oplevet, at det frivillige engagement udvikler sig – både i Gigtforeningen og i samfundet omkring os. Der efterspørges nye måder at engagere sig frivilligt på, og der er nye typer af frivillige, der engagerer sig i mange forskellige sager på én gang. Mange engagerer sig i stigende grad kortvarigt i konkrete opgaver.

Det er vigtigt, at vi følger med den udvikling, der sker i forhold til frivilligheden. Vi er dybt taknemmelige for alle frivillige, der vil arbejde for gigtsagen. Og vi ønsker at rumme alle typer af frivillige – både dem, der allerede har bidraget med et mangeårigt engagement, og dem der brænder for en enkelt sag eller aktivitet i en periode.

Alle, der ønsker at støtte op om gigtsagen gennem et frivilligt engagement, skal have mulighed for at bidrage på en måde, der er meningsfuld for dem.

Vores vision for det frivillige engagement

Vi ønsker – i højere grad end i dag – at være en forening, som kan tiltrække og engagere mange forskellige mennesker i det frivillige arbejde for gigtsagen. Vi vil støtte, værdsætte og inddrage både eksisterende og nye frivillige på nye måder i organisationens arbejde for at skabe bedre videndeling på tværs og større tilfredshed med at være frivillig i Gigtforeningen.

Dét fokuserer vi på

Vi har udpeget fire områder, som vi kommer til at arbejde særligt med, og som vil sætte retning for det frivillige engagement – både for ansatte og frivillige.  

1. Én fælles gigtsag

Vi skal være et fællesskab og en sag, som man er stolt af at være en del af. Vi ønsker, at den enkelte frivillige føler sig som en del af det store fællesskab i foreningen. 

Vi vil bl.a. arbejde med at:

  • Sikre at alle frivillige føler sig forbundet med gigtsagen.
  • Give frivillige mulighed for at mødes på tværs og dele erfaringer.
  • Fremme samarbejdet mellem alle grupper af frivillige for at styrke den fælles indsats.
  • Tilbyde løsninger, hvor erfarne frivillige kan støtte og vejlede nye frivillige.

2. Nye måder at engagere sig

Vi vil blive bedre til at sikre, at man kan engagere sig på forskellige og nye måder i gigtsagen – både kort- og langvarigt. 

Vi vil bl.a. arbejde med at:

  • Undersøge og udvikle nye måder at organisere det frivillige engagement på – som supplement til det eksisterende.
  • Undersøge og udvikle nye måder at inddrage frivillige i foreningens arbejde.

3. Et alsidigt frivilligt engagement

Gigt rammer alle uanset alder, køn, uddannelse eller hvor i landet, man kommer fra. Denne forskellighed skal kunne ses blandt vores frivillige.

Vi vil bl.a. arbejde med at:

  • Arbejde for at vores tilbud er alsidige i forhold til de målgrupper, vi arbejder for.
  • Forskellige aldre, køn, baggrunde og geografiske områder er repræsenteret blandt vores frivillige.
  • Sikre at vores frivillige har den viden, erfaring og kompetencer, som frivilligopgaven kræver.

4. Vi løfter i flok

Når vi arbejder sammen, opnår vi mere end hver for sig. Målet er at samarbejde med dem, der vil være med til løfte gigtsagen (fx patientorganisationer, kommuner og sundhedsvæsen).

Vi vil bl.a. arbejde med at:

  • Deltage i lokale, regionale og nationale råd og netværk.
  • Løbende vurdere relevante partnere i forbindelse med aktiviteter.
  • Opbygge strategiske partnerskaber med andre for at styrke gigtsagen.

Vi følger op og evaluerer

Eftersom det frivillige engagement er under konstant udvikling, er det også vigtigt løbende at følge op på, hvordan det frivillige engagement i Gigtforeningen bidrager til vores vision om, at mennesker med sygdomme og smerter i led, ryg og muskler skal have et bedre liv. Opfølgning og evaluering af de frivillige indsatser er derfor en central del af denne strategi.

Har du lyst til at blive frivillig?

Som frivillig i Gigtforeningen gør du en reel forskel for mennesker med gigt – der hvor du bor. Uanset om du vil skabe aktiviteter, støtte andre eller byde ind med dine idéer, så har vi plads til dig.

Fortæl os, hvad du brænder for, så finder vi sammen den frivilligrolle, der passer til dig. Udfyld formularen eller ring til os.

Bliv medlem og stå stærkere med Gigtforeningen

Du får blandt andet:

  • Få 1:1-rådgivning hos Gigtforeningen, når du har brug for det.
  • Få Gigtmagasinet 4 gange årligt med viden, råd og inspiration.
  • Bliv en del af et fællesskab med andre, der lever med gigt.
  • Rabat på produkter, træning og oplevelser, der giver dig energi og øget livskvalitet.