Naturtræning – træn sammen i naturen
Naturtræning er et træningstilbud i naturen for dig med gigt. Bliv en del af et inspirerende fællesskab, bevægelse, hvor fokus er på fysisk og mental velvære.
Naturtræning er for dig, der gerne vil motionere sammen med andre med gigt – og komme ud i den skønne natur imens.
Måske synes du, at de traditionelle motionstilbud er for hårde for din gigtkrop, og du leder efter et mere trygt sted, hvor du kan bevæge dig med andre, der forstår. Måske vil du gerne presse dig selv og powerwalke op ad en bakke. Måske kommer du mest for hyggen og for at glemme smerterne lidt. Lige meget hvad, så er du velkommen til Naturtræning.
Vi skal ud at gå. Både for at få pulsen op, men også for at bruge naturens ujævne overflader – som grus, sand eller små bakker – til at træne sener, led og balance. Vi skal også lave simple træningsøvelser, hvor du har mulighed for at lægge styrke i, få støtte ved et træ eller holde en pause. Din naturtræner er uddannet til at forstå gigtproblematikker og tager udgangspunkt i dit niveau.
Vi tager det altså stille og roligt, og Naturtræning er aldrig en konkurrence. Eneste krav til din fysik er, at du skal kunne bevæge dig frit rundt uden rollator, da den er svær at have med i naturen.
Når du er derhjemme, så har du en tendens til at sige: Nej, det er for koldt, og vejrudsigten lover regn. Jeg tror, jeg bliver hjemme i dag’. Men det gør du ikke, når du har en aftale. Så tager du bare passende tøj på og tager afsted.
Kvindelig deltager
Indlæser arrangementer…
Sammenhold får dig til at møde op
Det sociale er vigtigt, og vi lægger vægt på at grine og gå glade fra træning. Det gør det også meget nemmere at møde op næste gang, selvom vejret er kedeligt og kroppen gør ondt. Som deltager har du derfor et medansvar for, at alle føler sig velkomne og godt tilpas på holdet.

Det praktiske
Det koster 295 kr. for 12 gange. Det svarer til 25 kr. pr. gang. Når du tilmelder dig Naturtræning, skal du kunne komme til størstedelen af træningerne.
Ej – det er nok ikke noget for mig, fordi …
-
Naturtræning er aldrig en konkurrence – det er en vitaminpille fyldt med energi og grin. Hvis du kan gå en tur på 20 minutter, så kan du være med, og der vil sikkert være andre end dig, der skal holde pauser undervejs.
-
Der er typisk 20 på et hold, og vores erfaring er, at nogle finder sammen i grupper og hyggesnakker, når vi træner, mens andre lægger sig i front med mere fokus på fart. Din naturtræner vil hurtigt få et øje for dit niveau og kan give hårdere øvelser til dig, hvis du vil presse dig selv.
-
Naturtræneren er trænet i at være opmærksom på de enkeltes udfordringer, og derfor vil I ikke bliver udsat for underlag, I ikke har balance til. Men enhver sti har små ujævnheder, og det giver en rigtig god træning for din stabilitet og dine led.
-
Du skal hverken være stærk eller i god form for at kunne deltage. Naturtræning handler om at komme ud at få frisk luft samtidig med, at vi bevæger os. Det sker i et tempo, alle kan følge med i, og vi stopper undervejs og laver øvelser. Her kan du selv vælge, hvor meget du er med, og om du vil give den fuld gas eller støtte dig til et træ imens.
-
Alle, der deltager i Naturtræning, bøvler med noget, så det er din naturtræners udgangspunkt. Din naturtræner har været på kursus i gigt og gigtvenlig træning, og han eller hun vil spørge dig, om der er noget, din krop ikke kan, og så vil der blive taget hensyn. I sidste ende er du dog den bedste ekspert i din krop, og det er altid OK at springe en øvelse over.
-
Vi varmer altid godt op, så du ikke er kold. Du kan have en varm jakke på, hvis du vil, og putte den i en rygsæk, når du får varmen.
-
I april 2025 begynder flere nye træningshold, kun for mænd, i hele landet.
I øvrigt er antallet af mænd på vores andre hold stærkt stigende, så kom du bare på med på et af dem, hvis det er nærmere din bopæl – og tag endelig en ven med. Vi kan ikke love, at kvinderne ikke er i overtal, men vi kan love, at vores trænere ikke lægger op til strikkeklub.
-
Bare kom i tøj, du kan bevæge dig i. Mange kommer i deres normale overtøj og et par gode sko, de går stabilt i. Du kan også sagtens have en taske på ryggen.
-
Det er ikke et krav, at du er medlem, men vi er helt overbeviste om, at du vil finde mange fordele i at blive det. Det koster kun 385 kr. om året at blive medlem, og for de penge får du blandt andet adgang til personlig rådgivning hos vores sygeplejerske, jurist, socialrådgiver m.fl. Du får adgang til alt det, vi ved om at leve godt med gigt, og du støtter forskningen, så behandlingerne i fremtiden kan blive endnu bedre. Læs mere om, hvad du får for dine penge som medlem
Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os og høre mere, hvis du er i tvivl om Naturtræning er noget for dig. Send en mail til natur@gigtforeningen.dk eller ring til Naturtræningstelefonen på 39 77 80 28.
Naturtræning er udviklet i partnerskab med DGI, Forum for Mænds Sundhed og forskningsenheden PROgrez og støttet af TrygFonden.



