Bliv frivillig naturtræner

Bliv frivillig naturtræner og stå i spidsen for hensyntagende træning til mennesker med gigt. Du bestemmer, hvad I skal lave af sjove aktiviteter, og hvor og hvornår.

Ansøgningsfristen for at blive uddannet naturtræner i foråret 2026 er desværre slut. 

Du er altid velkommen til at kontakte os og høre nærmere om at blive frivillig naturtræner. Skriv til os på natur@gigtforeningen.dk eller ring på telefon 39 77 80 28.

Din rolle som naturtræner

Som naturtræner får du mulighed for at gøre en positiv forskel for mennesker med gigt. Vi ved nemlig, at deltagerne både bliver gladere og stærkere af forløbet.

Du vælger selv, hvor dit hold mødes, og hvilken natur I vil bevæge jer rundt i. Nogle hold er i skoven, andre mødes på enge, og i de større byer er der hold i de store parker. Du vælger også selv tidspunktet, som bare skal ligge fast – én gang ugentligt i 12 uger.

Tjansen er frivillig, men som træner får du grundig uddannelse over en weekend, hvor Gigtforeningen og DGI forbereder dig til rollen. Her lærer du gigtvenlige øvelser og får inspiration til, hvordan du kan skabe et givende fællesskab der, hvor du bor.

Som frivillig i Gigtforeningen får du også adgang til et netværk af andre frivillige, hvis fællesskab og aktiviteter du kan koble dig på, ligesom du får mulighed for at komme på flere kurser og lære mere om gigt.

Hvad kræver det at være naturtræner?

At være naturtræner er en frivillig og dermed ulønnet rolle. Derfor er det vigtigt, at du har lysten til at give andre en god trænings- og naturoplevelse, og at du kan mærke, at det også vil tilføre glæde til dit liv. Vores erfaring er, at følgende er vigtigt for, at du får en god oplevelse som træner

  • At du er vant til at bevæge dig og bruge naturen
  • At du har lyst til at skabe et fællesskab med plads til både sved og grin
  • At du omfavner vigtigheden i, at træningen bliver sjov for alle – både dem, der vil udfordres og dem, der er bekymrede for at være de langsomste
  • At du selv har gigt eller har en forståelse for de udfordringer, som gigt giver
  • At du er positivt indstillet på, at deltagere skal kunne komme i kontakt med dig mellem træningerne enten på telefon eller mail.

Sådan bliver du uddannet

For at blive naturtræner er det obligatorisk, at du gennemfører en 16 timers uddannelse sammen med andre nye naturtrænere. Vi uddanner to gange om året, og uddannelsen forløber over en weekend. Her får du helt konkrete redskaber til, hvordan du kan tilpasse træningen til dine deltageres behov og niveau, så alle kan være med – også hvis nogle deltagere lige har afsluttet genoptræning eller aldrig har trænet før.

Det meste af uddannelsen foregår i naturen, hvor du på egen krop prøver de forskellige øvelser og får tips til, hvordan de kan varieres. Du får også inspiration til at sammensætte en træning, der både får pulsen op, træner balance, kraft, sanser og de gode relationer. Du får et hæfte med hjem, hvor alle øvelser er beskrevet, ligesom du får du en træningstrøje, der tydeligt signalerer, at du er uddannet naturtræner. Denne del af uddannelsen gennemføres i samarbejde med DGI.

Derudover bliver du klædt på til at repræsentere Gigtforeningen som frivillig.

Foto: Maria Tuxen Hedegaard – En dag med Naturtræning for Mænd i Silkeborg den 12. oktober 2024

Når du er uddannet

Du står aldrig helt alene som naturtræner. Gigtforeningen hjælper dig med at finde deltagere til dit hold, og du får tips til, hvordan du selv kan sprede det gode tilbud i dit lokalområde.

Hele vejen gennem sæsonen har du mulighed for at vende stort og småt med både Gigtforeningen og et landdækkende netværk af garvede naturtrænere fra DGI.

Har du spørgsmål?

Du er altid velkommen til at kontakte os og høre mere, hvis du er i tvivl om Naturtræning er noget for dig. Send en mail til natur@gigtforeningen.dk eller ring til Naturtræningstelefonen på 39 77 80 28.

Naturtræning er udviklet i partnerskab med DGI, Forum for Mænds Sundhed og forskningsenheden PROgrez og støttet af TrygFonden.

Bliv en del af et forskningsprojekt

Når du tilmelder dig Naturtræning, bliver du del af et forskningsprojekt, men det er ikke så farligt, som det lyder. Du får et spørgeskema før og efter de 12 træningsgange, og så vil din træner lave to lette fysiske tests sammen med dig. Det er det hele.

Resultaterne bruger vi til at gøre Naturtræningskonceptet endnu bedre. Det er forskningsenheden PROgrez, der står for udførelsen.