Livsvigtig forskning i gigt og hjerte-kar-sygdomme

Visse gigtsygdomme er forbundet med en øget risiko for hjerte-kar-sygdom. Derfor støtter Gigtforeningen forskning, der skal afdække, hvad årsagen er, og hvad der kan gøres.

En af myterne om gigt er, at man ikke kan dø af det. Det er desværre ikke sandt.

Omkring 100.000 mennesker i Danmark lever med en inflammatorisk gigtsygdom. Det drejer sig om relativt udbredte diagnoser som f.eks. leddegigt, psoriasisgigt, rygsøjlegigt og urinsyregigt samt sjældnere gigtlidelser som bindevævssygdommen lupus/SLE m.fl.

Øget risiko for hjerte-kar-sygdom

I de senere år er man blevet opmærksom på, at disse gigtsygdomme er forbundet med en øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme. Lægerne er allerede opmærksomme på, at risikofaktorer som f.eks. overvægt, rygning og forhøjet blodtryk spiller en rolle i forhold til visse gigtsygdomme. Men alle disse forhold overskygges af faktorer, der er tæt knyttet til den betændelsestilstand, som er typisk for netop disse gigtsygdomme.

Mennesker med leddegigt har ca. to gange øget risiko for åreforkalkning og blodpropper end resten af befolkningen. Det koster både livskvalitet og leveår. Har man leddegigt, er ens gennemsnitlige levetid 5-10 år kortere end for gennemsnittet af den raske befolkning. Men der er heldigvis tegn på, at den forventede levetid er under forbedring.

Hvad kan du selv gøre?

Risikoen for hjerte-kar-sygdom mindskes heldigvis, hvis din gigt er velbehandlet. Men der er faktisk også flere ting, du selv kan gøre, for at mindske risikoen.

Kvit smøgerne

Rygning øger både risikoen for hjerte-kar-sygdomme men også for at udvikle visse typer af gigt. Samtidig kan rygning modarbejde virkningen af nogle typer af gigtmedicin, så det bliver sværere at få gigten i ro. Og det er som nævnt den vigtigste parameter i forebyggelsen af hjerte-kar-sygdom.

Vær fysisk aktiv

Bevægelse er godt for mange ting - også for risikoen for hjerte-kar-sygdom, der mindskes, når du holder dig aktiv.

Følg kostrådene

En kost der er rig på frugt, grønt, fuldkornsprodukter, fisk og vegetabilske olier er forbundet med en lavere risiko for hjerte-kar-sygdom.

Undgå overvægt

Overvægt er forbundet med øget risiko for hjerte-kar-sygdom. Derudover kan svær overvægt gøre det sværere at få gigten i ro.

Pas på med alkohol

Undersøgelser har vist at alkohol kan føre til udbrud i visse typer af gigt, og du bør derfor overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkoholindtag.

Gigtforeningen støtter stor forskningsindsats

Men hvorfor forholder det sig sådan – og hvordan kan det forebygges? Det har Gigtforeningen sammen med en række førende forskere inden for området sat sig for at undersøge.

Gigtforeningen støtter således en række forskningsprojekter, der skal afdække årsagerne til forhøjede risiko for hjerte-kar-sygdomme, og hvad der kan gøres ved det.

Vores indsats redder menneskeliv

Indsatsen har indtil videre blandt andet resulteret i, at der i dag er langt større fokus på problemet. Det betyder, at tilløb til hjerte-kar-sygdomme hos mennesker med gigt i dag opdages tidligere end for bare få år siden, så den forebyggende behandling kan sættes i gang med det samme. Det redder menneskeliv.

Senest opdateret 09.02.2024