Spondylartropatier – årsager, symptomer og behandling

Rygsøjlegigt er den danske betegnelse for gigtbetændelse i rygsøjlen. Samlebetegnelsen for sygdomme med dette fællestræk kaldes på lægelatin spondylartrit eller spondylartropati.

De gigtsygdomme, der som fællestræk er forbundet med rygsøjlegigt, er morbus Bechterew (hvor rygsøjlegigt altid forekommer), psoriasisgigt og reaktiv gigt. Det gælder også gigt ved de inflammatoriske tarmsygdomme morbus Crohn og colitis ulcerosa (hvor rygsøjlegigt kan forekomme i vekslende grad).

Mere om spondylartropati

Spondylartropati eller spondylartrit er betegnelsen for en gruppe kroniske gigtsygdomme, som har en række karakteristiske symptomer fælles.

Sygdommene kan i vekslende grad udløse gigtbetændelse (inflammation) i led og sener på arme og ben samt i ryghvirvelsøjlen. Desuden kan der forekomme symptomer i hud, slimhinder, tarm, øjne og hjerte.

Læs mere om årsager, symptomer og behandling af spondylartropati.

Senest opdateret 01.05.2023