Print
Forstør teksten Læs teksten op

Gigtforeningens Mobilepris


Mobileprisen består af en mobile (uro), designet af Flensted Mobiler.
Gigtforeningen uddeler hvert år Mobileprisen, der gives til en eller flere personer, der har gjort en ekstraordinær synlig indsats for at forbedre forholdene for mennesker med gigt.

Prisen gives inden for et af følgende områder:
  • Tilgængelighed, design og hjælpemidler 
  • Arbejdsfastholdelse og uddannelse 
  • Det frivillige sociale arbejde 
  • Kost, motion, træning og behandling 
  • Alternativ behandling 
  • Forebyggelse

Prisen består af en mobile, designet af Flensted Mobiler. Dette skal ses som symbol på den bevægelsesfrihed Gigtforeningen ønsker for alle, også mennesker med ondt i led, ryg og muskler. Sammen med mobilen følger 15.000 kr.

Mobileprisen kan ikke søges.

Du kan nedenfor se, hvem der hidtil har modtaget Mobileprisen.



Mobileprisen 2011 gik til sundhedskonsulent i Ringsted Kommune Malene Søbygaard for hendes arbejde med at skabe forebyggende tilbud og sammenhængende patientforløb for kommunes borgere. 

"Gennem tildelingen af denne pris vil Gigtforeningen gerne anerkende din store indsats, fordi vi ved, hvor væsentligt det er for mennesker med gigt, at de har forebyggende tilbud og gode forløb i det nære miljø", sagde formand for Gigtforeningen, Mikael Olufsen, under overrækkelsen.

Det er især Malene Søbygaards fortjeneste, at Ringsted Kommune i dag kan tilbyde gigtpatienter nogle ganske unikke og sammenhængende patientforløb, og at kommunen er helt i front, når det gælder forebyggende aktiviteter for kommunens borgere.

"Jeg er meget beæret og også rimelig chokeret over, at få denne pris. Det var en helt surrealistisk oplevelse at sidde i sin kommune og få sådan en besked. Jeg er rigtig taknemmelig og glad, og det kan uden tvivl give mig noget energi til det videre arbejde," sagde Malene Søbygaard under overrækkelsen og understregede, at hun havde samarbejdet tæt med kolleger og patientforeninger om de gode resultater for Ringsted Kommunes borgere.

Læs mere om kommunernes muligheder for at styrke indsatsen på gigtområdet


Mobileprisen gik i 2010 til privatpraktiserende reumatolog Karen Lisbeth Faarvang for hendes mangeårige, massive og vedholdende indsats for at uddanne patienter og sundhedspersonale på gigtområdet. 

Karen Lisbeth Faarvang har været en frontløber for uddannelse af patienter og pårørende i, hvordan de kan lære at leve med en gigtsygdom. Og hun har sikret, at tusindvis af fysioterapeuter, ergoterapeuter og lægestuderende har fået solid indsigt i at diagnosticere og behandle gigtsygdomme.

"Det er meget givende at arbejde med så engageret en patientskare, og jeg har lært lige så meget af patienterne som omvendt. Jeg troede førhen, at jeg vidste alt om, hvordan det var at leve med gigt, men det er noget, patienterne har lært mig," sagde Karen Lisbeht Faarvang under overrækkelsen om sit tætte parløb med gigtpatienter gennem mange år.

Karen Lisbeth Faarvang er tidligere overlæge på Gentofte og Herlev sygehuse, og hun gør ikke blot noget for dem, der allerede har fået konstateret gigt. Hun har også udviklet et undervisningskoncept for praktiserende læger, så de bedre kan opspore leddegigt og rygsøjlegigt på et tidligt tidspunkt, før der opstår store ledskader.

Læs om patientinstruktørundervisning


Mobileprisen gik i 2009  til Kiropraktor Jørgen Kilsgaard for hans banebrydende projekt KIA (Koordineret Indsats for Arbejdsfastholdelse), som omfattede sygemeldte med smerter i bevægeapparatet i fire kommuner.

KIA-projektet har vist, at det er muligt at få sygemeldte med problemer i bevægeapparatet hurtigt tilbage i arbejde på en måde, så de syge oplever større tilfredshed og færre smerter, samtidig med at det sparer samfundet for en række udgifter blandt andet til sygedagpenge, sagsbehandling, sundhedsudgifter m.m.

Læs mere om KIA-projektet


Mobileprisen gik i 2008 til klinikchef Beth Lilja, Enhed for Patientsikkerhed på Hvidovre Hospital.

Prisen blev givet for Beth Liljas store ihærdighed og faglige engagement, som har sat fokus på forebyggelse af utilsigtede hændelser i det danske sundhedsvæsen.

Beth Lilja har fra begyndelsen medtænkt patientinddragelse. Hendes indsats har haft afgørende betydning for, at der er lovgivet om patientsikkerhed samt bred opbakning og klare pejlemærker for det videre arbejde med patientsikkerhed i Danmark.

Læs om Dansk Selskab for Patientsikkerhed


Mobileprisen gik i 2007 til Susan Nielsen, speciallæge i børnereumatologi på Rigshospitalets børnereumatologiske afdeling. 

Susan Nielsen fik blandt andet prisen for hendes utrættelige engagement i arbejdet med behandling af børn med børneleddegigt, og for hendes forståelse for forældres og børns situation.

Susan Nielsen fik endvidere prisen for sin evne til at formidle og udbrede sin faglige viden om børnereumatologiske lidelser - til glæde for både børn og forældre. Blandt andet har Susan Nielsen stået for den danske udgave af den internationale hjemmeside www.printo.it, hvor patienter og forældre kan læse om den nyeste viden inden for børnereumatologiske sygdomme og deres behandling samt om relevante patient- og forældreforeninger, herunder den danske Gigtramte Børns Forældreforening.

Gennem dette arbejde har Susan Nielsen vist, hvordan internettet kan give nye muligheder for at udvikle bedre patientinformation, som er fri og tilgængelig for alle. F.eks. findes indholdet på den danske hjemmeside på mange sprog, så alle forældre i Danmark uanset etnisk baggrund kan få hjælp.

Besøg www.printo.it

Læs mere om børnegigt


Mobileprisen gik i 2006 til Anders Glargaard, leder af GigtSkolen i hovedstaden og Nordsjælland. Han modtog prisen for sin energi og store, personlige engagement i at udvikle og forankre GigtSkolen i hovedstaden og Nordsjælland siden 1995. Gigtskolen var her gået fra at være en skole med ca. 50 deltagere til en stor selvstændig aftenskole i 2006 med ca. 6.000 deltagere fordelt på 700 hold.

Gigtskolens motto er "Undervisning efter den enkeltes behov og formåen". Derfor rummer GigtSkolen tilbud til mennesker, som har svært ved at være fysisk aktive i almindelige idrætsforeninger og fitnesscentre. Gigtskolens arbejde harmonerer således flot med Gigtforeningens mål om at fremme forebyggelse for mennesker med gigt med flere og bedre tilbud om fysisk aktivitet.

Læs mere om Gigtskolen


Administrerende direktør Carl Trock fra el-installationsproducenten Lauritz Knudsen A/S var i 2005 den første prismodtager af Gigtforeningens nyindstiftede pris, Mobileprisen.

Lauritz Knudsen A/S fik prisen for at have udviklet kontakter, eksempelvis LK Fuga, der er velegnede for mennesker med gigt i hænderne og i øvrigt lever op til principperne for ’design for all’. Virksomheden havde vedholdende været i stand til at udvikle deres produkter i takt med tiden - uden at gå på kompromis med, at kontakterne skulle kunne betjenes af alle. Virksomheden var dermed et eksempel på en kommerciel virksomhed, der formåede at forene design og funktion og samtidig tjene penge på sine produkter.

For Lauritz Knudsen var Mobileprisen en anerkendelse af de ideer, som virksomheden bygger på.

"Det har været afgørende for os, at vore to primære design-serier, LK Fuga og LK Opus, kan betjenes med en hånd og ikke kræver en eller to fingre," sagde Carl Trock, som ved prisoverrækkelsen gav pengene tilbage til støtte for Gigtforeningens sommerkursus for unge med gigt.

Læs mere om Lauritz Knudsen A/S


Sidst opdateret 01-09-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen