Nu kan du ringe til vores pårørendelinje

Er du nærmeste pårørende til et menneske med gigt, kan det være svært at vide hvornår, hvor meget – og ikke mindst hvordan, du bedst kan hjælpe. Samtidig er du formentlig bekymret for, hvordan sygdommen kommer til at påvirke jeres liv i fremtiden.

Nanna rådgivningen telefon

Nu kan du som nær pårørende til et menneske med gigt ringe ind til Gigtforeningens rådgivere og få personlig og professionel hjælp til de udfordringer, du står i.

”Siden vi åbnede pårørendelinjen, har vi allerede haft flere pårørende i røret. Vi har haft gode samtaler om både sygdommen og de udfordringer man kan møde som par og som forældre. Når en man holder af er ramt af gigt, kan man stå tilbage med rigtig mange spørgsmål og tanker, som man ikke ved, hvor man skal gå hen med. Dem kan vi hjælpe med at få lidt orden på.” siger Nanna, der er sygeplejerske i rådgivningen.

Hvad kan du få hjælp til?

Vores rådgivere er eksperter på forskellige fagområder. Det betyder, at du både kan få fat i en fysioterapeut, ergoterapeut, sygeplejerske og socialrådgiver. Så hvad end du har spørgsmål eller bekymringer i forhold til selve sygdommen, økonomi, det følelsesmæssige eller noget helt fjerde kan vi hjælpe dig godt videre. Vi har altid tid til at lytte og give dig den hjælp og støtte, du har brug for.

Du kan få fat i Rådgivningen på tlf. 32 42 82 90 hver mandag-torsdag fra 9-15 og om fredagen fra 11-14.

Pårørendelinjen er finansieret med støtte fra TrygFonden, og du behøver ikke være medlem af Gigtforeningen for at få rådgivning som pårørende.

Publiceret 12.03.2024