1. Bliv klog på sygdommen sammen
Som pårørende er det en god idé at indhente viden om sygdommen, så du får et grundlag for at forstå situationen. Det giver dig bedre forudsætninger for at støtte og hjælpe, når det er nødvendigt. Du kan læse dig til viden om gigt eller kontakte vores rådgivere. Det kan også være en rigtig god idé at tage med din partner til lægen eller i ambulatoriet, hvor du kan stille spørgsmål og få vejledning.
2. Vær åbne over for hinanden
Det er vigtigt, at du og din partner har en åben dialog omkring sygdommen, og hvad den gør ved jer begge. Her er det vigtigt at være ærlig – både i forhold til, hvad den gør ved jeres relation, og hvad den gør ved jer hver især. Acceptér alle følelser hos hinanden – også de forbudte.
Det er helt naturligt at mærke vrede, frustration og irritation når sygdommen fylder. Tag det i opløbet, og tal med hinanden om det.
Hvis der er noget, der går dig på, som du gerne vil tale om, kan det være en god idé at spørge om din partner har overskud til samtalen, inden du starter den. Hvis ikke, kan I finde et andet tidspunkt. På den måde kan I undgå, at samtalen løber af sporet, fordi den ene af jer ikke er forberedt eller ikke kan rumme det.
3. Pas på dig selv
Som nærmeste pårørende kan du have mange opgaver udover almindelig daglig husførelse. Overvej, om nogle af opgaverne kan varetages af familie eller venner, eller om det er muligt at betale sig fra noget af det.
Hvis din partner på grund af sin sygdom ikke kan deltage i de praktiske opgaver i hjemmet på lige fod med dig, kan I søge om hjælp via kommunens visitator.
Det er vigtigt, at du giver dig selv tid til aktiviteter, som er gode for dig. Det er også vigtigt, at du vedligeholder dine sociale kontakter. I det hele taget – brug dit netværk. Når du passer på dig selv, passer du også på den, du gerne vil passe på.
4. Brug Gigtforeningens Pårørendetelefon
Det kan også være, du har brug for en at tale med om, hvordan du bedst kan støtte din partner eller om de bekymringer, du selv har. Her kan du ringe til Gigtforeningens Pårørendetelefon, hvor rådgivere sidder klar til at støtte dig i de udfordringer eller spørgsmål, der fylder hos dig.
Ring til os på tlf. 32 42 82 90 hver mandag-torsdag fra 9-15 og om fredagen fra 11-14.
5. Bliv samtalemakker med en anden pårørende
Samtalemakkere er for dig, der ønsker en fortrolig at snakke med.
En, der lytter og genkender det, du siger, og som også kan komme med inspiration til at tackle svære situationer.