Urinsyregigt og podagra

Urinsyre findes i kroppen hos alle mennesker. Men hvis mængden af urinsyre bliver for høj, så aflejres den opløste urinsyre som urinsyrekrystaller i kroppen.

Disse krystaller dannes hyppigst i og omkring leddene, og kan medføre en kraftig betændelsesreaktion. Denne betændelsesreaktion har således ikke noget med infektion at gøre, men er kroppens måde at reagere på i forsøget på at fjerne de generende urinsyrekrystaller.

Urinsyreaflejringer kan desuden ske i nyrene og medføre nyresten, eller de kan ses som små gullig-hvide knuder i huden, såkaldte tophi f.eks. på hænderne.

Urinsyre er et restprodukt, der opstår ved den normale nedbrydning af kroppens celler. Hovedparten af den dannede urinsyre kommer fra nedbrydningen af vore egne celler. En mindre del af urinsyren kommer fra de celler, vi indtager med føden. Urinsyren udskilles af nyrerne og kommer ud med urinen.

Har man forhøjet indhold af urinsyre i blodet, kan det enten skyldes, at man danner for meget urinsyre eller, at man udskiller for lidt gennem nyrerne.

En øget produktion af urinsyre stammer først og fremmest fra nedbrydningen af vore egne celler. Cellenedbrydningen øges f.eks., hvis man får feber eller anden akut sygdom, og hvis man får behandlet en kræftsygdom med kemoterapi. Der dannes også mere urinsyre, hvis man spiser store mængde af cellerig kost, f.eks. meget kød, specielt indmad som lever eller fiskekonserves som f.eks. makrel, torskelever og sardiner.

I 80% af tilfældene skyldes forhøjet indhold af urinsyre i blodet, at man udskiller mindre gennem nyrene. Det skyldes i de fleste tilfælde, at man tager vanddrivende medicin, men kan f.eks. også skyldes, at man har en nyresygdom og derfor nedsat nyrefunktion.

Især hos yngre med urinsyregigt kan sygdommen skyldes, at man har arvet en nedsat evne til at udskille urinsyre gennem nyrene, der i øvrigt i andre henseender ellers fungerer normalt.

En række andre faktorer kan også påvirke udskillelsen af urinsyre. Hvis man faster, (eller) drikker meget alkohol - eller tager meget medicin som f.eks. smertestillende tabletter med acesylsalisylsyre (f.eks. kodimagnyl) kan ens udskillelse af urinsyre blive påvirket.

Urinsyregigt viser sig som en akut gigtbetændelse i et eller flere led. Hyppigst rammes et led i storetåen, men også andre led kan angribes, f.eks. ankelled, knæled, håndled og fingerled. Symptomerne udvikles i løbet af få timer og viser sig ved, at de ramte led gør meget ondt og bliver ømme, samtidig med at de hæver og bliver røde. Man kan også få feber.

Sædvanligvis klinger anfaldet af i løbet af 4-10 dage - også uden behandling. Nogle mennesker får kun et enkelt eller ganske få anfald i deres liv, mens andre kan få gentagne anfald.

Er man ofte plaget af urinsyregigt, og bliver sygdommen ikke behandlet, kan man med tiden få varige skader i sine led. Enkelte kan få kroniske ledsymptomer, der kan minde om leddegigt.

Den alvorligste komplikation ved urinsyregigt kan forekomme i nyrerne. Her kan aflejringer af urinsyre medføre, at nyrefunktionen nedsættes. Det sker dog sjældent i dag, hvor sygdommen behandles i tide. Desuden kan krystallerne medføre nyresten.

Hvis man har et forhøjet indhold af urinsyre i blodet, kan et nyt anfald udløses, hvis man f.eks. spiser et større måltid med rigelige mængder kød og alkohol. Det kan også ske, hvis man anstrenger sig særligt meget fysisk, eller man bliver syg af f.eks. influenza.

Et typisk eksempel er en fest med god og rigelig mad og drikke samt efterfølgende dans. Efter nogle timer, dvs. sidst på natten eller om morgenen, kan man vågne med et voldsomt ømt og rødt led.

Lægen vil sandsynligvis få mistanke om, at man har urinsyregigt, hvis man får pludselige smerter i et enkelt eller få led, især hvis leddet eller leddene også er røde, hævede og varme. Den vigtigste undersøgelse er en ledpunktur, hvor lægen med en kanyle tømmer ledvæsken ud af det ømme led. Når man undersøger ledvæsken vil lægen i givet fald straks i mikroskopet kunne se de karakteristiske nåleformede urinsyrekrystaller. Det er også vigtigt at undersøge ledvæsken for bakterier, da en bakteriel infektion i led kan give samme symptomer.

I en blodprøve kan lægen i tilfælde af urinsyregigt tit - men ikke altid - se, at koncentrationen af urinsyre er forhøjet. Forhøjet urinsyrekoncentration ses imidlertid også hos mange, som aldrig får symptomer på urinsyregigt, så en blodprøve er i sig selv ikke nok til at stille diagnosen urinsyregigt.

Hvis man har en nyresten, kan en undersøgelse af stenen afgøre, om det drejer sig om en urinnyresten.

Hvis man har urinsyreaflejringer-de gullig-hvide knuder - kan lægen med en nål suge materiale ud fra en sådan og - i givet fald - se urinsyrekrystaller i mikroskopet.

Et rødt, smertende og hævet led, måske ledsaget af feber, kan skyldes en infektion i leddet, som det altid er vigtigt at udelukke. Også aflejring af en anden type krystaller, pyrofosfatkrystaller, kan give symptomer, der minder om urinsyregigt. Ved mikroskopi af ledvæsken kan man tydeligt skelne mellem de to typer af krystaller. Det er vigtigt, da den medicin, der nedsætter urinsyreindholdet i blodet, ikke har nogen virkning ved den sjældne sygdom pyrofosfatgigt.

Slidgigt i et storetåled eller et knæled kan også give rødme og smerter, som kan minde om urinsyregigt. I sjældne tilfælde kan urinsyregigt minde om leddegigt eller psoriasisgigt.

En forebyggende medicinsk behandling er ikke nødvendig, hvis man kun har haft et enkelt ledtilfælde af urinsyregigt, da det ikke er sikkert, at man får flere anfald. Ved gentagne tilfælde, hvor diagnosen urinsyregigt er fastslået med sikkerhed, eller hvis der er tegn på nyrepåvirkning eller nyresten, som er forårsaget af urinsyre, bør man iværksætte en forebyggende behandling i samråd med sin læge.

Hvis man har behov for vanddrivende medicin på grund af forhøjet blodtryk, hjertesygdom eller leversygdom, bør man fortsætte med at tage denne medicin, selv om vanddrivende medicin medfører øget risiko for urinsyregigt. Urinsyregigten kan så behandles på anden måde.

Allopurinol
Med medicinen allopurinol kan man hæmme dannelsen af urinsyre. I stedet dannes stoffet xantin, som er mere opløseligt og nemmere udskilles end urinsyre.

Probenecid
Også probenecid, som øger udskillelsen af urinsyre gennem nyrerne, kan anvendes som forebyggende behandling. Det er specielt velegnet til de patienter, som har en lav udskillelse af urinsyre i urinen. Probenecid bør dog ikke bruges, hvis man har urinsyreaflejringer i nyrerne og nyresten. Og behandlingen virker ikke, hvis nyrefunktionen er meget nedsat. En risiko ved probenecidbehandling er, at urinsyreindholdet i urinen bliver så højt, at urinsyren fælder ud og danner nyresten. I starten af behandlingen vil patienten derfor ofte samtidig få bikarbonat for at gøre urinen basisk. Herved øges opløseligheden af urinsyre i urinen.

Behandlingen kan i starten fremprovokere nye anfald af urinsyregigt, når urinsyrekoncentrationen i blodet falder, hvilket kan medføre, at urinsyre aflejret i kroppen frigøres. Man kan mindske denne risiko ved i begyndelsen at supplere behandlingen med et smerte- og betændelseshæmmende stof som et NSAID-præparat eller kolchicin i lav dosis.

Kost
Hvis man har urinsyregigt, bør man være forsigtig med at drikke vin, øl og spiritus, fordi det øger produktionen og hæmmer udskillelsen af urinsyre.

Man bør heller ikke spise for meget indmad, retter med meget kød og meget sukkerholdig mad.

Da størstedelen af urinsyren imidlertid kommer fra vore egne celler, er det ikke nødvendigt at holde en streng diæt - især fordi der findes effektiv medicin, som kan mindske produktionen af urinsyre og øge udskillelsen.

Motion
Fysisk aktivitet, som man ikke er vant til, kan fremkalde anfald af urinsyregigt. Det er derfor vigtigt at være i god form, så man er vant til at røre sig. Daglig motion forbedrer modstandskraften mod fysisk overanstrengelse.