Spondylartropatier
Spondylartropati (eller spondylartrit) er betegnelsen for en gruppe kroniske gigtsygdomme, som har en række karakteristiske symptomer tilfælles.
Sygdommene kan i bevægeapparatet i vekslende grad udløse gigtbetændelse (inflammation) i led og sener på arme og ben samt i ryghvirvelsøjlen. Desuden kan der forekomme symptomer i hud, slimhinder, øjne og hjerte.
Sygdommene har også hvert sit særpræg, men kan i starten være vanskelige at adskille fra hinanden. I nogle tilfælde kan det være umuligt at stille en specifik diagnose inden for gruppen – i så fald anvender man betegnelsen udifferentieret spondylartropati.
Gruppen af spondylartropatier omfatter følgende sygdomme:
- Morbus Bechterew
- Psoriasisgigt
- Reaktiv gigt (Morbus Reiter)
- Artrit (gigt) ved inflammatorisk tarmsygdom (Morbus Crohn og Colitis Ulcerosa)
- Udifferentieret spondylartropati
Ligesom ved leddegigt, har undersøgelser i de senere år vist, at TNF ved spondylartropati er et væsentlig betændelses-stof, der har central betydning for sygdomsaktiviteten.
Følgende symptomer er fælles for de sygdomme, der hører til gruppen af spondylartropatier.
Der er tale om potentielle symptomer. Det er sjældent, at alle symptomerne optræder på én gang.
Spondylartrit
Gigtbetændelse i hvirvelsøjlen, som giver anledning til forandringer i hvirvellegemerne og forkalkninger i ledbåndene, der med tiden medfører stivhed.
Sacroiliitis
Gigtbetændelse i leddene mellem korsbenet og bækkenet, som medfører stivhed og smerter i sædet – oftest mest udtalt om morgenen.
Perifer artrit
Gigtbetændelse i led på arme og ben, oftest de store led (knæ, ankler) og kun på den ene side (asymmetrisk). Ved psoriasis artrit kan fingrenes yderled kararakteristisk være angrebet – i nogle tilfælde ved psoriasis artrit kan de angrebne ledområder være umuligt at skelne fra leddegigt (symmetrisk gigtbeændelse i fingres grund- og mellemled)
Pølsefingre/-tæer (dactylitis)
Diffus hævelse med rødme og ømhed af fingre og tæer – ses især ved psoriasis artrit og reaktiv artrit.
Entesopati
Gigtbetændelse ved senetilhæftningen til knogler, f.eks. achillessenens tilhæftning til hælbenet eller bækkenmuskulaturens tilhæftning til hoftekammen.
Hud-og neglelæsioner
Ses især ved psoriasis og reaktiv artrit. Specielle undertyper er karakteristisk for reaktiv artrit: keratoderma blenorrhagicum (skællende udslæt med blærer i håndflader og fodsåle); Mb. Crohn og colitis ulcerosa: erythema nodosum (knuderosen – rødlige/blålige knuder i underhuden, især på underbenene).
Slimhindelæsioner
Blærer i mundhulen og betændelse i urinrøret samt glans penis (balanitis) ses ved reaktiv artrit. Tarmbetændelse er karakteristisk for Mb. Crohn og colitis ulcerosa, men kan ses ved reaktiv artrit og Mb. Bechterew.
Øjenbetændelse
Betændelse i øjets bindehinde (conjunctivitis) ses ved reaktiv artrit og regnbuehindebetændelse (iritis) ved reaktiv artrit, Mb. Bechterew og de kronisk inflammatoriske tarmsygdomme.
Hjertebetændelse
Kan ses ved morbus bechterew; kan give anledning til hjerteklap-problemer.
Øget forekomst af vævstypen HLA-B27
Seronegativ: reumafaktor (som er karakteristisk for leddegigt) er negativ.
Billeddiagnostik
Røntgenundersøgelse af angrebne led og ryghvirvelsøjlen kan afsløre karakteristiske forandringer, men siger ikke meget om aktuel sygdomsaktivitet. Supplerende er MR-skanning velegnet til at belyse aktuel betændelses-aktivit. Ultralyds-skanning kan bidrage til belysning af entesopati-symptomer.
Vævsprøve fra huden
Kan bidrage til diagnosen ved mistænkt psoriasis, reaktiv artrit.
Tarmundersøgelse med vævsprøve
Er afgørende for diagnosen inflammatorisk tarmsygdom (Mb. Crohn og colitis ulcerosa).
Blodprøver
Vævstypeundersøgelse med henblik på HLA-B27 kan i nogle tilfælde bidrage til de diagnostiske overvejelser, især ved et ukarakteristisk symptom-billede. Betændelsesaktivitet kan ofte ses i bestemte blodprøver, herunder CRP (C-reaktivt protein).
Behandlingsplanen vil ofte være den samme for hele sygdomsgruppen, idet man behandler symptomerne med betændelsesdæmpende lægemidler og prioriterer behandlingsgraden efter hvilke symptomer, der dominerer på et givet tidspunkt.
Fx kan der i en bestemt fase af sygdommen være tale om ledhævelse (knæ/ankler) som det mest fremtrædende problem – i andre faser kan der være tale om dominerende seneproblemer eller lænde/sæde-smerter.
I forbindelse med medicinsk behandling af spondylartropatierne holder man sig til følgende strategi:
Målet er dæmpning, optimalt elimination af betændelsesaktivitet.
Dette kan ske ved trinvis behandling startende med et NSAID-præparat, som ofte giver væsentlig lindring af spondylartrit, sacroiliit og entesopati-gener.
Salazopyrin anvendes, når perifer artrit er fremtrædende.
Hvis der ikke herved er opnået tilstrækkelig effekt vurderet inden for 4-6 mdr., vil man overveje behandling med biologisk lægemiddel af typen TNF-hæmmer (Remicade, Enbrel, Humira).
Brugerbetingelser