Leddegigt

Når du første gang hører om leddegigt, tror du måske, at det er en sygdom, der kun rammer ældre. Du har måske også en forestilling om, at mennesker med leddegigt bliver stærkt handicappede og ude af stand til at klare sig selv. Det er ikke rigtigt.

Cirka 35.000 danskere har symptomer på leddegigt. Mange fortsætter med at være erhvervsaktive i en eller anden form. Færre og færre får invaliderende ledskader, fordi behandlingsmulighederne konstant forbedres og lægerne er blevet dygtigere til tidligere at stille diagnosen.

Sygdommen kan ramme alle og i alle aldre. De fleste får sygdommen mellem 40 og 60 års alderen, og tre ud af fire, der får sygdommen, er kvinder. Årligt ser lægerne omkring 1700 nye tilfælde, altså 0,4 promille af den voksne befolkning. Cirka 18.000 mennesker med leddegigt søger hvert år speciallæge.

Leddegigt i andre lande

Leddegigt ses i alle dele af verden. Cirka 1% af verdens voksne befolkning anslås at have sygdommen – med flest tilfælde blandt amerikanske Chippewa og Pimaindianere (5,3%) og færrest blandt indbyggerne på den kinesiske ø Kinmen (0,3%).

Ingen undersøgelser har indtil nu kunnet påvise en årsag til leddegigt. Spredningen blandt alle kulturer tyder da også på, at sygdommen ikke er livsstilsbetinget. Det er alligevel værd at bemærke, at befolkningsgrupper som f.eks. eskimoer og færinger lader til generelt at have et mildere sygdomsforløb – måske fordi de spiser langt mere fisk, hvalog sælkød end andre. Disse fødevarer har mange n3-fedtsyrer, der virker hæmmende på betændelsen ved leddegigt.

Den første systematiske beskrivelse af sygdommen er fra det 19. århundrede, hvor malerier og skeletfund viser, at sygdommen begyndte at optræde i Europa i middelalderen. Intet tyder på, at sygdommen skulle have været til stede i Europa tidligere end det 15. århundrede, mens der til gengæld er god dokumentation for, at amerikanske indianere fik leddegigt helt tilbage til oldtiden.

Man ved som nævnt ikke, hvorfor nogle mennesker får leddegigt.
Men når sygdommen opstår, sker der dét, at immunforsvaret aktiveres til at danne betændelse i leddene. Kroppen danner antistoffer for at bekæmpe fremmedlegemer, men i dette tilfælde retter de aktiverede celler sig mod kroppen selv og medfører ledskader.

Undersøgelser viser, at hvis én af dine forældre eller søskende har leddegigt, har du lidt højere risiko for at få sygdommen end hvis ingen i din familie har sygdommen. Er du enægget tvilling til en bror eller søster med leddegigt, er der måske en yderligere risiko for, at du selv udvikler leddegigt. Da leddegigt er en forholdsvis sjælden sygdom, er risikoen for, at du får leddegigt stadig meget lille.

Selv om årsagerne er ukendte, er der tegn på, at både arv og miljø spiller ind. Undersøgelser har antydet, at infektioner og hormoner kan spille en rolle – men det er formentlig i et samspil mellem flere forskellige faktorer.

Flere undersøgelser viser, at rygning kan øge risikoen for udviklingen og forværring af leddegigt.

Man ved også med stor sikkerhed, at forskellige miljøfaktorer har betydning for sygdommens forløb, f.eks. er rygning, manglende motion og underlødig kost utvivlsomt med til at gøre ondt værre.

Betændelsesreaktion i leddet
Når du har leddegigt – som på lægesprog kaldes reumatoid artrit – har du en betændelsesreaktion (inflammation) i leddene, som skyldes ændringer i immunsystemet. Du kan danne antistoffer, blandt andet den såkaldte gigt- eller reumafaktor. Det er muligt, at et udefra kommende stof, f.eks. et virus, kan medføre forandringerne i immunsystemet. Man har ikke fastslået årsagen til, at nogle mennesker udvikler leddegigt. Derfor kan man heller ikke med sikkerhed sige, hvordan eller om sygdommen kan forebygges.

Sådan er det normale led
Et led er opbygget af to eller flere knogler, som er dækket af brusk på de flader, hvor knoglerne kommer i kontakt med hinanden. Fra bruskranden på den ene knogle til bruskranden på den anden, er der udspændt en ledkapsel, der som en løs manchet går hele vejen rundt om leddet.
Kapslen har to lag: Det inderste, ledhinden (synovialmembranen), er ganske tynd og producerer den ledvæske, som bl.a. giver brusken næring. Det yderste lag består af fast bindevæv. Et normalt led vil typisk ikke være hævet eller have knuder.

Sådan er det angrebne led
Ved leddegigt er der fra de tidligste stadier en betændelse i leddene, der irriterer den indre ledhinde. Ledhinden invaderes af et betydeligt antal betændelsesceller fra blodbanen, og ledhinden reagerer ved at blive kraftigt fortykket. Desuden producerer ledhinden en rigelig mængde væske, som samler sig i ledhulen og kan få leddet til at hæve. Ledhinden kan også vokse ind over brusken og producere forskellige stoffer, som kan ødelægge leddets brusk og knoglevæv. Leddet vil typisk være hævet og gøre ondt.

Det er mest almindeligt, at leddegigt sætter sig i håndled, fingrenes grund- og mellemled samt tæerne. Men alle led kan blive ramt - også kæbeled og de øverste led i halshvirvelsøjlen. Angrebene i leddene optræder ofte symmetrisk - det vil sige samme led på højre og venstre side af kroppen - se nedenfor.

De mest almindelige gener ved leddegigt
De primære symptomer er ledsmerter og ledhævelser. Du vil også føle dig mere træt, evt. få feber og tabe vægt. De almindeligste gener er:

Morgenstivhed
Det er et karakteristisk symptom at føle morgenstivhed i kroppen. Det kan være svært at komme i gang og morgenstivhed kan vare flere timer.

Ledhævelse
De ramte led hæver på grund af betændelse i leddene, som får ledhinden til at hæve og producere for meget ledvæske. Ledhævelse kaldes også for ledsvulst eller kapselsvulst, men det har intet med kræftsvulster at gøre.

Ledsmerter kan have to årsager

• Når betændelsen i leddene blusser op, vil du ofte have smerter både i hvile og i aktivitet, morgenstivhed og ømhed i leddene. Huden over leddene kan måske føles lidt varmere end huden andre steder på kroppen
• Hvis brusken bliver ødelagt senere i sygdomsforløbet, vil ledfladerne blive ujævne, og det vil gøre ondt at bevæge leddene. Smerten behøver dog ikke at være tegn på, at sygdommen er blusset op, men fejlstillinger kan i sig selv give smerter

Indskrænkning i bevægelserne
Både ledhævelse, ledsmerter og mulig ødelæggelse af ledbrusk og sener indskrænker din bevægelighed i leddene.

Træthed, feber og vægttab
Mennesker med leddegigt er ofte trætte. At træthed hører med til leddegigt, overrasker mange, og det kan være et problem at få omgivelserne til at forstå netop dette symptom. Man kender ikke den nøjagtige årsag til trætheden. Muligvis hænger det sammen med kroppens konstante arbejde med at fremstille celler og betændelsesstoffer, hvoraf nogle i sig selv kan give træthedssymptomer. Det kan også forklare, at mennesker med leddegigt kan få feber og tabe sig i vægt. Hvis du får disse symptomer, bør du dog altid tale med lægen. Der kan være andre årsager til feber og vægttab.

Gigtknuder



Gigtknuder er millimeter eller centimeter store hævelser under huden. De skyldes lokale reaktioner i bindevævet og findes oftest ved albuer og fingerknoer, men ses også andre steder – f.eks. i organer som hjerte og lunger. Gigtknuder ses hos 20–35% med leddegigt, og oftest kommer de først sent i sygdomsforløbet. Knuderne er godartede og består af fortykket bindevæv.

Føleforstyrrelser
En følge af betændelse i leddet kan være tryk på nerverne, og det kan give smerter og føleforstyrrelser – oftest ved håndleddet, hvor tryk på nerven til tommel-, pege- og langfingeren kan nedsætte følelsen. Ved gigtforandringer i halshvirvlerne kan der komme tryk på nervetråde til både hænder og fødder, så følesansen ændres. Endelig kan en ændret fornemmelse i hænder og fødder også skyldes en nervebetændelse, som kan være en del af sygdommen.

Sjældnere symptomer
Sjældnere ses symptomer som lungehindebetændelse eller sårdannelse i huden på grund af betændelsen i leddene i de små blodkar.

Gigtaktivitet
Man siger, at leddegigten er aktiv, når betændelsen i leddene blusser op. Symptomerne er morgenstivhed samt hævede og ømme led. Ofte vil du være meget træt og måske have en let feber.
Aktiviteten i betændelsen medfører tit en lidt nedsat blodprocent og forhøjelse af blodsænkningen og såkaldte akutte faseproteiner som C-reaktivt protein (CRP) i blodet. Sygdommen kan dog være aktiv med ledhævelse og -ømhed, uden at det kan ses i blodprøverne. Du kan godt have nedsat bevægelighed og smerter, når leddene bruges, uden det betyder, at sygdommen er aktiv. Det er f.eks. tilfældet, hvis ledbrusk og knogle tidligere er blevet beskadiget. Enkelte mennesker oplever, at deres leddegigt så at sige brænder ud, og at de derefter kan leve et normalt liv.

Hvornår skal du søge læge?
Hvis du har smerter og hævelse af et eller flere led, skal du altid søge læge for at få vished om, hvorvidt symptomerne skyldes leddegigt eller anden sygdom.

Især i sygdommens tidlige fase kan det være vanskeligt at stille diagnosen. Det er derfor vigtigt at søge læge, hvis du har ledgener mere end en uges tid. Lægen kan ved behov henvise dig til en reumatolog – en specialist i gigtsygdomme – som kan vurdere dine led med henblik på at stille den korrekte diagnose. Da skader på leddene ofte indtræder meget tidligt i sygdomsforløbet, bør du hurtigt henvises til en praktiserende speciallæge eller en specialafdeling på et hospital, hvor de forskellige fagpersoner og undersøgelsesmuligheder er til stede.

Selv om du allerede har fået stillet diagnosen leddegigt, bør du søge læge, hvis du får nye symptomer, eller hvis de ledsymptomer, du allerede har, forværres. Måske skal behandlingen justeres.

Syv kendetegn/symptomer
Der er syv kendetegn, som er karakteristiske for leddegigt. Har du mindst fire af følgende symptomer, kan det betyde, at du har sygdommen. Hvis sygdommen er i sin allertidligste fase, er symptomerne måske ikke tydelige nok til, at du registrerer dem. Du skal derfor være opmærksom på, at du godt kan have sygdommen, selv om du kun har 1-3 af symptomerne. Læg mærke til, om du er ekstra træt eller om du har ledhævelser. Selv mindre hævelser kan have betydning. Læg fx mærke til, om dine fingerringe strammer.

1. Har du stivhed i kroppen mindst 1 time hver morgen – i mere end 6 uger?
2. Har du mindst 3 hævede led - i mere end 6 uger?
3. Er dine håndled og fingres grund- og mellemled hævede?
4. Har du symmetriske ledhævelser, f.eks. ét fingerled på begge hænder – i mere end 6 uger?
5. Har du gigtknuder i huden?
6. Har din læge fundet typiske røntgenforandringer i dine hænder eller forfødder?
7. Har din læge konstateret reumafaktor i dit blod?

Hvilke undersøgelser foretager lægen?
Hvis lægen har mistanke om leddegigt – eller ved kontrol af behandlingen af din allerede konstaterede leddegigt – vil du som regel blive henvist til specielle undersøgelser. Undersøgelserne består hovedsageligt af røntgenbilleder af de ramte led samt blod- og urinprøver. Det er en god idé at forberede dig til lægebesøget:

• Tag en ven eller et familiemedlem med til at hjælpe dig med at huske de forskellige oplysninger under samtalen med lægen
• Skriv ned, hvornår du opdagede de første hævelser, ledstivhed og andre symptomer
• Før dagbog over, hvordan symptomerne har udviklet sig, fx:
• Hvor gør det ondt?
• Skifter smerterne plads?
• Er der stivhed i leddene om morgenen? hvor længe?
• Er der træthed?
• Er der symptomer i andre dele af kroppen end leddene? 
• Søg oplysninger hos familiemedlemmer: er der andre i familien, som har en gigtsygdom?

Derfor tages der røntgenbilleder
Røntgenbilleder kan vise, om sygdommen har ødelagt noget af ledbrusken eller knoglerne. Lægen ser efter, om leddegigten har gjort brusken tyndere eller nedsat kalkindholdet i knogleenderne.

Det kan blodprøver vise
Speciallægen bruger bl.a. blodprøver til at lede efter forhøjet blodsænkning og C-reaktivt protein (CRP) samt lav blodprocent, som afspejler betændelsesaktivitet.
Ofte vil der kun være behov for undersøgelse af CPR, når lægen tager blodprøver og ser efter tegn på betændelse i leddene.
Normale prøver behøver dog ikke at udelukke sygdomsaktivitet.
Under behandlingen af leddegigt bruges blod- og urinprøver først og fremmest til at holde øje med eventuelle bivirkninger af behandlingen.

C-reaktivt protein
Hvis du har en betændelsestilstand, bliver din lever stimuleret til at fremstille mere af en lang række proteiner, som kaldes akutte faseproteiner, bl.a. C-reaktivt protein (CRP). Forhøjet CRP i blodet er et mere tydeligt tegn på en aktiv betændelsesreaktion end blodsænkning er.

Blodsænkning og blodprocent
Dit blod består af formede elementer og væske. Hvis det hældes i et reagensglas, vil de formede elementer synke til bunds. Hvis du har leddegigt, synker det hurtigere – man siger, at sænkningen er forhøjet.
Normalt er det sådan, at sænkningen ofte, men ikke altid, er høj, når sygdommen er aktiv, og lav, når sygdommen er i ro.
Ofte er blodprocenten lav, når der er aktivitet i betændelsen. Det behøver ikke at betyde, at du mangler vitaminer eller jern. Hvis du har en lav blodprocent, vil du dog ofte blive undersøgt for at udelukke jernmangel eller andre sygdomme.

Reumafaktor og anti-CCP
Cirka 80% af alle mennesker med leddegigt udvikler i sygdommens forløb et særligt antistof, æggehvidestof, i blodet. Det kaldes reumafaktor. Der er dog en del mennesker med leddegigt, som aldrig udvikler dette stof.
De mennesker med leddegigt, som har reumafaktor i blodet, har en lidt større risiko for at udvikle ledskader end de mennesker med leddegigt, som ikke har reumafaktoren i blodet.
I starten af sygdommen vil en mindre procentdel (cirka 20-40%) have reumafaktor i blodet, fordi den hos mange først udvikles senere i forløbet. Hos cirka 5% af raske mennesker findes reumafaktor i blodet, uden de har eller vil få leddegigt.
Reumafaktor findes også i blodet ved en række andre sygdomme, som intet har med leddegigt at gøre. Reumafaktorens tilstedeværelse kan i sig selv ikke bruges til at stille diagnosen leddegigt – den er kun et led i den samlede vurdering af symptomerne.
Ydermere siger reumafaktoren intet om sygdomsaktiviteten og kan altså ikke bruges til at “måle” den aktuelle betændelsesaktivitet. Derfor vil det oftest ikke være nødvendigt igen at måle reumafaktoren, hvis den én gang er fundet positiv.
Et andet antistof, anti-CCP (antistoffer mod cyklisk citrullinereteret peptider), er mere specifikt for leddegigt end reumafaktor. Det betyder, at antistoffet næsten kun forekommer ved leddegigt - men dog ikke hos alle leddegigtpatienter. 

Knogleskintigrafi
Det er en undersøgelse af dit skelet, som indebærer, at lægen indsprøjter et radioaktivt stof i dit blod, som så optages i dine knogler. Når du bagefter bliver skannet, kan lægen aflæse mængden af det radioaktive stof, der er optaget i dine knogler.
Knoglerne omkring syge led vil optage mere af det radioaktive stof end normale led, og det kan ses på skanningen. Undersøgelsen giver dog mindre detaljerede oplysninger om leddene end f.eks. ultralyds- og MR-skanning.

Ultralydsskanning
Med moderne ultralydsapparater kan lægen undersøge de fleste led, sener og muskler. Ultralydssignalerne bliver bearbejdet i en computer, som fremstiller et billede på en fjernsynsskærm.
Med ultralydsskanning kan man bl.a. se væskeansamlinger i led, seneskeder og slimsække, og undersøgelsen kan hjælpe lægen til nøjagtig at vide, hvor en eventuel indsprøjtning skal gives. Nogle ultralydsskannere har en såkaldt Dopplerfunktion, som kan vise blodgennemstrømning. Det giver lægen bedre mulighed for at bedømme, om et led eller en sene er betændt eller ej.
Ultralydsskannere bliver stadig bedre til at vise tidlige forandringer, og mange reumatologiske afdelinger har disse skannere i deres ambulatorier. Det samme gælder i tiltagende grad praktiserende speciallæger i reumatologi. Det er ikke praksis at tilbyde alle mennesker med leddegigt en ultralydsskanning. Din læge vil vurdere, om det er relevant for dig.

MR-skanning
MR står for magnetisk resonans. MR-skanning er ikke en røntgenundersøgelse, men en ufarlig undersøgelse, hvor lægen ved hjælp af et stærkt magnetfelt og en computer kan måle og bearbejde den energi, som kroppen udsender.
Ved denne undersøgelse får man meget detaljerede billeder af både knogler, brusk og bløddele, bl.a. sener og muskler. MR-skanning er mere følsom end en almindelig røntgenundersøgelse til at påvise tidlige forandringer ved ledsygdomme.

Hvis du får diagnosen leddegigt
Hvis undersøgelserne viser, at du har leddegigt, vil din speciallæge grundigt informere dig om sygdomstegnene og behandlingsmulighederne. Speciallægen vil råde dig til at starte en behandling med det samme – især er det vigtigt, at du får betændelsesdæmpende lægemidler. Du vil også høre om mulighederne for fysioterapi, ergoterapi og – hvis du har behov for det – socialrådgivning og krisehjælp, evt. hos en psykolog.
Du kan også have brug for hjælpemidler, f.eks. til dit køkken og badeværelse, og måske for en vurdering af din arbejdsevne i forhold til det job, du eventuelt allerede har. Det kan også være, at revalidering kan komme på tale.

Som du kan se, vil der være en del oplysninger, som du lige skal fordøje, inden du kan få overblik over den nye situation. Derfor vil lægen i mange tilfælde foreslå en ny konsultation inden for kort tid, når du har haft tid til at tænke over oplysningerne og eventuelt talt med familie og venner.
Mange hospitalsafdelinger har etableret ordninger med kontaktlæge og kontaktsygeplejerske, hvor du kan henvende dig til en bestemt læge og sygeplejerske for at få mere at vide om sygdommen og behandlingsmulighederne.

Du kan tale med Gigtforeningens rådgivning om at styrketræne dine muskler og om at genskabe, vedligeholde og øge bevægeligheden i dine led. Det er også vigtigt, at du lærer at aflaste og beskytte de sygdomsramte led og får den fornødne viden om, hvordan du undgår overvægt og undervægt, hvordan du får en lødig kost og så videre.

Leddegigt er som regel kronisk – det vil sige, at du har sygdommen resten af livet med vekslende gode og dårlige perioder. Man kan ikke forudsige forløbet hos det enkelte menneske. Nogle kan have et meget mildt forløb, men hos de fleste vil sygdommen gradvist forværres med årene. I dag ved man imidlertid så meget om leddegigt, at man i højere grad end tidligere kan hæmme ødelæggelsen af leddene. Medicinen er mere effektiv og ortopædkirurgerne er blevet dygtigere, bl.a. til at udskifteødelagte led.

Sammenhængende diagnoser

Sjögrens syndrom
Omkring hver tredje med leddegigt får Sjögrens syndrom, som kommer til udtryk ved tørhed i øjne og mund, fordi tåre- og spytkirtler ikke producerer nok væske. Sjögrens syndrom påvirker først og fremmest de kirtler, som udskiller sekret til kroppens mange slimhinder. Man kan sige, at Sjögrens syndrom er gigt i kirtlerne. Man ved ikke med sikkerhed, hvad der bringer sygdommen i udbrud eller hvorfor man tilsyneladende har sygdommen resten af livet.
Almindeligvis inddeler læger mennesker med Sjögrens syndrom i to undergrupper – den primære Sjögrens syndrom – som er øjen- og mundtørhed uden anden gigt eller bindevævssygdom. Og den sekundære Sjögrens syndrom – som ses sammen med en gigt- eller bindevævssygdom som f.eks. leddegigt eller systemisk lupus. Undersøgelser har vist, at ca. hver tredje patient med leddegigt eller systemisk lupus har sekundært Sjögrens syndrom – ofte uden at vide det selv.
På grund af den lavere spytproduktion får mange mennesker med Sjögrens syndrom mange huller i tænderne og derfor store tandlægeudgifter. Vær opmærksom på muligheden for særligt tilskud til personer med Sjögrens syndrom.

Leddegigt hos børn
Hvert år får cirka 100 danske børn under 16 år børneleddegigt – på lægesprog kaldet juvenil idiopatisk arthritis (JIA). Børnegigt er en slags betændelsestilstand i et eller flere led, og symptomerne er smerter, hævelse, varme og nedsat bevægelighed. Sygdommen hos børn er forskellig fra sygdommen hos voksne.

Fysioterapi
Fysioterapi omfatter træning og behandling med henblik på at forbedre bevægelighed og styrke (funktionsevne) samt at lindre smerterne og aflaste leddene.

Man kan få adgang til fysioterapi på hospitalsafdelinger eller hos praktiserende fysioterapeuter. Hvis man har leddegigt, kan man endvidere blive henvist til vederlagsfri fysioterapi af sin læge.

Fysioterapi bygger meget på tradition og erfaring, mens effekten kun i nogen grad er dokumenteret. Der er evidens for, at fysioterapi har effekt på bevægeapparatets funktion (primært i benene). Derudover er der - i mindre grad - evidens for, at fysioterapi hjælper på ledsmerter.

Varmtvandsundervisning
Mennesker med gigt kan have stor glæde af undervisning i varmtvandsbassin.

Ergoterapi
Ergoterapi tager udgangspunkt i gigtpatientens problemer med at klare de almindelige aktiviteter i dagligdagen. Ergoterapien sigter mod at forebygge fejlstillinger af leddene samt at lindre smerter og forbedre funktionsevnen. Det gør man ved at lære patienten, hvordan man aflaster sine led. Derudover underviser ergoterapeuten i brug af hjælpemidler og bandager.

Ergoterapi bygger meget på tradition og erfaring, mens effekten kun i nogen grad er dokumenteret. Der er evidens for, at ergoterapi har en effekt på funktionsnedsættelser i bevægeapparatet (primært i hænderne). Der er ligeledes evidens for en effekt på smerter i hænderne.

ADL-træning
En vigtig del af ergoterapeutens arbejde består i at gennemgå, hvordan patienten bedst udfører de mange gøremål i dagligdagen. Det kan f. eks. dreje sig om personlig hygiejne, påklædning, madlavning og spisning. Derudover gennemgår ergoterapeuten, hvordan man bedst indretter sig på sin arbejdsplads. Alle disse områder kalder man for "ADL-træning" (Almindelig Daglig Livsførelse).

Ledbeskyttelse
Gode råd til, hvordan man skåner og aflaster leddene.

Funktionstræning
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt for ergoterapeuten at træne enkelte funktioner, før patienten kan gennemføre ADL-træningen. Det kan f. eks. dreje sig om bevægelighed i leddene, styrke i musklerne og koordination. Derfor kombinerer man en gang imellem ADL-træning og funktionstræning. Derudover kan øvelsesterapi blive nødvendigt.

Kirurgi
En del mennesker med svær leddegigt kan have gavn af et eller flere kirurgiske indgreb afhængigt af hvordan deres gigt har udviklet sig. Der er to væsentlige grunde til at lade sig operere. Det er dels at mindske smerterne, dels at bevare og/eller forbedre funktionsevnen. Kirurgiske indgreb kan også rette op på eventuelle fejlstillinger. Generelt er indgrebene mest effektive, hvis de foretages, inden du mister en funktion og inden du får en eventuel fejlstilling.

Du kan blive opereret i knogler, led, ledhinde, ledbånd og sener, men også i slimsække, gigtknuder, kar og nerver. De hyppigste operationstyper er følgende:

Synovektomi
Her bliver den inderste ledhinde (Synovialis) - og den gigtbetændelse, der giver smerterne – operativt fjernet. Din ledhinde vil gendanne sig, men ofte blive mindre medtaget end før.

Resektion
Her får du fjernet en del af en knogle – det kan f.eks. være i forfoden, som ofte synker og gør gangen smertefuld for mennesker med leddegigt. Du kan også få fjernet gigtknuder f.eks. på albuer og hænder.

I forbindelse med operation i forfoden kan det være en god ide at bruge et indlæg eller ortopædisk fodtøj. Ortopædkirurgen kan hjælpe med en henvisning til specialfodtøj.

Ledresektion
Her er der tale om totalt at fjerne et led, det vil sige leddets bruskbeklædte knogleende. Det sker eventuelt ved, at man fører et stykke sene ind mellem de fritliggende knogler og ellers lader det omgivende væv støtte og styre leddets bevægelse. Ledresektion bliver ofte foretages i små led, f.eks. fingerled.

Artrodese
Hvis et af de mindre led i kroppen er ødelagt af leddegigt - typisk hånd- eller ankelled -  og giver smerter eller er ustabilt, har du mulighed for en stivgørende operation. Målet med denne operation er primært at reducere dine smerter, men også at bevare så meget som muligt af din funktion i leddet. I ankelleddet er stabilitet vigtigere end mobilitet, og behandlingen er i sidste instans en stivgørende operation, hvor man fjerner leddets bruskbeklædte knogleender totalt og bringer knoglerne i kontakt med hinanden. De vokser så sammen igen som efter et brud. Efter indgrebet skal leddet efter hensigten vokse sammen i en stilling, der kan sikre dig, at du f.eks. selv kan skrive og spise, men også klare dig selv ved toiletbesøg.

Alloplastik
Betyder indsættelse af en ledprotese. Det kan både være en total eller en delprotese. Hvis et af dine led er ødelagt og giver dig mange smerter, kan det være en god hjælp at få et kunstigt led. Man har i dag stor erfaring i at indsætte kunstige led i skulder, hofte, knæ, og ankel, og det kan forbedre livskvaliteten betydeligt for mennesker med leddegigt. Ved op­era­tionen forsvinder smerterne i leddene normalt, men din bevægelsesfunktion kan fortsat være nedsat.

Håndkirurgi
Er i dag et veludviklet og selvstændigt speciale. Kirurgiske indgreb i hænderne foretages både for at forbedre og bevare din funktionsevne, men det kan også handle om kosmetiske ændringer.

Der er som regel ingen komplikationer forbundet med de kirurgiske indgreb, men som ved alle operationer kan der opstå behandlingskrævende infektioner. Bortset fra stivgøringsoperationer og enkelte specialoperationer, er det vigtigt, at du hurtigt kommer i gang med at genoptræne det opererede led. På den måde kan du forebygge, at din ledkapsel skrumper og at leddet bliver mindre bevægelig.

Hvor foregår operationerne?
De fleste operationer foregår på lokale sygehusafdelinger, mens specielle håndkirurgiske indgreb, skulder/albue/ankelled, rettelse af fejlstillinger, udskiftning af led og indgreb i nakken bør udføres på landsdelsafdelinger.

Den videnskabelige dokumentation for effekten af operationer er baseret på kontrolundersøgelser af leddegigt-opererede mennesker og der er en omfattende erfaring på området.

Psykologi og gigt
At få en kronisk sygdom kan naturligt nok medføre psykiske kriser. Også et vedvarende smerteproblem indebærer et personligt tab, som man forståeligt nok reagerer på med følelser af vrede, angst og sorg.

Det er derfor også helt naturligt, at man giver udtryk for disse følelser - i en periode. Men det hjælper ikke at blive ved med at beklage sig. Det vil kun forværre problemet.

Det gælder om at komme videre med livet på trods af handicappet.

Realistiske forventninger
Den kroniske sygdom betyder indskrænkninger i patientens muligheder. Derfor bør man  forsøge at indrette forventningerne til fremtiden realistisk - i stedet for hele tiden at sammenligne med situationen før sygdommen.

Målet må være at prøve at opnå den bedst mulige livskvalitet under de givne omstændigheder.

Smerter er ubehagelige oplevelser, der er subjektive - det vil sige, de ikke kan måles direkte, fordi de opleves forskelligt fra menneske til menneske.

En række psykologiske forhold har vist sig at have stor indflydelse på smerteoplevelsen. Hvis man samtidig med smerten er trykket af problemer eller sorger, vil det som regel øge smerterne.

Den onde cirkel
Mennesker med kroniske smerter kommer ofte ind i en ond cirkel, der virker forstærkende på deres smerter. Smerter trætter, og træthed betyder, at en smerte føles stærkere. Man kan blive ængstelig eller nedtrykt af konstante smerter. Både angst og depression forøger smerteoplevelsen. Smerter fører tit sociale og økonomiske problemer med sig. Disse formørker tilværelsen og gør smerterne mindre udholdelige.

Mange reagerer på smerter med nedsat aktivitet og isolerer sig fra andre. Det betyder, at smerterne får lov at fylde for meget i tilværelsen. I kølvandet på de fleste smerter følger stress og muskelspændinger. Det giver ømme muskler og yderligere smerter og træthed. For at kunne vende denne onde cirkel er det først vigtigt at få øje på den og derefter at gå frem efter "de små skridts metode" - altså ændre lidt af gangen.

Hvad kan jeg selv gøre?
Det er vigtigt, at du som kronisk smertepatient stiller dig selv spørgsmålet: "Hvad kan jeg selv gøre for at begrænse smerterne?"

Se kriserne i øjnene
Du må se psykiske kriser med angst og depression i øjnene og forsøge at tackle dem -  eventuelt med professionel hjælp. Det er vigtigt at kunne tale med andre, ikke blot om sin sygdom, men også om de følelser, den sætter i gang. Det er desuden en fordel, hvis du kan dele dine oplevelser med andre i samme situation.

Undgå passiviteten
Det er væsentligt, at du bekæmper trangen til at være passiv og til at trække dig tilbage fra dagliglivet. Det gælder om at være travlt beskæftiget med andre ting, så smerter og sygdomstanker ikke får lov at fylde for meget i dit liv.

Det er en god idé at prøve at gøre hverdagen så harmonisk som muligt - og gerne med helt små positive oplevelser at se frem til.

Det kan være nødvendigt med hyppige skift mellem forskellige slags aktiviteter, så de smerter, der stammer fra en særlig belastning, begrænses mest muligt.

Muskelspændinger, der kommer af smerter, kan bekæmpes ved at lære afspændingsøvelser og bruge dem regelmæssigt. Der findes forskellige former for såkaldt dyb afspænding, og når du har fundet den, der passer dig bedst, vil den være et redskab, som du kan bruge som selvhjælp til lindring. En fysioterapeut kan hjælpe med at tilrettelægge et skræddersyet afspændingsprogram for dig.

Der er også mulighed for at få tilskud fra sygesikringen til psykologhjælp, hvis du bliver henvist af lægen. Det vil være muligt i situationer, hvis du har fået at vide, at du har leddegigt, eller når der sker en alvorlig forværring af sygdommen.

Hurtig behandling er vigtig
Der er stor forskel på, hvor godt den enkelte medicin virker. Desværre må mange stoppe en behandling på grund af manglende virkning eller på grund af bivirkninger.

Ingen ved på forhånd hvilken medicin, der er bedst for dig.
Det er en opgave for specialister at vælge din medicin og din dosis samt at kontrollere din behandling. For at opdage mulige bivirkninger og undgå alvorligere komplikationer, er det vigtigt, at du går til regelmæssig kontrol hos lægen og får taget de nødvendige laboratorieprøver.

For få år siden var det af hensyn til bivirkningerne normalt at begynde med mild medicin i lave doser. Der kunne gå flere år, før man fandt frem til en medicintype, der virkede på det enkelte menneske – og i mellemtiden fik mange varige ledskader. Det forsøger man i dag at undgå ved i stedet at gribe medicineringen aggressivt an fra start.
Det betyder, at du måske skal igennem en frustrerende tid med flere medicinskift på grund af bivirkninger - indtil den rette medicin til dig er fundet. Men det kan naturligvis også være, at ét af de første præparater, du prøver, virker efter hensigten.

Hvis du er betænkelig ved at anvende medicin på grund af risikoen for bivirkninger, skal du være klar over, at en ubehandlet leddegigt medfører mange forandringer, som både kan være alvorligere og farligere end den medicinske behandling i sig selv.
Undersøgelser af røntgenbilleder har vist, at 10% med ubehandlet leddegigt får påviselige ledskader allerede indenfor de første 3 måneder. De 10% stiger til 40% indenfor det første år, og til mellem 60 og 90% indenfor de første par år. Disse tal viser, at det er en meget dårlig idé at afvise medicin, som kan dæmpe sygdommen.
Til gengæld kan en koncentreret, traditionel medicinsk behandling indenfor de første tre måneder hæmme sygdommen mærkbart hos de fleste. Du kan undgå ødelagte led og på den måde beholde bevægeligheden i fingre, fødder knæ, hofter og kæbe. En tidlig opbremsning af sygdommen vil formentlig også betyde, at du kommer lettere igennem perioder med usikkerhed, angst og tristhed, ligesom det kan udskyde den eventuelle nødvendighed af skånejobs eller førtidspension.

Hvordan går lægen frem?
Når diagnosen leddegigt er stillet, vil du øjeblikkelig komme i behandling med betændelsesdæmpende lægemidler. Det nedsætter risikoen for, at du får ledskader, og derfor skal behandlingen startes så tidligt som muligt efter diagnosticeringen. Behandlingen bør altså begyndes, uanset hvor mild eller svær din sygdom er ved diagnosen, fordi det på dette tidlige stadie ikke er muligt præcist at forudse, hvordan sygdommen forløber hos dig.

Lægens 1. valg: Langsomt virkende betændelsesdæmpende lægemidler

Methotrexat
Methotrexat bliver også brugt til behandling af kræft, men her er der tale om langt større doser end ved leddegigt. Du behøver derfor ikke frygte de samme bivirkninger, fordi de lave doser ved behandling af leddegigt giver ikke flere bivirkninger end ved anden gigtmedicin.

Bivirkninger
Methotrexat kan nedsætte antallet af hvide blodlegemer og blodplader i dit blod, og det er derfor nødvendigt med regelmæssig blodprøvekontrol. Hvis antallet af hvide blodlegemer bliver betydeligt nedsat, er der større risiko for at få infektioner og feber. Er antallet af blodplader nedsat, kan du f.eks. få blå mærker i huden eller næseblod. Stofferne kan desuden give kvalme, feber, udslæt og belaste leveren.
En anden bivirkning er kvalme og mund¬betændelse. I sjældne tilfælde lunge¬irritation, som viser sig ved tør hoste og åndenød. Får du disse symptomer, skal du stoppe behandlingen og kontakte din læge. Enkelte kan få flere gigtknuder. Medicinen kan give fosterskader, og derfor er det vigtigt både for mænd og kvinder at stoppe behandlingen mindst tre måneder før en planlagt graviditet. Tal eventuelt med lægen om nedfrysning af sæd.

Methotrexat og alkohol
Et af de hyppigst stillede spørgsmål ved behandling med Methotrexat er, hvor meget alkohol man må drikke under behandlingen. Det er der desværre ikke et præcist svar på – men du bør som udgangspunkt holde et vågent øje med dit alkoholforbrug.
Man har fra andre patientgrupper i methotrexat-behandling set leverpåvirkning, derfor har man hidtil anbefalet helt at holde sig fra alkohol. I dag er restriktionerne blødt en anelse op – ikke mindst fordi tilskud af B-vitaminet folinsyre, som mindsker risikoen for leverpåvirkning - nu er standard under methotrexat-behandling. Nogle læger mener altså, at det er i orden med 3-7 genstande pr uge, mens andre stadig holder fast i helt at undgå alkohol. Derfor rådes du til generelt at begrænse dit indtag af alkohol. Undgå den daglige genstand - f.eks. et glas vin til maden og undgå at indtage større mængder alkohol - som ved julefrokoster. Undlad også at eksperimentere med at forskyde dit methotrexat-indtag – f.eks. på grund af en festlig lejlighed.

Salazopyrin - også kaldet sulfasalazin
Sulfasalazin gives som tabletter, der indtages hele i forbindelse med måltid. Tabletterne gives som enterotabletter, dvs. med en overflade, som forlænger opløsningen af tabletten i mavesækken. Det kan være nødvendigt at ændre dosis, enten fordi virkning ikke er opnået eller på grund af bivirkninger.

Bivirkninger
Salazopyrin giver kvalme og eventuelt diarré hos cirka hver femte. Er du overfølsom over for sulfapræparater, kan du få udslæt, feber og hovedpine - og i sjældne tilfælde kan antallet af hvide blodlegemer blive nedsat. Mange får en kraftig, men uskadelig gulfarvning af urinen. Mænd kan forbigående få nedsat deres frugtbarhed.
Regelmæssig kontrol er nødvendig for at imødegå eventuelle bivirkninger. Ved blodprøver kontrolleres funktionen af lever og knoglemarv.

Sulfasalazin kan anvendes under graviditet og i amningsperioden betinget af aftale.

Sulfasalazin og alkohol
Ingen forholdsregler.

Hurigt virkende betændelsesdæmpende lægemiddel: Binyrebarkhormon
Samtidig med det langsomt virkende lægemiddel, skal du som nævnt også have et hurtigt virkende til at dæmpe betændelsen hurtigst muligt.

Binyrebarkhormoner har været brugt i mere end 50 år og svarer til et naturligt hormon, som kroppen selv producerer. Et af de kraftigst virkende betændelseshæmmende midler med binyrebarkhormon er Prednisolon. Det virker i løbet af 1-2 døgn, og det føles ofte som en stor lettelse at smerterne aftager, ledhævelse falder og stivheden i leddene mindskes. Prednisolon bliver i nogle tilfælde givet som tabletter, men kan også gives som indsprøjtning i angrebne led eller i en muskel.

I den tidlige fase af leddegigt vil du ofte kortvarigt få binyrebarkhormon. Når stoffet bliver indsprøjtet direkte i et af dine led, bliver leddet behandlet målrettet - med en begrænset virkning på resten af din krop. Når du får stoffet som indsprøjtninger direkte i de angrebne led, er det for at opnå en hurtig, effektiv hæmning af gigtbetændelsen, mens du venter på virkningen af et langsomt virkende lægemiddel (f.eks. Methotrexat). Hvis lægen ønsker en særlig hurtig eller kraftig virkning, kan det også gives i en blodåre. Det bliver især brugt, hvis du får tegn på gigtbetændelse i et indre organ eller i blodkarrene.

Vær varsom med binyrebarkhormon
Din egen naturlige hormonbalance bliver forstyrret og nedsat, når du får tilført stoffet udefra ved behandling med binyrebarkhormon. Dit eget beredskab – immunforsvaret – kan så ikke træde i kraft, hvis du bliver udsat for en mere alvorlig sygdom eller skal opereres. Hvis det sker, vil din Prednisolon-dosis sandsynligvis blive sat op. Hvis du går til en fremmed læge/hospital skal du derfor altid gøre opmærksom på, at du er – eller har været – i behandling med binyrebarkhormon. Din hormonbalance kan være forstyrret i flere måneder efter behandlingens ophør, og det kan derfor være farligt efter længere tids behandling brat at stoppe en Prednisolon-behandling. Dosis skal altid gradvist trappes ned. Ved langtidsbehandling – mere end 3-6 måneder - udleverer mange læger et kort med angivelse af, at du er i behandling med binyrebarkhormon –  i tilfælde af at du bliver udsat for et ulykkestilfælde og ikke selv kan oplyse det.

Bivirkninger
Længerevarende behandling – det vil sige i mere end tre måneder - med binyrebark kan give en del bivirkninger. Derfor forsøger lægerne at begrænse brugen af det. Bivirkninger kan f.eks. være, at du tager på i vægt eller får et rundere ansigt, som dog fortager sig igen efter endt behandling. Ved længere tids behandling bliver din hud varigt tyndere og mere skrøbelig, og du  kan få blå mærker fra småblødninger i underhuden. Mange bliver opstemte, mens enkelte bliver deprimerede, og ved større doser kan det gå ud over nattesøvnen. Har du sukkersyge, kan dit behov for insulin blive større, og enkelte kan få forbigående tegn på sukkersyge under behandlingen.

Lægens 2. valg: Andre langsomt virkende betændelsesdæmpende lægemidler

Guld, Atamir, Klorokin, Azatioprin, Leflunomid og Ciclosporin
Viser det sig, at du ikke kan tåle Methotrexat og Salazopyrin, findes der en række andre langsomt virkende betændelsesdæmpende lægemidler, f.eks. Leflunomid, Guld, Atamir, Klorokin, Azatioprin og Ciclosporin. Disse lægemidler bruges mindre i dag, fordi behandlingen med Methotrexat har en bedre effekt og færre bivirkninger generelt. Leflunomid (Arava) har dog virkning og bivirkningsrisiko på niveau med methotrexat. Disse langsomt virkende betændelsesdæmpende lægemidler kan komme på tale, hvis du ikke tåler Methotrexat og Salazopyrin. De kan også bruges i kombination med Methotrexat og Salazopyrin, hvis en specialist vurderer det som en mulighed for dig.

Bivirkninger
Leflunomid (Arava) svækker de naturlige funktioner i kroppens immunforsvar. Bivirkningerne kan være let forhøjelse af blodtrykket, irritation i munden, kvalme, diarré, mavesmerter, påvirkede leverenzymer, hovedpine, svimmelhed, føleforstyrrelser og nedsættelse af antal hvide blodlegemer og blodplader i blodet. Du bør ikke drikke alkohol under behandling med Arava.

Ciclosporin A (Sandimmun) nedsætter også kroppens immunforsvar. Bivirkningerne kan være øget hårvækst, forhøjet blodtryk og nedsat nyrefunktion.

Anti-malariamidler (Ercoquin, Klorokinfosfat, Malarex, Plaquenil) har meget få bivirkninger, men virker også lidt svagere end de andre typer gigtmedicin.

Guldsalte (Myocrisin) og penicillamin (Atamir) kan give hududslæt - og i sjældnere tilfælde nedsætte antallet af hvide blodlegemer og blodplader i blodet samt give nyrepåvirkning. Derfor er det nødvendigt at kontrollere dit blod og urin regelmæssigt under behandlingen. Penicillamin kan forbigående nedsætte smagssansen.

Bortset fra Salazopyrin, bør du ikke tage nogle af disse typer medicin, hvis du er gravid.

Lægens 3. valg: Biologiske lægemidler

TNFalfa hæmmere (Humira, Enbrel, Remicade, Simponi, Cimzia), B-celle hæmmer (Mabthera) T-celle hæmmer (Orencia) og IL-6 hæmmer (RoActemra)
Hvis førnævnte behandling ikke virker godt nok, vil din læge sandsynligvis foreslå et biologisk lægemiddel. De biologiske lægemidler er rettet mod de stoffer i leddet, som fremkalder sygdommen, herunder TNF-alpha (Tumor Nekrotiserende faktor Alfa), IL-6 (interleukin-6), B-celler og T-celler. Denne type behandling gives kun på reumatologiske afdelinger på hospitalerne.

Hovedreglen for at komme i betragtning til behandling med et biologisk gigtmiddel er, at du skal have været behandlet forgæves med de stærke traditionelle gigtmidler, f.eks. Methotrexat. De biologiske lægemidler vil fortrinsvis blive givet sammen med methotrexat.

Biologiske stoffer
Hvis du har gennemgået førnævnte behandling uden god effekt, er du enten ét af de mennesker med leddegigt, som ikke reagerer på traditionel medicinsk behandling - eller som har for store bivirkninger af denne type medicin. I begge tilfælde bør du tilbydes biologiske stoffer.

Før en behandling med biologiske lægemidler kan sættes i gang, skal du gennemgå rutinemæssige undersøgelser for skjulte infektioner. Det drejer sig om kronisk leverbetændelse og skjult (latent) tuberkulose.

Lægevidenskaben håber, at biologiske stoffer med tiden kan erstatte binyrebarkpræparater, der har relativt mange bivirkninger i langtidsbehandling. Udsigten til en mere effektiv behandling af leddegigt bliver bedre og bedre, efterhånden som flere biologiske lægemidler bliver godkendt og taget i brug.

Foreløbige undersøgelser taler for, at også patienter med meget svær sygdomsaktivitet i den tidlige sygdomsfase kan tilbydes biologiske lægemidler – for at undgå flest mulige ledødelæggelser og funktionstab. Dit behov for behandling med biologiske lægemidler vil derfor blive vurderet allerede inden for sygdommens første år.

Der findes følgende biologiske lægemidler:

Antistoffer mod betændelsesstoffet TNF-alfa:

• Remicade (gives i drop som Infusion)
• Humira (gives som injektioner under huden)
• Simponi (gives som injektioner under huden)
• Cimzia (gives som injektioner under huden)

Kontaktstof (receptor), som hæmmer betændelsesstoffet TNF-alfa:

• Enbrel (gives som injektioner under huden)

Antistof mod B-lymfocytter (anti-CD20)

• Mabthera (gives i drop som infusion)

Antistof mod T-lymfocytter

• Orencia (gives i drop som infusion)

Antistof mod IL-6 kontaktmolekyle

• RoActemra (gives i drop som infusion)

Valg af præparat træffes på baggrund af lægens kendskab til den enkelte patient. Effekten af de biologiske lægemidler er bedst dokumenteret hos patienter med længerevarende og svær leddegigt. En TNF-hæmmer er førstevalget og her vil ved brug af første TNF-hæmmer kunne forventes at ca. 1/3 har særdeles god effekt, 1/3 moderat til god effekt og 1/3 lidt eller ingen effekt. Ved utilstrækkelig effekt af førstevalgspræparatet kan et nyt anvendes, hvorved de flere vil kunne opnå effekt. Nyere undersøgelser tyder på, at Humira og Enbrel har bedre effekt og færre bivirkninger end Remicade i gægns dosering. Gruppen af leddegigt patienter, som vil kunne have gavn af biologiske lægemidler, vil formentlig stige, efterhånden som erfaringen med stofferne øges.

Bivirkninger
Behandlingerne kan betyde, at du lettere får infektioner. Der kan - specielt ved behandling med præparatet Remicade - opstå overfølsomhedsreaktioner med f.eks. feber og udslæt, mens der ved Humira og Enbrel kan opstå irritation i det område af huden, hvor injektionen blev givet.
Behandlingen kan ophæve inflammation og forebygge ledskader, men virker kun så længe du tager de biologiske lægemidler.

De nye biologiske lægemidler har kun været anvendt i relativt få år, derfor kender man endnu ikke langtidsvirkningerne. Hvis du tager lægemidlerne i adskillige år, kan du måske få andre sygdomme, fordi stoffernes påvirker kroppens immunforsvar. Det betyder, at du under behandlingen vil blive overvåget for virkninger og mulige bivirkninger. I Danmark kan du derfor kun blive behandlet ambulant med disse midler på reumatologiske hospitalsafdelinger.

En nylig undersøgelse tyder på, at der er en let øget risiko for kræftsygdom (alle typer) under behandling med TNF-hæmmere. Undersøgelsen er detaljeret gennemgået af Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF), Lægemiddelstyrelsen:
I henhold til gældende retningslinier modtager patienter med kræftsygdom ikke behandling med TNF-hæmmere. Overvågning af kræftrisikoen under TNF-hæmmer behandling foretages af den behandlende afdeling og landsdækkende i databasen DANBIO. Andre undersøgelser har dog ikke afsløret end øget kræftrisiko, og yderligere løbende overvågning af risikoen er påkrævet.

Hvordan virker biologisk medicin?
Den normale betændelsesmekanisme
Inflammationen i leddegigt opstår, når immunforsvaret angriber kroppens egne celler. Det sker ved, at et betændelsesstof binder sig til en modtager på en celles overflade og på den måde aktiverer cellen til at skabe betændelse. Biologiske lægemidler kan neutralisere betændelsesmekanismen ved af binde sig til betændelsesstoffet eller stoffer på cellen, så cellen ikke kan aktiveres til betændelse.

Smertestillende medicin: Paracetamol, Kodein, Tramadol og NSAID
Mange mennesker med gigt har brug for smertestillende medicin sideløbende med behandlingen med betændelsesdæmpende lægemidler. Du kan ikke nøjes med smertestillende medicin, fordi den ingen virkning har på selve gigtbetændelsen og derfor ikke hindrer ledskader. Den smertestillende virkning sker derimod i løbet af få dage.

Planen for din behandling bør tilrettelægges, så du starter med de svageste smertestillende midler og derefter – hvis du har behov for det – går over til midler med en stærkere virkning. Du bør kun anvende ét stof fra hver smertestillende medicingruppe på samme tid.

Paracetamol, Tramadol
Simple smertestillende midler virker hurtigt og irriterer ikke mavesækken. Indholdsstoffet Paracetamol fås i håndkøb, men er billigere på recept. Det har ingen bivirkninger, hvis du nøjes med 4 g i døgnet. Kodein og Tramadol kan virke sløvende. Det er vigtigt at være op¬mærk¬som på, hvis du skal køre bil eller betjene maskiner. Du skal også være forsigtig med samtidig at tage sovemidler, beroligende midler eller drikke alkohol. Stofferne kan bl.a. give kvalme, og Kodein kan give forstoppelse.

Du kan på apoteket få oplyst, hvilke præparater der indeholder Paracetamol, Kodein og Tramadol.

NSAID
Betændelsesdæmpende stoffer (NSAID) NSAID er en forkortelse af non-steroide anti-inflammatoriske midler - det vil sige, at de ikke indeholder binyrebarkhormon, men har alligevel en vis dæmpende virkning på gigtbetændelse. Virkningen indtræder ret hurtigt – inden for få dage – og den viser sig ved mindre morgenstivhed, færre smerter og nedsat feber. NSAID har imidlertid ingen indflydelse på sygdommens forløb og må betragtes som ren symptombehandling.

Når du skal have et NSAID-præparat af din læge, bør du fortælle, om du samtidig tager Acetylsalicyre som blodfortyndende behandling. Du bør ikke tage NSAID-præparater, hvis du er gravid eller ammer. Tal først med din læge.

Du kan på apoteket få oplyst, hvilke præparater der indeholder Acetylsalicyre.

Bivirkninger ved NSAID
Oftest ses bivirkninger i mave-tarmkanalen i form af kvalme, opkastning og mavesmerter. Midlet kan fremkalde eller forværre mavesår samt give maveblødning. Risikoen herfor kan reduceres ved samtidig behandling med en syrepumpehæmmer (PPI), f.eks. tbl omeprazol. Overfølsomhed over for midlet viser sig fx ved nældefeber, snue og astma, men kan i sjældne tilfælde udløse en alvorlig tilstand med hurtigt blodtryksfald, åndedrætsbesvær og evt. kramper (anafylaktisk chok).

I meget sjældne tilfælde ses en påvirkning af knoglemarven med øget tendens til infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer, træthed og svimmelhed pga. mangel på røde blodlegemer og øget tendens til blødninger pga. mangel på blodplader.
Især hos ældre patienter med dårligt hjerte eller forhøjet blodtryk kan der ses nedsættelse af nyrefunktionen og væskeophobning i kroppen. I de fleste tilfælde forsvinder disse symptomer ved ophør med behandlingen.
Meget sjældent forekommer søvnforstyrrelser, depression, ændring i hudens følesans, mundbetændelse, lysoverfølsomhed, alvorlige hudreaktioner, svedudbrud, synsforstyrrelser, ledsmerter, allergisk reaktion i lungerne samt påvirkning af bugspytkirtlen (bugspytkirtelbetændelse) og påvirkning af leverens funktion. Misfarvning af urinen kan forekomme.

Specielt gøres opmærksom på: Diclofenac (Voltaren, Diclon), der øger risikoen for blodprop i hjertet. Et nyligt publiceret studiet af godt 1 million danskere viser, at NSAID-præparatet Diclofenac (handelsnavn Diclon, Voltaren) indebærer øget risiko for blodprop i hjertet (hazard ratio 1,63 (1,0 og mindre betyder ingen eller nedsat risiko, værdier over 1,0 øget risiko)). Denne øgede risiko er dosisafhængig og således tydeligst i høj dosering.

I modsætning hertil har NSAID præparaterne ibuprofen (ipren, brufen) og naproxen (naprosyn) ikke denne øgede bivirkningsrisiko (hazard ratio henh 1,01 og 0,97) i normal dosering. De selektive COX-2 hæmmere har som allerede kendt en øget risiko: vioxx (rofecoxib): 2,13 og celebra (celecoxib): 2,01.

Dette betyder, at man generelt bør fraråde anvendelse af diclofenac i høje doser og ved behov for NSAID generelt foretrække ibuprofen eller naprosyn og da i så lav dosis som muligt.

Gigtforeningen anbefaler, at man kontakter sin behandlende læge med henblik på forholdsregler.

Læs mere om de enkelte lægemidler på Medicinhåndbogen.dk

Der findes desværre ikke en kostplan, der kan fjerne dine symptomer helt. Det ser dog ud til, at nogle symptomer kan mildnes, hvis du spiser rigeligt med fed fisk. Nogle har også gavn af vegetarkost eller kortvarig faste. Som hovedregel bør du ligesom andre spise en almindelig, sund og varieret kost, eventuelt suppleret med en almindelig mineral- og vitaminpille.

De såkaldte n-3 fedtsyrer kan dæmpe betændelsen i leddene og lader derfor til at være gavnlige ved leddegigt. N-3 fedtsyrer findes naturligt i fede fisk og i levertran. Der findes også n-3 fedtsyrer i visse planter, f.eks. hørfrø, valnødder og raps.

Gråstener-diæten
til mennesker med leddegigt På Kong Christian den X’s Gigthospital i Gråsten anbefales mennesker med leddegigt at spise fed fisk og masser af frugt og grønt. Du skal have omkring 800 gram fed fisk om ugen. Det får du, hvis du spiser mindst et halvt stykke rugbrød med fisk til frokost hver dag samt fisk til middag 2-3 gange om ugen. Alle slags fede fisk er gode, uanset om de er røget, stegt eller konserverede. Kommer du ikke op på 800 gram fed fisk om ugen, kan du supplere med fiskeolie. Fed fisk og fiskeolie indeholder de såkaldte n-3 fedtsyrer, som du har gavn af at få mindst et par gram af dagligt. Det svarer til 4-6 fiskeoliekapsler alt efter hvilket mærke, der er tale om. Mængden af n-3 fedtsyrer er anført på pakken. Af frugt og grønt må du gerne få 600 gram dagligt. Det svarer til et par stykker frugt samt en god portion grøntsager eller råkost både til frokost og aftensmad. Virkningerne er ikke videnskabeligt dokumenterede, men nogle mennesker oplever efter 10-14 uger med denne kostændring mindre ledstivhed, mindre ledhævelse og lindring af smerter.

Vegetarkost
Hvis du ønsker at prøve vegetarkost, bør du sætte dig grundigt ind i, hvordan vegetarkost sammensættes, så du stadig får dine behov for næringsstoffer dækket. Du kan eventuelt søge råd hos en diætist. Råkostdiæter og vegetarkost uden mælk, ost og æg kan være risikable, fordi du kun får lidt eller intet af vitaminerne B12 og D. Der kan også være for lidt protein i kosten. Det kan være svært at spise nok, fordi vegetarmad mætter, inden kaloriebehovet er dækket.

Faste
Normalt frarådes mennesker med leddegigt at faste – specielt hvis du er undervægtig. Det er ikke ufarligt at faste – du kan blive svækket og mere træt, bl.a. fordi du under fasten mister muskelvæv og væv fra organer. Faste kan kortvarigt lindre symptomerne på leddegigt, men når du begynder at spise normalt igen, må du forvente, at symptomerne kommer tilbage. Tal først med lægen, hvis du ønsker at prøve at faste.

Overvægt
Hvis du vejer for meget, vil et vægttab aflaste dine led. Det er især vigtigt for ryg, hofter, knæ og fødder. Den bedste måde du kan tabe dig på, er ved at tilrettelægge et motionsprogram og spise grønt, groft samt fedt- og sukkerfattigt.

Nedsat appetit, undervægt og uønsket vægttab
Undervægt kan være et problem for mennesker med leddegigt. Er du undervægtig, er det vigtigt, at du gør en indsats for at få problemet afhjulpet. Underernæring kan give muskeltræthed, uoplagthed, dårlig fysisk kondition, lav fysisk aktivitet og depression. Konsekvenser af underernæring er særligt ubehagelig for dig, når der er aktivitet i din sygdom. Sygdomsaktiviteten kan nedsætte din appetit i en situation, hvor du netop på grund af sygdomsaktiviteten har et større behov for næringsstoffer.

Der er mange årsager til undervægt og/eller uplanlagt vægttab. Du kan mangle appetit på grund af sygdommen (smerter, træthed, nedtrykthed), din medicin kan give dig maveproblemer i form af smagsforandringer eller mundtørhed, du kan have tygge- og/eller synkeproblemer, fordøjelsesproblemer som forstoppelse, diarre eller mavesmerter. Du kan have gennemgået en større operation eller knoglebrud med øget protein- og energibehov til følge. Endelig kan du have svært ved at planlægge og forberede måltider på grund af sygdommen, så det går ud over både indkøb, madlavning og servering.

Ernæringsterapi hos diætist
Det kan også være en god idé at søge hjælp hos en klinisk diætist. Her kan du komme i ernæringsterapi, hvor diætisten beregner dit protein- og energibehov, og udarbejder en skræddersyet plan for, hvordan du tager på ved hjælp af sund og lækker kost. Er du over- eller undervægtigt, er det en god idé at tale med lægen om at få lagt kosten om.

Mere lyst til at spise
Der er flere måder at komme til at spise mere på. Hvilke løsninger, der passer dig, afhænger bl.a. af, hvor selvhjulpen du er i forhold til indkøb, planlægning og tilberedning af dine måltider. Det er vigtigt, at du er opmærksom på problemet. Søg råd og vejledning – og bed om hjælp, hvis du har brug for det.

Generelt rådes du til at fordele maden over mange måltider og over hele dagen, det vil sige flere og større mellemmåltider end du almindeligvis spiser. Spis dine yndlingsretter og gør meget ud af anretning og servering. Din appetit kan stimuleres med en aperitif 1/2 time før maden, f.eks. juice, bouillon eller vin. Syrlige retter og syrligt tilbehør kan virke appetitvækkende. Motion og frisk luft er også godt for appetitten.

Sådan får du protein og energi
Selve maden kan være flydende retter, bløde retter og retter med sovs glider lettere ned. Konkret er retter med hakket kød lettere at spise end hele kødstykker – det gælder både farsretter og kødsovs. Protein- og energirige drikkevarer mellem måltiderne giver et godt tilskud. Smør, olie og fede mælkeprodukter er velegnede til at øge madens fedtindhold. Mælk, skummetmælkspulver, kvark og syrnede mælkeprodukter kan bruges i bagværk, fars, kartoffelmos og sovs til at øge madens indhold af energi og protein. Æg kan tilsættes fars og bagværk. Syrnede mælkeprodukter, frugtkvark og flødeis kan sammen med frugt bruges som mellemmåltid. Ostedrys på den varme mad giver også et tilskud af protein og energi. Fisk er rig på protein og kan serveres på mange måder f.eks. kogt eller stegt, i gratin, som fiskeboller eller fiskefrikadeller. Nødder og tørret frugt kan bruges som et sundt og energiholdigt mellemmåltid.

Tips til madlavning
Mange mennesker med leddegigt kan opleve forskellige barrierer i forbindelse med madlavning. Særligt drejer det sig om besvær med skrælle, røre, snitte, hakke og bære tunge ting. Brug derfor ergonomiske hjælperedskaber og elektriske apparater i den udstrækning, det kan lade sig gøre. Du kan også mindske de tunge løft ved at anskaffe dig letvægtspander, gryder, skåle og fade. Vælg dem med to håndtag, så du kan løfte med begge hænder.

Mange køkkenredskaber fås med fortykket og/eller vinklet greb, der mindsker belastningen i fingre og håndled. Husk i øvrigt at holde dine knive skarpe, så skal du bruge færre kræfter, når du skærer.

For at minimere belastende opgaver med at håndtere grønsager, kan du anvende frosne grønsager, som ernæringsmæssigt har samme værdi som friske.

Det kan for nogle være svært at stå op under tilberedningen af maden. Prøv at skifte mellem at sidde og stå – og overvej at indrette en fast arbejdsplads i køkkenet, hvor du kan arbejde siddende.

Tænk kreativt – også under madlavning. F.eks. kan du spare på kræfterne, når du bruger håndmikser ved at stille skålen med indhold ned i køkkenvasken og støtte din hånd og mikseren på kanten af bordet ved vasken.

Du kan næsten altid få det bedre af at holde din krop i gang. Det er en af de hurtigste veje til færre smerter, bedre humør, energi og flere kræfter. Hvis du motionerer regelmæssigt – helst en halv time om dagen – kan du forebygge mange gigtgener og forbedre dit velbefindende generelt. Har du leddegigt, kan man ikke sige noget generelt – få lagt et træningsprogram hos en fysioterapeut.

Øvelsesterapi
Øvelsesterapi er specialtræning, som du kan få hos din fysioterapeut. Her kan du få hjælp til at styrke dine muskler, gavne bevægeligheden i dine led og lindre eventuelle smerter. Funktionstræning, eksempelvis træning i at rejse dig op og sætte dig ned, samt træning i at gå på trapper, og vurdere, om du har behov for ganghjælpemidler.

Din egen motivation og indstilling til at træne - også på egen hånd - er meget vigtig for det resultat, du opnår. Når du forbedrer din kondition, vil du føle dig mindre træt.

Din fysioterapeut kan hjælpe dig med at planlægge et træningsprogram med vægt på at træne din bevægelighed i leddene og styrken i dine muskler, balance/koordination og konditionstræning. Hvordan og hvor ofte du skal træne vil afhænge af, hvor aktiv din sygdom er. Leddene må ikke hæve yderligere i forbindelse med træningen, men du tager ikke skade af lidt ømhed i muskler og led. Fysioterapeuten kan også vejlede om motionsformer og hjælpe med at finde træningsmuligheder under fritidsloven eller gennem private foreninger eller i interessegrupper.

Fysioterapi – en vej til bedre form og færre smerter
Fysioterapi i behandlingen af leddegigt bygger på tradition og erfaring, men effekten er dog i nogen grad også videnskabelig dokumenteret. Der er ingen tvivl om, at fysioterapi kan lindre ledsmerter og styrke din fysiske udholdenhed og kondition. Mange kan bedre håndtere f.eks. træthed, når de er i god fysisk form. Fysioterapi fås på hospitalsafdelinger – der er både træning for indlagte og nogle gange for ambulante patienter – eller hos praktiserende fysioterapeuter med eget træningscenter. Det er muligt at få vederlagsfri behandling hos en praktiserende fysioterapeut, når du har leddegigt og er henvist af en læge.

Du kan også selv træne
Når din krop er i god form, bevarer du din bevægelsesfrihed og muligheden for at gøre det, du gerne vil – også når du kommer op i årene. Samtidig ved man, at motion forebygger en lang række sygdomme. Hvis du har svært ved at komme i gang, så husk at lidt motion er bedre end slet ingen – og det er aldrig for sent at gå i gang.

Det er en god idé at du lærer dig nogle teknikker til at aflaste dine led, og at du er opmærksom på at bruge gode redskaber til de daglige aktiviteter – også selvom du ikke mærker så meget til sygdommen. Prøv at indlære følgende teknikker i din hverdag:

• Sørg for at skåne de små led så meget som muligt, og lad i stedet de store led tage belastningen. Fordel belastningen på flere led
• Hav respekt for smerter og lyt til din krops signaler
• Hold pauser – det er ikke spild af tid
• Undgå den samme stilling i længere perioder
• Brug leddene i midterstilling
• Brug hænderne i korrekte bevægemønstre – det vil sige undgå at belaste håndleddet i retning af tommelfingeren, og undgå at belaste fingrene i retning af lillefingeren
• Lav øvelser, så du bevarer bevægeligheden i dine led og styrker dine muskler
• Vigtige elementer i aflastning af dine led er at bruge hjælpemidler og gode ergonomiske redskaber
• Køkkenredskaber med fortykket greb eller knive med vinklet greb sørger for at leddene bruges i midterstilling. Skinner eller bandager kan også aflaste og medvirke til at stabilisere leddet