Leddegigt

Når du første gang hører om leddegigt, tror du måske, at det er en sygdom, der kun rammer ældre. Du har måske også en forestilling om, at mennesker med leddegigt bliver stærkt handicappede og ude af stand til at klare sig selv. Det er ikke rigtigt.

Omkring 35.000 danskere har leddegigt. Herafer ca. 3.000 unge og yngre mennesker. Færre og færre får i dag invaliderende ledskader, fordi behandlingsmulighederne konstant forbedres, og lægerne er blevet dygtigere til at stille diagnosen tidligt i forløbet.

Alle kan få leddegigt – børn og unge, mænd og kvinder i alle aldre. Men de fleste er over 40 år, når de får sygdommen, og to ud af tre er kvinder. Hvert år får omkring 1.700 mennesker diagnosen – det svarer til 0,4 promille af den voksne befolkning.

Leddegigt hos børn
Hvert år får cirka 120 danske børn under 16 år børneleddegigt – på lægesprog kaldet juvenil idiopatisk artrit (JIA). Børneleddegigt er en slags betændelsestilstand i et eller flere led, og symptomerne er smerter, hævelse, varme og nedsat bevægelighed. Børneleddegigt er forskellig fra leddegigt hos voksne.

Læs mere om børnegigt

Leddegigt i andre lande
Leddegigt ses i alle dele af verden. Cirka 1% af verdens voksne befolkning anslås at have sygdommen – med flest tilfælde blandt amerikanske Chippewa og Pimaindianere (5,3%) og færrest blandt indbyggerne på den kinesiske ø Kinmen (0,3%).

Ingen undersøgelser har indtil nu kunnet påvise en årsag til leddegigt. Spredningen blandt alle kulturer tyder da også på, at sygdommen ikke er livsstilsbetinget. Det er alligevel værd at bemærke, at befolkningsgrupper som f.eks. grønlændere og færinger lader til generelt at have et mildere sygdomsforløb - måske fordi de spiser langt mere fisk, hval- og sælkød end andre. Disse fødevarer indeholder mange n3-fedtsyrer, der ser ud til at hæmme betændelsen ved leddegigt.

Den første systematiske beskrivelse af leddegigt er fra det 19. århundrede, men malerier og skeletfund viser, at sygdommen begyndte at optræde i Europa i middelalderen. Intet tyder på, at sygdommen skulle have været til stede i Europa tidligere end det 15. århundrede, mens der er god dokumentation for, at amerikanske indianere helt tilbage i oldtiden havde leddegigt.

Man ved ikke, hvorfor nogle mennesker får leddegigt. Men når sygdommen opstår, sker der dét, at immunforsvaret aktiveres til at danne betændelse i leddene. Kroppen danner antistoffer for at bekæmpe fremmedlegemer, men i dette tilfælde retter de aktiverede celler sig mod kroppen selv og medfører ledskader.

Er leddegigt arveligt?
Undersøgelser viser, at hvis én af dine forældre eller søskende har leddegigt, har du lidt højere risiko for at få sygdommen, end hvis ingen i din familie har sygdommen. Er du enægget tvilling til en bror eller søster med leddegigt, er der måske en yderligere risiko for, at du selv udvikler sygdommen. Da leddegigt er en forholdsvis sjælden sygdom, er risikoen for, at du får den stadig meget lille.

Hvad med miljø og livsstil?
Selv om årsagerne er ukendte, er der tegn på, at både arv og miljø spiller ind. Undersøgelser har antydet, at infektioner og hormoner kan spille en rolle – men der er formentlig tale om et samspil mellem flere forskellige faktorer.

Flere undersøgelser viser, at rygning er en risikofaktor i udviklingen af leddegigt, navnlig hvis man har anti-CCP i blodet, som er et antistof, som findes hos en del leddegigtpatienter.

Man ved også med stor sikkerhed, at forskellige miljøfaktorer har betydning for sygdommens forløb, f.eks. er rygning, manglende motion og underlødig kost utvivlsomt med til at gøre ondt værre.

Betændelsesreaktion i leddet
Når du har leddegigt, har du en betændelsesreaktion (inflammation) i leddene, som skyldes ændringer i dit immunsystem. Du kan danne antistoffer, blandt andet den såkaldte gigt- eller reumafaktor. Det er muligt, at et udefra kommende stof, f.eks. et virus, kan fremkalde forandringerne i immunsystemet, men man har endnu ikke været i stand til at fastslå årsagen til, at nogle mennesker udvikler leddegigt. Derfor kan man heller ikke med sikkerhed sige om – og i givet fald hvordan -sygdommen kan forebygges.

Sådan er det normale led
Et led er opbygget af to eller flere knogler, som er dækket af brusk på de flader, hvor knoglerne kommer i kontakt med hinanden. Fra bruskranden på den ene knogle til bruskranden på den anden, er der udspændt en ledkapsel, der som en løs manchet går hele vejen rundt om leddet. Kapslen har to lag: Det inderste, ledhinden (synovial-membranen), er ganske tyndt og producerer den ledvæske, som bl.a. giver brusken næring. Det yderste lag består af fast bindevæv. Et normalt led vil typisk ikke være hævet eller have knuder.

Sådan er det angrebne led
Ved leddegigt er der fra de tidligste stadier en betændelse i leddene, som irriterer den indre ledhinde. Ledhinden invaderes af et betydeligt antal betændelsesceller fra blodbanen og reagerer ved at blive kraftigt fortykket. Desuden producerer ledhinden rigelig væske, som samler sig i ledhulen og kan få leddet til at hæve. Ledhinden kan også vokse ind over brusken og producere forskellige stoffer, som kan ødelægge leddets brusk og knoglevæv. Leddet vil typisk være hævet og gøre ondt.

Hvor sidder gigten?
Det er mest almindeligt, at leddegigt viser sig i håndled, fingrenes grund- og mellemled og tæerne. Men alle led kan blive ramt, også ankelled, kæbeled og de øverste led i halshvirvelsøjlen. Angrebene i leddene optræder ofte symmetrisk – det vil sige i samme led på både højre og venstre side af kroppen – se nedenfor.

Sådan viser sygdommen sig
De primære symptomer er ledsmerter og ledhævelser. Du vil også føle dig mere træt, evt. få feber og tabe vægt. De almindeligste gener er:

Ledhævelse
Betændelsen får ledhinden til at producere for meget ledvæske og hæve. Ledhævelse kaldes også for ledsvulst eller kapselsvulst (som intet har med kræftsvulster at gøre).

Ledsmerter
Der kan være to årsager til ledsmerter:

• Når betændelsen i leddene blusser op, vil du ofte have smerter både i hvile og ved aktivitet og opleve morgenstivhed og ømhed i leddene. Huden over leddene kan måske føles lidt varmere end andre steder på kroppen.

• Hvis brusken bliver ødelagt senere i sygdomsforløbet, vil ledfladerne blive ujævne, og det vil gøre ondt at bevæge leddene. Smerten behøver dog ikke at være tegn på, at sygdommen er blusset op – fejlstillinger kan i sig selv give smerter.

Morgenstivhed
Det er et karakteristisk symptom at føle morgenstivhed i kroppen. Det kan være svært at komme i gang, og stivheden kan vare flere timer.

Nedsat bevægelighed
Både ledhævelse, ledsmerter og eventuel ødelæggelse af ledbrusk og sener nedsætter bevægeligheden i leddene.

Træthed, feber og vægttab
Mennesker med leddegigt er ofte trætte. Det overrasker mange, og det kan være et problem at få omgivelserne til at forstå netop dette symptom. Man kender ikke den nøjagtige årsag til trætheden. Muligvis hænger det sammen med kroppens konstante arbejde med at fremstille celler og betændelsesstoffer, hvoraf nogle i sig selv kan give træthedssymptomer. Det kan også forklare, at mennesker med leddegigt kan få feber og tabe i vægt. Hvis du får disse symptomer, bør du dog altid tale med lægen. Der kan nemlig være andre årsager til feber og vægttab.

Gigtknuder
Gigtknuder er millimeter- eller centimeterstore hævelser under huden. De skyldes lokale reaktioner i bindevævet og findes oftest ved albuer og fingrenes knoer, men de kan også opstå andre steder – f.eks. i organer som hjerte og lunger. Gigtknuder ses hos 20-35 procent af alle mennesker med leddegigt, og oftest kommer de først sent i sygdomsforløbet. Knuderne består af fortykket bindevæv og er godartede.

Føleforstyrrelser
En følge af betændelse i leddet kan være tryk på nerverne. Det kan give smerter og føleforstyrrelser – oftest ved håndleddet, hvor tryk på nerven til tommel-, pege- og langfingeren kan nedsætte følesansen. Ved gigtforandringer i halshvirvlerne kan der komme tryk på nervetråde til både hænder og fødder, så følesansen ændres. Endelig kan en ændret fornemmelse i hænder og fødder også skyldes nervebetændelse, som i sjældne tilfælde kan være en følge af sygdommen.

Hjerte-kar-sygdomme
Man er i de senere år blevet opmærksom på, at mennesker med leddegigt og andre inflammatoriske gigtsygdomme har en øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme. Det skyldes muligvis, at den betændelse, der er i kroppen, påvirker indersiden af blodkarrene, så fedt og andre skadelige stoffer lettere trænger ind i karvæggen, og der opstår åreforkalkning. Undersøgelser tyder på, at effektiv behandling af gigtbetændelsen kan nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdom. Den øgede risiko for hjerte-kar-sygdomme betyder, at en sund, røgfri livsstil med motion og gode kostvaner er særligt vigtig, hvis du har leddegigt.

Sjögrens syndrom
Sjögrens syndrom kommer til udtryk ved tørhed i øjne og mund, fordi tåre- og spytkirtler ikke producerer tilstrækkelig væske. Sjögrens syndrom påvirker først og fremmest de kirtler, som udskiller sekret til kroppens mange slimhinder. Man kan sige, at Sjögrens syndrom er ”gigt i kirtlerne”. Man ved ikke med sikkerhed, hvad der bringer sygdommen i udbrud, eller hvorfor man tilsyneladende har den resten af livet. Almindeligvis inddeler læger Sjögrens syndrom i to undergrupper:

• Primært Sjögrens syndrom, som er øjen- og mundtørhed uden anden gigt- eller bindevævssygdom

• Sekundært Sjögrens syndrom, som ses sammen med en gigt- eller bindevævssygdom som f.eks. leddegigt eller lupus/SLE.

Undersøgelser har vist, at cirka hver tredje patient med leddegigt eller systemisk lupus har sekundært Sjögrens syndrom – ofte uden selv at vide det. På grund af den lavere spytproduktion får en del mennesker med Sjögrens syndrom mange huller i tænderne. Derfor har Sjögrenpatienter mulighed for at søge om særligt tilskud til tandlægeudgifter.

Læs mere om Sjögrens syndrom

Sjældnere symptomer
Sjældnere ses symptomer som lungehindebetændelse eller sårdannelse i huden på grund af betændelsen i de små blodkar i leddene.

Aktivitet i gigten
Man siger, leddegigten er aktiv, når betændelsen i leddene blusser op. Symptomerne er morgenstivhed samt hævede og ømme led. Ofte vil du være meget træt og måske have let feber. Aktiviteten i betændelsen medfører tit en lidt nedsat blodprocent, forhøjelse af blodsænkningen og såkaldte akutte faseproteiner som C-reaktivt protein (CRP) i blodet.

Leddegigten kan dog godt være aktiv med ledhævelse og -ømhed, uden at det kan ses i blodprøverne. Omvendt kan du også opleve nedsat bevægelighed og smerter, når leddene bruges, selv om sygdommen ikke er aktiv – f.eks. hvis ledbrusk og knogle tidligere er blevet beskadiget. Enkelte oplever, at deres leddegigt så at sige “brænder ud”. I nogle tilfælde vil der være behov for fortsat medicinering, mens behandlingen i andre tilfælde kan indstilles.

Hvornår skal du søge læge?
Hvis du har smerter og hævelse af et eller flere led, skal du altid søge læge for at få vished om, hvorvidt symptomerne skyldes leddegigt eller anden sygdom.

Især i sygdommens tidlige fase kan det være vanskeligt at stille diagnosen. Det er derfor vigtigt at søge læge, hvis du har vedvarende ledgener. Da skader på leddene ofte indtræder meget tidligt sygdomsforløbet, bør du ved mistanke om leddegigt hurtigt henvises til en praktiserende speciallæge i reumatologi eller en specialafdeling på et hospital, hvor de relevante faglige kompetencer og undersøgelsesmuligheder er til stede.

Selv om du allerede har fået diagnosen leddegigt, bør du søge læge, hvis du får nye symptomer, eller hvis de ledsymptomer, du allerede har, forværres. Måske skal behandlingen justeres.

Syv karakteristiske symptomer
Der er syv symptomer, som er karakteristiske for leddegigt. Har du mindst fire af følgende symptomer, kan det betyde, at du har sygdommen.
 
I den allertidligste fase er symptomerne måske ikke tydelige nok til, at du registrerer dem. Du skal derfor være opmærksom på, at du godt kan have leddegigt, selv om du kun har 1-3 af symptomerne. Læg mærke til, om du er ekstra træt, eller om du har ledhævelser. Selv mindre hævelser kan have betydning. Læg f.eks. mærke til, om dine fingerringe strammer.

For at kunne stille en diagnose så tidligt i forløbet som muligt indgår en samlet vurdering af ledhævelse, tilstedeværelse af antistoffer (reumafaktor og anti-CCP), betændelsestegn i blodprøver (forhøjet sænkning/C-reaktivt protein) samt symptomernes varighed i lægens undersøgelse.

1. Har du stivhed i kroppen mindst 1 time hver morgen – i mere end 6 uger?
2. Har du mindst 3 hævede led - i mere end 6 uger?
3. Er dine håndled og fingres grund- og mellemled hævede?
4. Har du symmetriske ledhævelser, f.eks. ét fingerled på begge hænder – i mere end 6 uger?
5. Har du gigtknuder i huden?
6. Har din læge fundet typiske røntgenforandringer i dine hænder eller forfødder?
7. Har din læge konstateret reumafaktor i dit blod?

Leddegigt er forbundet med øget risiko for visse følgesygdomme. Det vil sige, at sygdommene er en følge af leddegigten eller behandlingen af leddegigten. Det gælder:

1. Hjerte-kar-sygdomme
Den øgede risiko for hjerte/karsygdomme adskiller sig fra de to andre nedenstående (infektioner og mavesår), idet denne risiko er klart knyttet til selve sygdommen leddegigt og kan mindskes ved effektiv betændelsesdæmpende behandling. Derfor er det afgørende, at man kommer hurtigt i effektiv behandling.

2. Infektioner
Den øgede risiko for infektioner er til en vis grad knyttet til selve sygdommen, men i højere grad til behandlingen, hvor især binyrebarkhormon og biologiske lægemidler spiller en rolle for den øgede risiko.

Læs mere om binyrebarkhormon

Læs mere om biologisk behandling

3. Mavesår
Den øgede risiko for mavesår er klart knyttet til anvendelse af NSAID og ikke selve sygdommen. Risikoen er i mindre grad knyttet til binyrebarkhormon - her er den negative effekt især, at binyrebarkhormonen maskerer symptomer på mavesår. Det betyder, at mavesår kan være livstruende med kun små symptomer.

Læs mere om NSAID

Udover de nævnte følgesygdomme er der en øget risiko for osteoporose på grund af selve sygdommen og steroidbehandling. Desuden er der en øget risiko for kræftsygdommen B-celle lymfom ved svær leddegigt.

Læs mere om osteoporose

Hurtig behandling er afgørende
Det skal fremhæves, at hurtig, effektiv betændelsesdæmpende behandling forbedrer det fremtidige sygdomsforløb i alle henseender. Det vil sige, at patientens ledproblemer - og dermed funktionstab - minimeres. Samtidig mindskes risikoen for følgesygdomme, som er knyttet til den kroniske betændelsesaktivitet, specielt hjerte-kar-sygdom.

Det er desuden afgørende, at lægen på diagnosetidspunktet afklarer øvrige risici, som kan forværre følgesygdommene. Det gælder forhøjet blodtryk, fedme, manglende motion, forhøjet kolesteroltal, sukkersyge samt osteoporose.

Læs også artiklen "Mennesker med gigt plages af følgesygdomme"
Læs også artiklen "Gigtforeningen fremmer forskning i følgesygdomme"

Hvilke undersøgelser foretager lægen?
Hvis lægen har mistanke om, at du har leddegigt, eller hvis nye symptomer konstateres ved kontrol af behandlingen af din allerede diagnosticerede leddegigt, vil du som regel blive henvist til specielle undersøgelser. Undersøgelserne består hovedsageligt af blod- og urinprøver samt røntgenbilleder og evt. ultralydsskanning af de ramte led. Du kan forberede dig til lægebesøget på forskellige måder:

• Mange har gavn af at tage en ven eller et familiemedlem med, som kan hjælpe med at huske de forskellige oplysninger under samtalen med lægen

• Skriv ned, hvornår du opdagede de første hævelser, ledstivhed og andre symptomer

• Før dagbog over, hvordan symptomerne har udviklet sig, f.eks.:
- Hvor gør det ondt?
- Skifter smerterne plads?
- Er der stivhed i leddene om morgenen- og i så fald hvor længe?
- Er du træt?
- Er der symptomer i andre dele af kroppen end leddene?

• Søg oplysninger hos familiemedlemmer – er der andre i familien, som har en gigtsygdom?


Hvad kan blodprøver vise?
Speciallægen bruger blandt andet blodprøver til at lede efter forhøjet blodsænkning og C-reaktivt protein (CRP) samt lav blodprocent, som afspejler betændelsesaktivitet (se herunder). Ofte vil der kun være behov for undersøgelse af CRP, når lægen tager blodprøver og ser efter tegn på betændelse i leddene. Normale prøver behøver dog ikke at udelukke sygdomsaktivitet. Når du er under behandling, bruges blod- og urinprøver først og fremmest til at holde øje med eventuelle bivirkninger.

C-reaktivt protein (CRP): Hvis du har en betændelsestilstand, bliver din lever stimuleret til at fremstille en lang række proteiner, som kaldes akutte faseproteiner, blandt andet C-reaktivt protein. Forhøjet CRP i blodet er et tydeligere tegn på en aktiv betændelsesreaktion, end din blodsænkning er.

Blodsænkning og blodprocent: Din blodsænkning beskriver den hastighed, hvormedde røde blodlegemer synker til bunds. Hvis du har leddegigt, synker de hurtigere. Man siger, at sænkningen er forhøjet. Sænkningen er ofte – men ikke altid – høj, når sygdommen er aktiv, og lav, når sygdommen er i ro. Når der er aktivitet i betændelsen, er blodprocenten typisk lav. Det behøver ikke at betyde, du mangler vitaminer eller jern. Hvis din blodprocent er lav, vil du dog ofte blive undersøgt for jernmangel eller andre sygdomme.

Reumafaktor og anti-CCP: Cirka 80 procent af alle mennesker med leddegigt udvikler et særligt antistof/æggehvidestof i blodet. Det kaldes reumafaktor. Hvis du har reumafaktor i blodet, har du lidt større risiko for at udvikle ledskader. I begyndelsen vil kun cirka 20-40 procent have reumafaktor i blodet – hos mange udvikles den først senere i forløbet. Blandt raske mennesker har cirka 5 procent reumafaktor i blodet, uden at de har eller nogensinde vil få leddegigt. Reumafaktor findes også i blodet ved en række andre sygdomme, som intet har med leddegigt at gøre.

Reumafaktorens tilstedeværelse kan således ikke i sig selv bruges til at stille diagnosen leddegigt – den er kun et led i den samlede vurdering af symptomerne. Reumafaktoren fortæller heller intet om sygdomsaktiviteten og kan altså ikke bruges til at ”måle” den aktuelle betændelsesaktivitet. Derfor vil det oftest være unødvendigt igen at måle reumafaktoren, hvis den én gang er fundet positiv.

Anti-CCP (anti-cyklisk citrullineret peptid) er et antistof, som findes hos en del leddegigtpatienter, og som formentlig kun ses ved få andre sygdomme. Anti-CCP kan måles i en blodprøve og er forbundet med øget risiko for at udvikle ledskader.

Røntgen
Røntgenbilleder kan vise, om sygdommen har ødelagt noget af ledbrusken eller knoglerne. Lægen ser efter, om leddegigten har gjort brusken tyndere, eller om kalkindholdet i knogleenderne er nedsat.

Ultralydsskanning
Med moderne ultralydsapparater kan lægen undersøge de fleste led, sener og muskler. Ultralydssignalerne bliver bearbejdet i en computer, som fremstiller et billede på en skærm. Med ultralydsskanning kan man blandt andet se væskeansamlinger i led, seneskeder og slimsække, og undersøgelsen kan hjælpe lægen til nøjagtigt at se, hvor en eventuel indsprøjtning skal gives.

Nogle ultralydsskannere har en såkaldt Doppler-funktion, som kan vise blodgennemstrømningen. Det giver lægen bedre mulighed for at bedømme, om et led eller en sene er betændt eller ej. Ultralydsskannere bliver stadig bedre til at vise tidlige forandringer. Skannerne findes på reumatologiske afdelinger og i flere og flere reumatologiske speciallægeklinikker.

MR-skanning
MR står for Magnetisk Resonans. MR-skanning er en ufarlig undersøgelse, hvor lægen ved hjælp af et stærkt magnetfelt og en computer kan måle og bearbejde den energi, som kroppen udsender. Ved denne undersøgelse får man meget detaljerede billeder af både knogler, brusk og bløddele, blandt andet sener og muskler. MR-skanning er mere følsom end en almindelig røntgenundersøgelse og kan påvise selv tidlige forandringer ved ledsygdomme.

Det er ikke praksis at tilbyde alle mennesker med leddegigt en ultralyds- eller MR-skanning. Din læge vil vurdere, om det er relevant for dig.

Knogleskintigrafi
En knogleskintigrafi er en undersøgelse af dit skelet, hvor lægen indsprøjter et radioaktivt stof, der optages i dine knogler. Når du bagefter bliver skannet, kan lægen aflæse, hvor meget af det radioaktive stof der er optaget i dine knogler. Knoglerne omkring syge led vil optage mere af det radioaktive stof end normale led. Undersøgelsen giver dog mindre detaljerede oplysninger om leddene end f.eks. en ultralydsskanning eller en MR-skanning.

Hvis diagnosen er leddegigt
Hvis undersøgelserne viser, at du har leddegigt, bør din speciallæge grundigt informere dig om sygdomstegnene og behandlingsmulighederne. Speciallægen vil formentlig råde dig til at påbegynde en behandling med det samme – især er det vigtigt, at du får betændelsesdæmpende lægemidler. Du kan også forhøre dig om mulighederne for fysioterapi, ergoterapi og evt. socialrådgivning og samtaler med en psykolog. Afhængigt af sygdomsbilledet kan du have brug for forskellige hjælpemidler, og er du i arbejde, kan der være behov for en vurdering af din arbejdsevne.
 
Måske vil der være nogle oplysninger, som du lige skal fordøje. I så fald kan du bede lægen om en ny konsultation inden for kort tid, så du får mulighed for at tænke over din situation og eventuelt tale med familie og venner. Mange hospitalsafdelinger har etableret ordninger med en kontaktlæge og en kontaktsygeplejerske, som du kan henvende dig til for at få mere at vide om sygdommen og behandlingsmulighederne.
 
Du kan også kontakte Gigtforeningens rådgivning, som kan hjælpe dig med at finde svar på mange af de spørgsmål, der måske tårner sig op. Det tværfaglige team omfatter en fysioterapeut, en ergoterapeut, en kostvejleder, en psykolog, en socialrådgiver, en advokat og en lægefaglig konsulent med speciale i gigtsygdomme.
 
Kontakt Gigtforenings rådgivning

Leddegigt er som regel kronisk – det vil sige, at du har sygdommen resten af livet med vekslende gode og dårlige perioder. Man kan endnu ikke sikkert forudsige forløbet hos det enkelte menneske. Nogle kan have et meget mildt forløb, men hos de fleste vil sygdommen ved utilstrækkelig behandling gradvist forværres med årene. I dag er det imidlertid blevet muligt at stille diagnosen tidligere, og den medicinske behandling er så effektiv, at man ofte kan bremse ødelæggelsen af leddene. Endelig er ortopædkirurgerne blevet dygtigere til f.eks. at udskifte ødelagte led.

Behandlingen af leddegigt vil i første omgang bestå af medicin. Der er stor forskel på, hvor godt den enkelte medicin virker mod leddegigt. Det er derfor ikke ualmindeligt, at man undervejs må skifte til et andet præparat på grund af manglende effekt eller bivirkninger.

Ingen ved på forhånd hvilken medicin, der er bedst for dig. Det er en opgave for
specialister at vælge din medicin og din dosis samt at kontrollere din behandling. For at opdage mulige bivirkninger og undgå alvorligere komplikationer, er det vigtigt, at du går til regelmæssig kontrol hos lægen og får taget de nødvendige laboratorieprøver.

Hurtig behandling er vigtig
For få år siden var det af hensyn til bivirkningerne normalt at begynde med mild medicin i lave doser. Der kunne gå flere år, før man fandt frem til en medicintype, der virkede på det enkelte menneske – og i mellemtiden fik mange varige ledskader. Det forsøger man i dag at undgå ved i stedet at gribe medicineringen aggressivt an fra start.

Det betyder, at du måske skal igennem en frustrerende tid med flere medicinskift på grund af bivirkninger - indtil den rette medicin til dig er fundet. Men det kan naturligvis også være, at ét af de første præparater, du prøver, virker efter hensigten. 

Hvis du er betænkelig ved at anvende medicin på grund af risikoen for bivirkninger, skal du være opmærksom på, at en ubehandlet leddegigt kan medføre forandringer, som både er alvorligere og farligere end den medicinske behandling i sig selv. Undersøgelser af røntgenbilleder har vist, at 10 procent får påviselige ledskader allerede inden for de første tre måneder, hvis leddegigten ikke behandles. De 10 procent stiger til 40 procent inden for det første år og til mellem 60 og 90 procent inden for de første par år. Derfor frarådes det at afvisemedicin, som kan dæmpe sygdommen.
 
En koncentreret, traditionel medicinsk behandling inden for de første tre måneder kan til gengæld hæmme sygdommen mærkbart hos de fleste. Det betyder, at du i mange tilfælde kan undgå ødelagte led og på den måde bevare bevægeligheden i fingre, fødder, knæ, hofter og kæbe.

Hvordan går lægen frem?
Hvis du får diagnosen leddegigt, vil du øjeblikkelig komme i behandling med betændelsesdæmpende lægemidler. Behandlingen skal indledes så tidligt som muligt for at nedsætte risikoen for ledskader – uanset hvor mild eller svær din sygdom er, når den bliver diagnosticeret. Det er nemlig på dette tidlige stadie ikke muligt præcist at forudse, hvordan sygdommen forløber hos netop dig.

Det mest almindelige forløb i behandlingen er beskrevet i det følgende. I næste afsnit kan du læse mere udførligt om hvert enkelt præparat, dets virkninger og eventuelle bivirkninger.

Langsomtvirkende lægemiddel
I første omgang vil langt de fleste læger vælge at give dig det langsomtvirkende lægemiddel methotrexat, som du vil få som tabletter en gang om ugen. Nogle mennesker med leddegigt får en kombination af langsomtvirkende lægemidler, f.eks. methotrexat, Salazopyrin og klorokin.

Samtidig vil du få et tilskud af folinsyre (et B-vitamin), fordi methotrexat hæmmer din egen folinsyreproduktion. På den måde mindskes risikoen for bivirkninger. Du vil som regel begynde med en dosis på 7,5-10 mg methotrexat om ugen. Dosis kan øges gradvist til 25 mg omugen. I nogle tilfælde kan methotrexat gives som indsprøjtning i en muskel eller under huden. Hvis du planlægger at få børn, må du ikke få methotrexat. Uanset om du er mand eller kvinde, skal du kontakte din læge, som formentligt vil anbefale, at du ophører med at tage stoffet 3-6 måneder før, I undlader at anvende prævention.

Hutigtvirkende betændelsesdæmpende lægemiddel
Du skal også have et hurtigtvirkende betændelsesdæmpende lægemiddel. Der kan her blive tale om et NSAID-præparat (f.eks. ibuprofen) eller et binyrebarkhormonpræparat (steroid, prednisolon). Det skal du have, hvis du har behov for det, idet der kan gå 2-6 måneder, før du kan forvente effekt af din methotrexatkur. Binyrebarkhormonpræparatet bliver ofte givet som injektion direkte i de angrebne led eller i en muskel, men kan også gives som tabletter. Du vil formentlig blive anbefalet at supplere behandlingen med et kalk- og D-vitamin-tilskud for at modvirke knogleskørhed

Viser det sig, at du ikke kan tåle methotrexat og Salazopyrin, findes der en række andre langsomtvirkende betændelsesdæmpende lægemidler, først og fremmest leflunomid – desuden f.eks. guld, penicillamin, klorokin, azathioprin og ciclosporin. Alle langsomtvirkende midler har bivirkninger, der tjekkes af lægen ved dine kontrolbesøg.

Hvis behandlingen ikke virker godt nok inden for 4-12 måneder, vil din læge sandsynligvis foreslå et biologisk lægemiddel.

Biologiske lægemidler
De biologiske lægemidler er rettet mod de stoffer i leddet, som fremkalder sygdommen, herunder TNF-alfa (Tumor Nekrotiserende Faktor alfa): Cimzia, Enbrel, Humira, Remicade og Simponi – og IL-6 (Interleukin-6): RoActemra. Desuden findes der stoffer, som er rettet mod immunceller (B-lymfocytter), såkaldt anti-CD20 (MabThera) samt T-celler (Orencia). Denne type behandling skal din læge først visitere dig til, og den kan kun ordineres på specialafdelinger på hospitalerne.

Hvordan virker medicinen?
Nedenfor får du en mere udførlig beskrivelse af de præparater, der bruges til at hæmme selve betændelsen i dine led samt smertestillende midler, der kan supplere din behandling.

Betændelseshæmmende medicin består af:

• Langsomtvirkende lægemidler, hvor effekten ofte først ses efter flere måneder. Du starter normalt din medicinske behandling med et langsomtvirkende lægemiddel.
 
• Binyrebarkhormoner, hvor virkningen indtræder i løbet af få dage. For at få betændelsestilstanden i dine led under kontrol med det samme, får du sandsynligvis samtidig med ovennævnte et binyrebarkpræparat.

• Biologiske stoffer, hvor virkningen ofte indtræder i løbet af få uger eller måneder. Hvis ovennævnte behandling ikke virker inden for 4-12 måneder, vil du formentlig blive tilbudt behandling med et biologisk stof.

Langsomtvirkende lægemidler
De langsomtvirkende lægemidler har ofte først effekt efter et par måneders konstant brug. Derfor er det vigtigt at komme hurtigt i gang med behandlingen. Langsomtvirkende lægemidler hæmmer på langt sigt betændelsen i leddene og forstyrrelser i immunsystemet, ligesom de mindsker eventuel morgenstivhed og giver dig færre ømme og hævede led. I de senere år har man forsøgt at kombinere flere af disse lægemidler. Stofferne – hvor førstevalget er methotrexat – har alle en hæmmende virkning på celler, herunder især betændelsesceller.

Methotrexat bliver også brugt til behandling af kræft, men her er der tale om langt større doser end ved leddegigt. Du behøver derfor ikke frygte de samme bivirkninger – de lave doser ved behandling af leddegigt giver ikke flere bivirkninger end anden gigtmedicin.

Methotrexat
Methotrexat kan nedsætte antallet af hvide blodlegemer og blodplader. Derfor er det nødvendigt med regelmæssig blodprøvekontrol. Hvis antallet af hvide blodlegemer bliver betydeligt nedsat, er der større risiko for at få infektioner og feber. Er antallet af blodplader nedsat, kan du f.eks. få blå mærker eller næseblod. Stofferne kan desuden give kvalme, feber, udslæt og belaste leveren. En anden bivirkning er mundbetændelse og i sjældne tilfælde lungeirritation, som viser sig ved tør hoste og åndenød. Får du disse symptomer, skal du stoppe behandlingen og kontakte din læge. Enkelte kan få flere gigtknuder.

Medicinen kan give fosterskader. Derfor er det vigtigt for både mænd og kvinder at følge den behandlende læges anvisninger. Som regel anbefales det at indstille medicineringen 3-6 måneder før en planlagt graviditet.

Et af de hyppigst stillede spørgsmål ved behandling med methotrexat er, hvor meget alkohol man må drikke under behandlingen. Det er der desværre ikke noget præcist svar på – men du bør som udgangspunkt holde et vågent øje med dit alkoholforbrug. Man har fra andre patientgrupper i methotrexatbehandling set leverpåvirkning. Derfor har man hidtil anbefalet helt at holde sig fra alkohol. I dag er restriktionerne blødt en anelse op – ikke mindst fordi tilskud af B-vitaminet folinsyre, som mindsker risikoen for leverpåvirkning, nu er standard under behandling med methotrexat.

Nogle læger mener, at det er i orden med 3-7 genstande pr. uge, mens andre holder fast i, at man helt skal undgå alkohol. Derfor rådes du til generelt at begrænse dit indtag. Undgå den daglige genstand, f.eks. et glas vin til maden, og lad være med at indtage større mængder alkohol ad gangen. Undlad også at eksperimentere med at udskyde dit methotrexatindtag – f.eks. på grund af en festlig lejlighed.

Salazopyrin
Salazopyrin giver kvalme og eventuelt diarré hos cirka hver femte. Er du overfølsom over for sulfapræparater, kan du få udslæt, feber og hovedpine, og i sjældne tilfælde kan antallet af hvide blodlegemer blive nedsat. Mange får en kraftig, men uskadelig gulfarvning af urinen, og mænds frugtbarhed kan forbigående være nedsat.

Leflunomid
Leflunomid (Arava) svækker de naturlige funktioner i kroppens immunforsvar. Bivirkningerne kan være forhøjelse af blodtrykket, irritation i munden, kvalme, diarré, mavesmerter, påvirkede leverenzymer, hovedpine, svimmelhed, føleforstyrrelser og nedsat antal hvide blodlegemer og blodplader.

Andre langsomtvirkende lægemidler
Som nævnt findes der en række andre langsomtvirkende betændelsesdæmpende lægemidler, som bruges mindre i dag, fordi behandlingen mednmethotrexat generelt har bedre effekt og færre bivirkninger. Disse andre lægemidler – azathioprin,m ciclosporin, guld, klorokin og penicillamin – kan og komme på tale, hvis du ikke tåler methotrexat, Salazopyrin og leflunomid. De kan også bruges i kombination med methotrexat og Salazopyrin eller methotrexat og leflunomid, hvis en specialist vurderer det som en mulighed for dig.

Bivirkninger
Ciclosporin A (Sandimmun) nedsætter også kroppens immunforsvar. Bivirkningerne kan være øget hårvækst, forhøjet blodtryk og nedsat nyrefunktion.

Anti-malariamidler (hydroxyklorokin, Plaquenil) har meget få bivirkninger, men virker også lidt svagere end de andre typer gigtmedicin.

Guldsalte (Myocrisin) og penicillamin (Atamir) kan give hududslæt og i sjældnere tilfælde nedsætte antallet af hvide blodlegemer og blodplader samt give nyrepåvirkning. Derfor er det nødvendigt at kontrollere dit blod og din urin regelmæssigt under behandlingen. Penicillamin kan forbigående nedsætte smagssansen.

Hvis du/I har planer om at få børn, bør I altid – og i god tid i forvejen – tale med den behandlende læge. Uanset om du er mand eller kvinde, vil der nemlig ved en række lægemidler være behov for at holde en længere eller kortere pause, før I ophører med at anvende prævention.

Læs mere om langsomtvirkende lægemidler

Hurtigtvirkende lægemidler
Samtidig med det langsomtvirkende lægemiddel skal du som nævnt også have et hurtigtvirkende, som kan dæmpe betændelsen med det samme.

Binyrebarkhormon
Binyrebarkhormon har været brugt i mere end 50 år og svarer til et naturligt hormon, som kroppen selv producerer. Et af de kraftigst virkende betændelseshæmmende midler med binyrebarkhormon er prednisolon. Det virker i løbet af 1-2 døgn, og det føles ofte som en stor lettelse, at smerterne aftager, ledhævelsen falder og stivheden i leddene mindskes. Prednisolon bliver i nogle tilfælde givet som tabletter, men kan også gives som indsprøjtning direkte i angrebne led eller i en muskel.

I den tidlige fase af leddegigt vil du ofte kortvarigt få binyrebarkhormon. Når stoffet bliver indsprøjtet direkte i et af dine led, bliver leddet behandlet målrettet med en begrænset virkning på resten af din krop. Når du får stoffet som indsprøjtninger direkte i det angrebne led, er det for at opnå en hurtig og som regel effektiv hæmning af betændelsen i leddet, mens du venter på virkningen af et langsomtvirkende lægemiddel (f.eks. methotrexat). Hvis lægen ønsker en særligt hurtig eller kraftig virkning, kan medicinen også gives i en blodåre. Det bliver især brugt, hvis du får tegn på betændelse i et indre organ eller i blodkarrene.

Bivirkninger
Din egen naturlige hormonbalance bliver forstyrret, når du får tilført binyrebarkhormon udefra. Dit eget beredskab – immunforsvaret – kan således ikke træde i kraft, hvis du bliver udsat for en anden sygdom eller skal opereres. Sker det, vil din prednisolondosis sandsynligvis blive sat op. Hvis du konsulterer en læge eller et hospital, der ikke kender dig, skal du derfor altid gøre opmærksom på, at du er – eller har været – i behandling med binyrebarkhormon. Din hormonbalance kan være forstyrret i flere måneder efter behandlingens ophør, og det kan være farligt at stoppe en prednisolonbehandling pludseligt. Dosis skal altid gradvist trappes ned. Ved langtidsbehandling udleverer mange læger et kort med angivelse af, at du er i behandling med binyrebarkhormon i tilfælde af, at du bliver udsat for en ulykke og ikke selv kan oplyse det.

Længerevarende behandling med binyrebarkhormon – det vil sige i mere end tre måneder – kan give en del bivirkninger. Derfor forsøger lægerne at begrænse brugen af det. Bivirkninger kan f.eks. være, at du tager på i vægt eller får et rundere ansigt, hvilket dog fortager sig igen efter endt behandling. Ved længere tids behandling bliver din hud varigt tyndere og mere skrøbelig, og du kan få blå mærker fra småblødninger i underhuden. Enkelte kan få forbigående tegn på sukkersyge under behandlingen, og har du allerede sukkersyge, kan dit behov for insulin blive større. Mange bliver opstemte, mens enkelte bliver deprimerede, og ved større doser kan det gå ud over nattesøvnen.

Forebyg kalkmangel
Lang tids behandling med binyrebarkhormon nedsætter dine knoglers indhold af kalk. Det kan betyde, at du er mere udsat for knogleskørhed og knoglebrud. Derfor er det vigtigt, at du får tilstrækkelig kalk og D-vitamin. Kalk får du især gennem mælk og mælkeprodukter. Hvis du ikke får, hvad der svarer til mindst 1/2 liter mælk dagligt, bør du tage et kalktilskud.

Får du 5 mg prednisolon eller mere om dagen i forventet mere end tre måneder, er det en god idé at bede om en DEXA-skanning (knogleskanning). En sådan skanning kan vise, om der er tegn på knogleskørhed, som du i så fald bør behandles for.

Læs mere om binyrebarkhormon

Biologisk medicin
Hvis du har gennemgået førnævnte behandling uden god effekt, er du en af dem, som ikke reagerer på traditionel medicinsk behandling, eller som får for store bivirkninger. I begge tilfælde bør du tilbydes behandling med biologiske lægemidler.

Før en behandling med biologiske lægemidler kan sættes i gang, skal du gennemgå rutinemæssige undersøgelser for skjulte infektioner. Det drejer sig om kronisk leverbetændelse og skjult (latent) turberkulose.

Det er håbet, at biologiske stoffer med tiden kan erstatte binyrebarkhormon, der har relativt mange bivirkninger. Udsigten til en mere effektiv behandling af leddegigt bliver i det hele taget bedre, efterhånden som flere biologiske lægemidler bliver godkendt og taget i brug.

De nye biologiske lægemidler virker anderledes end de traditionelle, og de er særdeles kostbare. Undersøgelser taler for, at også patienter med meget svær sygdomsaktivitet i den tidlige sygdomsfase tilbydes biologiske lægemidler for at undgå flest mulige ledødelæggelser og funktionstab. Dit behov for behandling med biologiske lægemidler kan derfor blive vurderet allerede inden for sygdommens første år.

Der findes følgende biologiske lægemidler:

Antistoffer mod betændelsesstoffet TNF-alfa:
• Remicade (gives i drop som infusion)
• Humira, Cimzia, Simponi (gives som injektioner under huden)

Kontaktstof (receptor), som hæmmer betændelsesstoffet TNF-alfa:
• Enbrel (gives som injektioner under huden)

Præparat, som hæmmer betændelsesstoffet IL-6:
• Roactemra (gives i drop som infusion)

Antistoffer, som hæmmer B-lymfocytter:
• Mabthera (anti-cd20, gives i drop to gange med to ugers mellemrum)

Præparat, som hæmmer T-lymfocytter:
• Orencia (gives i drop som infusion).

Bivirkninger
Behandlingerne kan betyde, at du lettere får infektioner. Der kan – specielt ved behandling med præparatet Remicade – opstå overfølsomhedsreaktioner med f.eks. feber og udslæt, mens Humira, Enbrel, Cimzia og Simponi kan give irritation i det område af huden, hvor injektionen blev givet.

Behandlingen kan ophæve inflammation og forebygge ledskader, men virker kun så længe du tager de biologiske lægemidler.

De nye biologiske lægemidler har kun været anvendt i relativt få år. Derfor kender man endnu ikke langtidsvirkningerne. Hvis du tager lægemidlerne i adskillige år, kan du måske få andre sygdomme, fordi stofferne påvirker kroppens immunforsvar. Derfor vil du under behandlingen blive overvåget for virkninger og mulige bivirkninger.

Læse mere om biologisk medicin

Smertestillende medicin
Smertestillende medicin virker i løbet af få dage. Din behandling bør tilrettelægges, så du starter med de svageste smertestillende midler og derefter – hvis du har behov for det – går over til midler med en stærkere effekt. Du bør kun anvende ét stof ad gangen fra hver smertestillende medicingruppe.

Simple smertestillende midler
Virker hurtigt og irriterer ikke mavesækken. Præparater med indholdsstoffet paracetamol (f.eks. Panodil og Pinex) fås i håndkøb, men er billigere på recept. Det har få bivirkninger, hvis du nøjes med op til 3-4 g i døgnet.

Kodein og tramadol kan virke sløvende – det er vigtigt at være opmærksom på, hvis du skal køre bil eller betjene maskiner. Du skal også være forsigtig med samtidig at tage sovemidler, beroligende midler eller drikke alkohol. Stofferne kan blandt andet give kvalme, og kodein kan give forstoppelse. På apoteket kan du få oplyst, hvilke lægemidler der tilhører gruppen af simple smertestillende midler.

Læs mere om simple smertestillende midler

Betændelsesdæmpende stoffer (NSAID)
NSAID (f.eks. ibuprofen, naproxen) er en forkortelse for Non-Steroide Anti-Inflammatoriske Drugs – det vil sige, at de ikke indeholder binyrebarkhormon, men alligevel har en vis dæmpende virkning på betændelsen i leddet. Virkningen indtræder inden for få dage og viser sig ved mindre morgenstivhed, færre smerter og nedsat feber. NSAID har imidlertid ingen indflydelse på sygdommens forløb og må betragtes som ren symptombehandling.

Når du skal have et NSAID-præparat af din læge, bør du fortælle, om du samtidig tager acetylsalicylsyre (f.eks. Magnyl) som blodfortyndende behandling. Du bør ikke tage NSAID-præparater, hvis du er gravid eller ammer. Tal først med din læge.

Bivirkninger
Kan være irritation af maveslimhinden, kvalme, svie øverst i maven og maveblødning. Du kan nedsætte risikoen ved samtidig at tage mavesårsmedicin.

NSAID kan give overfølsomhedsreaktioner i form af udslæt og astma. Hvis du er overfølsom over for acetylsalicylsyre, bør du undgå disse stoffer. Desuden kan alle NSAID-præparater øge risikoen for hjerte-kar-sygdom, herunder blodprop i hjertet, og bør især anvendes med forsigtighed ved kendt hjerte-kar-sygdom. Blandt de NSAIDpræparater, der har den laveste risiko for hjertekar- bivirkninger, er naproxen og ibuprofen.

Du kan på apoteket få oplyst, hvilke lægemidler der tilhører NSAID-gruppen.

Læs mere om betændelsesdæmpende stoffer (NSAID)

Udover den medicinske behandling kan der komme en række andre ikke-medicinske behandlinger på tale f.eks. kirurgi, fysioterapi og ergoterapi. De forskellige behandlingstilbud skal lindre og forebygge symptomer som smerter, indskrænkninger i bevægeligheden, stivhed i led og begrænsninger i forhold til dit job og dit privatliv. Men de skal også hjælpe dig gennem de psykiske problemer, der måske melder sig undervejs.

Fysioterapi
Fysioterapi omfatter træning og behandling med henblik på at forbedre bevægelighed og styrke (funktionsevne) samt at lindre smerterne og aflaste leddene.

En fysioterapeut kan vejlede dig om motionsformer, som passer til dig og din situation. Fysioterapeuten kan også vurdere, om du eventuelt har behov for et ganghjælpemiddel og hjælpe dig med at træne forskellige funktioner, hvis du eksempelvis har svært ved at rejse dig op og sætte dig ned eller gå på trapper.

Fysioterapeutisk behandling af leddegigt bygger på tradition og erfaring, og der er ingen tvivl om, at fysioterapi kan lindre ledsmerter og styrke din fysiske udholdenhed og kondition.

Man kan få adgang til fysioterapi på hospitalsafdelinger eller hos praktiserende fysioterapeuter. Hvis man har leddegigt, kan man endvidere blive henvist til vederlagsfri fysioterapi af sin læge.

Læs mere om reglerne for vederlagsfri fysioterapi

Afspænding
Mange mennesker med leddegigt bruger afspænding til at lindre og forebygge muskelsmerter. En fysioterapeut kan vejlede dig i forskellige afspændingsmetoder.
 
Læs mere om afspænding

Ergoterapi
En hverdag med leddegigt kan til tider være lidt af et forhindringsløb. Måske har du problemer med at åbne glas eller kartoner, snøre sko og løfte ting. En ergoterapeut kan træne dig i nye teknikker og måder at tackle de daglige udfordringer på, så hverdagen bliver lettere, og du så vidt muligt er uafhængig af andres hjælp.

Formålet med ergoterapi er at gøre dig så selvhjulpen som muligt – både hjemme, på arbejdet og i fritiden. Ergoterapi kan afhjælpe smerter og nedsat funktion i hænderne og give dig viden om, hvordan du finder de bedste arbejdsmetoder.

Ergoterapeutisk træning eller behandling kan omfatte:

• Træning af hverdagsaktiviteter, hvor du instrueres i den bedste måde at udføre de daglige gøremål

• Funktionstræning, hvor du træner efter et øvelsesprogram med henblik på at styrke håndfunktionen (bevægelighed, styrke, koordination)

• Instruktion i ledaflastning, hvor du lærer, hvordan du bruger dine led mest hensigtsmæssigt

• Vurdering af behov for skinner/bandager, som kan stabilisere et led, reducere smerterne og øge styrken i hænderne

• Vurdering af dit behov for særlig boligindretning, hjælpemidler og forbrugsgoder, som kan lette din hverdag.

Varmtvandsundervisning
Mange har glæde af at træne i et bassin med cirka 34 grader varmt vand. Vandtræning kan øge din bevægelighed, styrke, koordination og balance. Vandet beskytter kroppen mod voldsomme bevægelser, og bassintræning er derfor meget skånsom for dine led og muskler. Spørg eventuelt din læge eller fysioterapeut til råds. En del aftenskoler tilbyder undervisning i varmtvandstræning.

Find dit nærmeste varmtvandsbassin

Massage, kulde- og varmebehandlinger
Har været anvendt i årtusinder og kan givekortvarig smertelindring. Der er dog en del uenighed om virkningen af både varme- og kuldebehandling. Nogle mennesker har glæde af varme, andre af kulde. Prøv dig frem og se, hvad der hjælper dig bedst.

Kuldebehandling må højst vare 20 minutter ad gangen. Læg altid et håndklæde mellem huden og kuldekilden. Derudover har nogle glæde af vinterbadning på grund af den reaktive varme, der opstår, efter man er kommet op af det kolde vand.

Læs mere om massage

Læs mere om kulde- og varmebehandling


Elektriske behandlinger
• Ultralydsbehandling er en slags mikromassage med krystallydbølger, som kan lindre smerter i ømme sener

• TENS-behandling (Transkutan Elektrisk Nerve Stimulation) foregår ved, at et apparat sender strøm mellem to elektroder, hvilket kan dæmpe smerteoplevelsen

• Laser- og kortbølgeterapi er behandling med elektromagnetisk energi, der muligvis kan hæmme inflammationen og lindre smerter i ømme led.

Læs mere om TENS-behandling

Kur- og træningsophold
Mange finder ophold under varmere himmelstrøg stimulerende og fysisk aflastende, mens generne føles værre i koldt og fugtigt vejr. Selv om dine smerter lindres, så længe du opholder dig i varmen, skal du dog ikke forvente, at et varmere klima vil helbrede din leddegigt eller hindre dens udvikling.

Din læge kan henvise dig til et ophold på Region Hovedstadens genoptræningscenter Montebello i Spanien, hvis leddegigten har medført betydeligt funktionstab, eller hvis du har fået indopereret et nyt led.

Du kan også blive henvist til et ophold på Gigtforeningens Center for Sundhed og Træning i Skælskør, Middelfart eller Aarhus eller på Kong Christian X’s Gigthospital i Gråsten.

Læs mere om Gigtforeningens Centre for Sundhed og Træning

Læs mere om Gigthospitalet i Gråsten


Kirurgi
En del mennesker med leddegigt kan have gavn af kirurgiske indgreb, afhængigt af hvordan deres gigt udvikler sig. Der er to væsentlige grunde til at lade sig operere:

• at mindske smerterne.

• at bevare eller forbedre funktionsevnen.

Kirurgiske indgreb kan også rette op på eventuelle fejlstillinger. Generelt er indgrebene mest effektive, hvis de foretages, inden du mister en funktion.

Du kan blive opereret i knogler, led, ledhinde, ledbånd og sener, men også i slimsække, gigtknuder, kar og nerver. De hyppigste operationstyper er:

Synovektomi
Her bliver den inderste ledhinde (synovialis) og den betændelse i leddene, der giver smerterne, fjernet operativt. Din ledhinde vil gendanne sig og ofte blive mindre medtaget end før.

Knogleresektion
Her får du fjernet en del af en knogle. Det kan f.eks. være i forfoden, som hos mennesker med leddegigt ofte synker sammen og gør gangen smertefuld. Du kan også få fjernet gigtknuder f.eks. på albuer og hænder. I forbindelse med operation i forfoden kan det være en god idé at bruge et indlæg eller ortopædisk fodtøj. Ortopædkirurgen kan hjælpe dig med en henvisning til specialfodtøj.

Ledresektion
Her fjerner man selve leddet, det vil sige leddets bruskbeklædte knogleende. Det kan ske ved, at man fører et stykke sene ind mellem de fritliggende knogler og ellers lader det omgivende væv støtte og styre leddets bevægelse. Ledresektion bliver ofte foretaget i små led, f.eks. i fingrene.

Artrodese
Hvis et af de mindre led i kroppen er ødelagt af leddegigt – typisk et hånd- eller ankelled – og giver smerter eller er ustabilt, har du mulighed for at få en stivgørende operation. Målet med denne operation er primært at reducere dine smerter, men også at bevare så meget som muligt af leddets funktion. I ankelleddet er stabilitet vigtigere end mobilitet. Ved en stivgørende operation fjerner man leddets bruskbeklædte knogleender og bringer knoglerne i kontakt med hinanden. De vokser så sammen igen som efter et brud. Efter et indgreb i f.eks. hænderne skal leddet vokse sammen i en stilling, der gør det muligt for dig både at skrive, spise og klare dig selv ved toiletbesøg.

Alloplastik
Indsættelse af en ledprotese. Det kan være en total- eller delprotese. Hvis et af dine led er ødelagt og giver dig mange smerter, kan det være en løsning at få et kunstigt led i stedet. Man har i dag stor erfaring i at indsætte kunstige led i skulder, hofte, knæ og ankel, og det kan forbedre livskvaliteten betydeligt. Ved operationen forsvinder smerterne i leddene som regel, men din bevægelsesfunktion kan fortsat være nedsat.

Håndkirurgi
Er i dag et veludviklet, selvstændigt speciale. Kirurgiske indgreb i hænderne foretages for at forbedre eller bevare din funktionsevne, men det kan også handle om kosmetiske ændringer.

Der er som regel ingen komplikationer forbundet med de kirurgiske indgreb, men som ved alle operationer kan der opstå behandlingskrævende infektioner. Bortset fra stivgørende operationer og enkelte specialoperationer er det vigtigt, at du hurtigt kommer i gang med at genoptræne det opererede led. På den måde kan du forebygge, at din ledkapsel skrumper, og at leddet bliver mindre bevægeligt.

Hvor foregår operationerne?
Mange operationer foregår på lokale ortopædiske hospitalsafdelinger, men specielle håndkirurgiske indgreb, operationer i skulder-, albue- og ankelled, rettelse af fejlstillinger, udskiftning af led og indgreb i nakken udføres oftest på specialiserede afdelinger.

Den videnskabelige dokumentation for effekten af operationer er baseret på kontrolundersøgelser af leddegigtopererede mennesker, og der er omfattende erfaring inden for området.

Psykologi og gigt
At få en kronisk sygdom kan naturligt nok medføre psykiske kriser. Også et vedvarende smerteproblem indebærer et personligt tab, som man forståeligt nok reagerer på med følelser af vrede, angst og sorg. Det er derfor også helt naturligt, at man giver udtryk for disse følelser - i en periode. Men det hjælper ikke at blive ved med at beklage sig. Det vil kun forværre problemet. Det gælder om at komme videre med livet på trods af handicappet.

Realistiske forventninger
Den kroniske sygdom betyder indskrænkninger i dine muligheder. Derfor bør du forsøge at indrette forventningerne til fremtiden realistisk - i stedet for hele tiden at sammenligne med situationen før sygdommen. Målet må være at prøve at opnå den bedst mulige livskvalitet under de givne omstændigheder.

Smerter er ubehagelige oplevelser, der er subjektive - det vil sige, de ikke kan måles direkte, fordi de opleves forskelligt fra menneske til menneske. En række psykologiske forhold har vist sig at have stor indflydelse på smerteoplevelsen. Hvis du samtidig med smerten er trykket af problemer eller sorger, vil det som regel øge dine smerter.

Den onde cirkel
Mennesker med kroniske smerter kommer ofte ind i en ond cirkel, der virker forstærkende på deres smerter. Smerter trætter, og træthed betyder, at en smerte føles stærkere. Man kan blive ængstelig eller nedtrykt af konstante smerter. Både angst og depression forøger smerteoplevelsen. Smerter fører tit sociale og økonomiske problemer med sig. Disse formørker tilværelsen og gør smerterne mindre udholdelige.

Mange reagerer på smerter med nedsat aktivitet og isolerer sig fra andre. Det betyder, at smerterne får lov at fylde for meget i tilværelsen. I kølvandet på de fleste smerter følger stress og muskelspændinger. Det giver ømme muskler og yderligere smerter og træthed. For at kunne vende denne onde cirkel er det først vigtigt at få øje på den og derefter at gå frem efter "de små skridts metode" - altså ændre lidt af gangen.

Mindfulness meditation
Meditation betyder i al sin enkelhed at fokusere sin opmærksomhed på noget bestemt. Vores tanker bevæger sig hele tiden fra fortid til fremtid og fra emne til emne. Når du mediterer, samles din bevidsthed og din opmærksomhed om et bestemt punkt – f.eks. åndedrættet. Mindfulness er en meditationsmetode, som mange mennesker med kroniske smerter har gavn af. Du lærer at give både dig selv og dine smerter venlig opmærksomhed og acceptere dig selv og dit liv sådan, som det er – fra øjeblik til øjeblik. Ved at give slip på de mentale kampe, mange af os kæmper for at ændre noget, der vanskeligt ladersig påvirke, frigives energi og plads til forandring. På den måde kan du blive bedre til at leve livet på trods af smerter – og ikke i trods mod smerter.

Læs mere om Mindfulness meditation

Få mere information og gode råd om kroniske smerter

Læs mere om smerter, tanker og følelser

Når sygdom rammer os
Leddegigt er en sygdom, som berører mange mennesker, og de måder, vi reagerer og lever med den på, er forskellige. Selv om vi ikke er ens – vi har hver især vores egen historie, vores egen nutid og fremtid, som sygdommen skal skrives ind i – har vi alligevel det fælles, at sygdommen udgør et vilkår, der kan udfordre vores tilværelse.
 
De fleste mennesker med leddegigt oplever, hvordan sygdommen kan medføre tab – eller trusler om tab. Tab af smertefrihed, bevægelsesfrihed, identitet, arbejdsevne, kontrol og mening. Tab, som kan true, opstå og vende tilbage igennem sygdomsforløbet afhængigt af, hvordan sygdommen udvikler sig. Truslen om tab kan være lige så følelsesmæssigt belastende som dét reelt at miste.

For nogle mennesker bliver oplevelsen af – eller truslen om – tab nærværende, når diagnosen bliver stillet. For andre er det at få en diagnose snarere en lettelse, især hvis man har været igennem et langt og kompliceret forløb. Andre igen oplever først efter mange år med sygdommen, at den pludselig griber ind i livskvaliteten. Livet med en kronisk sygdom er ikke statisk, og mange forhold kan være afgørende for, om – eller hvornår – sygdommen påvirker din trivsel.

Når vi konfronteres med tab, bearbejder vi det med vores tanker og følelser. Oplevelsen af tab er tæt knyttet til en sorgproces, hvor vi mentalt kan bevæge os gennem en række afklarende spørgsmål: Hvad er det, jeg har mistet? Hvad er tilbage? Og hvad bliver muligt?

Vi kan miste noget – eller være bange for at miste noget – som er så værdifuldt for os, at vi oplever, at vores erfaringer ikke længere slår til. At vi pludselig befinder os i et ukendt landskab, hvor vi mister vores sans for retning, mening og handling – og måske også vores fornemmelse af, hvem vi selv er. Sådanne kritiske vendepunkter kan føre forskellige følelsesmæssige reaktioner med sig: vrede, angst, skyld, skam, afmagt, modløshed, misundelse eller tomhed. Følelser, som kan virke både fremmede og overvældende. Men det er naturlige følelser, der tager afsæt i, at man forholder sig til det betydningsfulde og værdifulde, man er bange for at miste, eller som man har mistet. Dine følelsesmæssige reaktioner er derfor udtryk for, at du bearbejder dine tab og din frygt for at miste. Og det er et vigtigt skridt i retning af at kunne omstille sig til de nye krav og vilkår, som sygdommen har bragt med.

Når sygdom flytter os
Tilpasningen til et liv med en kronisk sygdom har mange veje og er påvirkelig af uendeligt mange faktorer. Din egen personlige sygdomsopfattelse har stor betydning. Hvordan du trives med og tilpasser dig din sygdom er langt fra alene et spørgsmål om sygdommens alvor eller udvikling, men knytter sig i højere grad til, hvordan du opfatter dig selv og din situation.

Sygdommens fysiske udtryk og de behandlingstiltag, der iværksættes i relation til disse, kan påvirke dig. Det kan dine egne psykiske reaktioner i høj grad også: tanker, følelser, adfærd, ændringer i selvforståelsen og nye måder at se både dig selv og andre på. Din egen forståelse og oplevelse af sygdommen – af dens konsekvenser, muligheder og begrænsninger – er i høj grad afgørende for dit velbefindende og din livskvalitet.

Sygdommens karakter og forløb kan variere meget. Nogle har få symptomer, der kun i begrænset omfang – hvis overhovedet – påvirker deres dagligdag. Andre kan have stærkt invaliderende symptomer, der medfører omfattende begrænsninger i hverdagen. Også det tempo, hvormed sygdommen udvikler sig, kan variere fra få og periodevise ændringer til mere aggressive og invaliderende forløb. Sygdommens karakter og udvikling har naturligvis betydning for, i hvilket tempo du må forholde dig til nye livsbetingelser. Alene uvisheden om, hvordan sygdommen vil udvikle sig over tid, kan være et vilkår, som i perioder kan optage dig.

Nye krav
En kronisk sygdom kan stille en række nye krav til dig. Måske skal du tilpasse dig et liv, som er anderledes end det, du havde forestillet dig? Måske skal der tænkes nogle hensyn med ind i dine fremtidige planer om arbejdsliv, bolig og livet med familie og venner? Måske er det en ny udfordring at finde frem til en passende balance, når det handler om de hensyn, både andre og du selv udviser, når det er nødvendigt?

De måder, hvorpå du udvikler dig med en kronisk sygdom i dit liv, betinges også af din personlighed og dine livsvilkår. Dine reaktioner og handlemuligheder vil blandt andet blive formet af dine livserfaringer: Hvordan har du tidligere forholdt dig til livets store udfordringer og omvæltninger? Kan nogle af erfaringerne overføres til din nuværende situation? Hvordan var dit forhold til din krop forud for sygdommen? Har du grundlæggende en optimistisk indstilling til dig selv og tilværelsen, eller tror og forventer du, at det bliver umuligt at imødegå de udfordringer, som sygdommen kan medføre? Ser du mest de tabte muligheder, eller kan du også øjne nye? Og hvor i livet befinder du dig, når du rammes af sygdommen? Er du ung, voksen, midt i livet eller ældre? Din livsfase kan have betydning for, hvad du er mest optaget af, og hvad der er af særlig værdi – og dermed også udgør truslen om et særligt stort tab. Både i det liv, du lever lige nu og her, og i det liv, du ønsker at skabe i fremtiden.

Nye veje
Sociale, økonomiske og familiemæssige forhold er alle faktorer, som bidrager til vores generelle fysiske og psykiske trivsel. Et godt, støttende netværk og en afklaret økonomisk fremtid er vigtige rammer, der er med til at definere de ressourcer, vi har til rådighed, når vi skal etablere en hverdag med en kronisk sygdom.

Men selv om vi som mennesker er meget tilpasningsdygtige og i stand til at genopbygge en ny hverdag med en kronisk sygdom, kan kravene om omstilling og tab af værdier blive så overvældende og belastende, at vi bliver mere sårbare over for, at kriser og depressioner kan få tag i os.

Det er muligt at få tilskud til psykologhjælp, hvis man har leddegigt og opfylder visse kriterier. Det er din læge, som vurderer, om du opfylder kriterierne og derefter giver dig en henvisning.

Du kan læse mere om tilskudsordningen på Dansk Psykolog Forenings hjemmeside (skriv ”offentlige tilskudsordninger” i søgefeltet). På samme hjemmeside finder du en oversigt over psykologer, som er medlemmer af foreningen, oplysninger om priser og meget andet.

Du kan også kontakte Gigtforeningens tværfaglige rådgivning, hvor du har mulighed for at tale med en psykolog. Rådgivningen er gratis og anonym.
 
Kontakt Gigtforeningens rådgivning

Netværk – selvhjælpsgrupper og gigtskoler
Træthed og smerter er blandt de symptomer, mange angiver som de mest begrænsende og invaliderende i hverdagen. Også sygdommens uforudsigelighed kan være en barriere for, hvordan man tør planlægge sin fremtid. Evnen til at være fleksibel og spontan kan derfor blive en ny og frugtbar måde at organisere og være i livet på.

Mange oplever, at det kan være både udfordrende og ensomt, når smerter og træthed fylder mest – ingen andre kan jo se disse usynlige sider af sygdommen. Derfor har mange stort udbytte af at hente inspiration i netværk, hvor det er muligt at udveksle erfaringer med andre om, hvordan man kan leve et aktivt liv, uden at smerter eller træthed begrænser én mere end nødvendigt.

Gigtforeningens frivillige kredse organiserer selvhjælpsgrupper og afholder foredrag, motionsaktiviteter og andre arrangementer af både faglig og social art.

Læs mere om kredsenes aktiviteter

Selvhjælpsgrupperne bygger på idé- og erfaringsudveksling. De kan hjælpe dig til at forholde dig aktivt til din sygdom og til bedre at kunne håndtere nogle af de problemer og udfordringer, der følger med den – smerter, medicin, hjælpemidler, støttemuligheder, motion og træning, job, kost og meget andet.

Flere hospitalsafdelinger og enkelte kommuner har gigtskoler, der tilbyder undervisning i forskellige aspekter af leddegigt. Her kan du få oplysninger og åbent tale om også personlige problemer i forbindelse med sygdommen.

Er du mellem 12 og 36 år, kan du kontakte FNUG – ForeningeN af Unge med Gigt.

Læs mere om Fnug

Hvad med jobbet? – dine sociale rettigheder
Mange, der får diagnosen leddegigt, bliver usikre på, om de fortsat kan klare deres arbejde. Heldigvis er det ofte realistisk at vende tilbage – enten i sit gamle arbejde eller i et job på særlige vilkår. Måske har du lige nu ondt og ønsker bare at være fri for arbejdsmæssige forpligtelser. Men på længere sigt kan muligheden for at leve et udadvendt liv med arbejde osv. få stor betydning for livskvaliteten.

Læs om dine sociale rettigheder og dine muligheder på arbejdsmarkedet

Hvad med sexlivet?
Det er de færreste mennesker med gigt, der undgår, at sygdommen på én eller flere måder påvirker deres sexliv. Når man har en kronisk sygdom, der medfører smerter og træthed, bliver man ofte nødt til at bruge ekstra kræfter og fantasi for at opbygge eller bevare et godt sexliv. Men der behøver ikke at være den store forskel på sexlivet med og uden gigt.

Læs om hvordan du får et godt sexliv med gigt

Hvis du i forvejen har gode motionsvaner og spiser sundt, behøver du formentlig ikke at ændre din livsstil grundlæggende. Men gigten kan betyde, at du – i hvert fald i perioder – må tilpasse dine daglige aktiviteter, så de bliver lettere at overkomme.

Hold dig i form
Har du leddegigt, er det vigtigt, at du træner din bevægelighed, styrker de store muskelgrupper og din kondition. Fysisk aktivitet giver dig energi, så du bedre kan klare opgaverne i din dagligdag og gøre de ting, du gerne vil. Motion mindsker også risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme og giver dig større psykisk overskud.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger er et godt pejlemærke – men det er ikke sikkert, du kan følge dem. Hvordan og hvor ofte, du skal træne, vil afhænge af, hvor aktiv din sygdom er. Dine led må ikke hæve yderligere i forbindelse med træningen, men du må gerne blive øm i dine muskler og led. Tal gerne med en fysioterapeut om din træning. 

Hvis du har svært ved at komme i gang, kan det være en god idé at motionere sammen med andre. Husk, at lidt motion er bedre end slet ingen – og det er aldrig for sent at gå i gang!

Læs mere om motion og Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Motion – derfor!
Muskler og led: Motion giver dig stærkere muskler, så du kan klare mere. Især styrke- og udholdenhedstræning vil gøre mange af dagligdagens funktioner lettere for dig, og en stærk muskulatur beskytter leddene og forebygger overbelastningsskader i muskler, sener og led. Også dine led har godt af at blive bevæget – det modvirker ledstivhed. Ikke-vægtbærende motionsformer som vandtræning eller et tilpasset træningsprogram f.eks. i et motionscenter er gode for dine muskler og led.

Knogler: Regelmæssig motion styrker dine knogler og mindsker risikoen for knogleskørhed. Her er det mest effektivt at træne med en vis vægtbelastning. Du kan styrke dine knogler gennem f.eks. gymnastik, gåture eller dans.

Hjerte-kar-sygdomme: Mennesker med leddegigt er særligt udsatte for åreforkalkning. Motion, som gør dig forpustet og får pulsen op, styrker dit kredsløb og nedsætter din risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Koordination og balance: Du træner din krops evne til at koordinere og holde balancen ved at gentage bevægelser mange gange. Det gør du f.eks., når du lærer at cykle. Du kan også træne din balance på en balancepude, et bræt eller en stor træningsbold.

Før du går i gang
Du skal altid lytte til din krops signaler. Du må gerne føle lidt ømhed, men ikke egentlige smerter. Respekter, når trætheden melder sig. Sørg for at hvile godt ud mellem øvelserne, og lad være med at presse dig selv for hårdt. Har du feber eller er sløj, så spring træningen over den dag. Motion, der er tilpasset dig og din situation, vil ikke forværre leddegigten. Er du i tvivl, om du er klar til at træne, kan du tale med din læge om det.

Start forsigtigt
Når du har været i gang 2-3 måneder, kan du gradvist motionere hyppigere og længere tid ad gangen. Du skal dog hele tiden justere din træning efter sygdomsaktiviteten og den træthed, du oplever. Hvis der opstår mere hævelse i et eller to led (oftest knæ-, fod- og skulderled), end der var i forvejen, tyder det på, at belastningen har været for høj. Mange hævede led skyldes sandsynligvis, at sygdommen er blevet mere aktiv. Ved øget ledhævelse skal du sætte belastningen ned eller udføre færre gentagelser, og du kan eventuelt holde nogle dages pause.

Generelt om motion
Hvis du har mulighed for at træne i varmt vand, er det et rigtig godt motionsvalg. Det er behageligt, vandets opdrift aflaster dine led, og du får en jævn, blød modstand i dine bevægelser. Der findes mere end 100 varmtvandsbassiner i Danmark.

Cykling er et andet godt valg – men sørg for, at cyklen er korrekt indstillet. Let gymnastik og gåture i vekslende tempo bør også indgå i dit motionsprogram. Du kan desuden træne i et fitnesscenter, men du skal instrueres i at anvende træningsmaskinerne, så du ikke får skader.
 
Forkert fodtøj hæmmer dine bevægelser, så sørg for gode sko og eventuelt specialindlæg. Der ydes tilskud til specialfodtøj og indlæg – tal med din læge om det.

Find dit nærmeste varmtvandsbassin

Læs mere om cykling

Læs mere om fodtøj

Sådan aflaster du dine led
Det er en god idé at lære nogle teknikker, der kan aflaste dine led i hverdagen, og at bruge gode redskaber til de daglige aktiviteter – også selv om du måske ikke mærker så meget til sygdommen:

• Sørg for at skåne de små led så meget som muligt og lad i stedet de store led tage belastningen. Fordel belastningen på flere led

• Lyt til din krops signaler. Hav respekt for smerter

• Hold pauser – det er ikke spild af tid

• Undgå den samme stilling i længere tid ad gangen

• Brug leddene i midterstilling

• Lav øvelser, så du bevarer bevægeligheden i dine led og styrker dine muskler

• Brug hjælpemidler og gode ergonomiske redskaber. Køkkenredskaber med fortykket håndtag og knive med vinklet greb sikrer, at du bruger dine led i midterstilling. Skinner eller bandager kan aflaste og stabilisere leddet.

Du kan søge om støtte til hjælpemidler, forbrugsgoder eller boligindretning ved at kontakte kommunens visitations- eller hjælpemiddelafdeling. Her kan du få råd og vejledning af en ergoterapeut, der sammen med dig gennemgår dit hjem og vurderer dine behov ud fra dine daglige gøremål. Herefter behandler terapeuten din ansøgning.

Du kan også kontakte Gigtforeningens rådgivning

Som hovedregel bør du ligesom andre spise en normal, sund og varieret kost, eventuelt suppleret med en almindelig mineral- og vitaminpille. Er du over- eller undervægtig, er det en god idé at tale med lægen om, hvordan du kan lægge din kost om. Der findes desværre ikke nogen kostplan, der kan fjerne dine symptomer. Det ser dog ud til, at nogle symptomer kan mildnes, hvis du spiser rigeligt med fed fisk.

Læs mere om kost og leddegigt

Inspiration og hjælp til at opnå en ønsket vægt
Uanset om du ønsker at tage på i vægt eller tabe dig, kræver det en indsats. Vælg de metoder, der passer bedst til dig, og som du er i stand til at efterleve. Det kan i nogle tilfælde være en god idé at få hjælp fra en professionel med en anerkendt uddannelse, f.eks. en klinisk diætist. En diætist kan beregne dit energibehov og udarbejde en skræddersyet plan for, hvordan du kan opnå en ønsket vægt ved hjælp af sund og velsmagende kost. Hvis du vil tabe dig, kan en vægttabsguide, systemer til at holde regnskab med dit kalorieindtag og vægttabskurser hjælpe dig med at finde ud af, hvad og hvor meget det er godt at spise eller drikke.

Overvægt
Hvis du vejer for meget, vil et vægttab aflaste dine led og i øvrigt forbedre din sundhed. Det er især vigtigt for ryg, hofter, knæ og fødder, men overvægt kan også påvirke led, der ikke er vægtbærende, f.eks. dine fingre. Et varigt vægttab kræver varige ændringer i dine vaner. Det handler om, at du finder en passende balance mellem indtag og forbrug og om at være bevidst om dine valg – om at dyrke mere motion, slukke tørsten i vand, spise rigeligt med grønt og groft, fedt- og sukkerfattigt – og ikke for meget!

Nedsat appetit, undervægt og uønsket vægttab
Undervægt kan være et problem for mennesker med leddegigt. Er du undervægtig, er det vigtigt, at du gør en indsats for at få problemet afhjulpet. Underernæring kan medføre muskeltræthed, uoplagthed, dårlig fysisk kondition, lav fysisk aktivitet og depression. Underernæring og manglende appetit er navnlig uhensigtsmæssig i perioder, hvor der er aktivitet i gigten, og dit behov for næringsstoffer derfor er særligt stort.

Der kan være mange årsager til undervægt og/eller uplanlagt vægttab. Du kan mangle appetit på grund af sygdommen (smerter, træthed, nedtrykthed), din medicin kan give dig problemer i form af smagsforandringer eller mundtørhed, du kan have besvær med at tygge og/eller synke og fordøjelsesproblemer som forstoppelse, diarré eller mavesmerter. Det kan også være, du har gennemgået en større operation eller haft knoglebrud. Endelig kan du på grund af sygdommen have svært ved at planlægge og forberede måltiderne, så det går ud over både indkøb, tilberedning og servering.

Mere lyst til at spise
Der er flere måder at komme til at spise mere på. Hvilke løsninger, der passer dig, afhænger blandt andet af, hvor selvhjulpen du er i forhold til indkøb, planlægning og tilberedning af dine måltider. Men det er vigtigt, at du er opmærksom på problemet. Søg råd og vejledning – og bed om hjælp, hvis du har brug for det.

Motion og frisk luft er godt for appetitten. Spis dine yndlingsretter og gør meget ud af anretning og servering. Generelt rådes du til at fordele maden over mange måltider og vælge fødevarer med et højt indhold af energi (kJ/kcal) og protein, så du ikke samtidig behøver at øge mængden af den mad, du spiser.

Sådan kan du øge kostens energi- og proteinindhold:

• Yoghurt, ymer og andre fede mælkeprodukter sammen med f.eks. tørret frugt kan serveres som mellemmåltid

• Avocado i mad og som pålæg er en god energikilde
 
• Protein- og energirige drikkevarer mellem måltiderne

• Smør, olie og fede mælkeprodukter kan øge madens fedtindhold

• Mælk og syrnede mælkeprodukter som cremefraiche kan tilsættes bagværk, fars, havregrød, kartoffelmos og sovs for at øge madens indhold af energi og protein

• Ekstra æg kan tilsættes f.eks. fars og bagværk

• Ost, f.eks. som drys på den varme mad, som pålæg, i saucer og som mellemmåltid, giver et ekstra tilskud af energi og protein

• Fed fisk kan serveres på mange måder, f.eks. kogt eller stegt, som fiskefrikadeller eller som pålæg – evt. fra dåse

• Nødder, mandler og tørret frugt kan bruges som et mellemmåltid.

Tips til madlavning
Mange mennesker med leddegigt kan opleve forskellige barrierer i forbindelse med madlavningen. Det kan især være besværligt at skrælle, røre, snitte, hakke og bære tunge ting. Brug derfor ergonomiske hjælperedskaber og elektriske apparater i den udstrækning, det kan lade sig gøre. Du kan også mindske de tunge løft ved at anskaffe letvægtspander, -gryder, -skåle og –fade – gerne med to håndtag, så du kan løfte med begge hænder.

Mange køkkenredskaber fås med fortykket og/eller vinklet greb, der kan lette belastningen på fingre og håndled. Husk i øvrigt at holde dine knive skarpe, så du ikke skal bruge så mange kræfter, når du skærer.

For at minimere belastende opgaver kan du anvende frosne grøntsager, som ernæringsmæssigt har samme værdi som friske, og som ikke kræver så meget tilberedning og forarbejde.

Det kan for nogle være svært at stå op under tilberedningen. Prøv at skifte mellem at sidde og stå. Overvej om du kan indrette en fast plads i køkkenet, hvor du kan arbejde siddende.

Tænk kreativt – også under madlavningen. F.eks. kan du spare på kræfterne, når du bruger håndmikser ved at stille skålen med indhold ned i køkkenvasken og støtte håndmikseren på bordkanten.

Læs mere om boligindretning og hjælpemidler

At der er en sammenhæng mellem rygning og forhøjet risiko for udvikling af leddegigt, har været påvist i en række videnskabelige studier. Det har ligeledes vist sig, at personer med leddegigt, der ryger, har et mere alvorligt sygdomsforløb.

Læs mere om leddegigt og rygning

Måske er du i tvivl, om du kan klare at få et barn, når du har leddegigt. Det kan også være, du tænker på, om din sygdom kan påvirke barnet. Risikoen for, at dit barn får leddegigt, er imidlertid så lille, at det ikke i sig selv er nogen grund til at undgå at få børn. Hvis du får høj sygdomsaktivitet under graviditeten, er der en risiko for, at dit barn vil blive født med en lidt lavere fødselsvægt end normalt, men det vil formentlig udligne sig inden for det første leveår. I øvrigt er det normalt at opleve en bedring af leddegigten under graviditeten.

Medicin før og under graviditeten
Da det er mest hensigtsmæssigt at undgå medicin under graviditeten, bør du forsøge at blive gravid i en periode, hvor sygdomsaktiviteten er lav, så du kan undvære din medicin. Ikke alle lægemidler skader fosteret, men uanset om du er kvinde eller mand, er det vigtigt, at du drøfter din medicin med en reumatolog i god tid, så uønskede stoffer er ude af kroppen, inden du eller din partner bliver gravid.

Hvis du får behov for smertestillende medicin under graviditeten, kan paracetamol (f.eks. Pinex, Panodil) og prednisolon tages under hele graviditeten. NSAID-præparater bør ikke anvendes, og bortset fra præparatet Salazopyrin bør du undgå de fleste langsomtvirkende mediciner under graviditeten. Specielt behandling med methotrexat skal både mænd og kvinder ophøre med i god tid (ofte anbefales 3-6 måneder) før en planlagt graviditet, da denne medicin kan medføre fosterskader.

Graviditet og amning
Omkring to ud af tre kvinder med leddegigt får det bedre under graviditeten og klarer sig derfor fint uden deres normale medicin. Men efter fødslen vender symptomerne som regel tilbage – normalt inden for de første 12 uger. Det kan derfor være nødvendigt at genoptage den medicinske behandling igen lige efter fødslen, og det vil formentlig betyde, at du må stoppe amningen og i stedet give dit barn modermælkserstatning.

Planlæg praktisk hjælp efter fødslen
Du må være opmærksom på, at dine symptomer efter fødslen sandsynligvis vil belaste dig mere end før graviditeten, fordi du nu også har et lille barn at tage dig af. Mange nybagte forældre oplever, at denne tid kan være vanskelig og krævende.
 
Det er formentlig i tiden efter fødslen og i småbarnsperioden, du vil have mest brug for støtte og praktisk hjælp. Derfor er det en god idé, allerede mens du er gravid at gøre dig nogle tanker om, hvordan dagligdagen skal forme sig, når dit barn er født. Måske kan I alliere jer med familie og venner og planlægge fremtiden, så omsorgsopgaverne i forbindelse med det lille barn ikke bliver for overvældende.

Det er som nævnt under alle omstændigheder vigtigt at tale med en læge om din gigtbehandling i god tid, inden du eller din partner bliver gravid. Lægen kan desuden formidle kontakt til ergoterapeut, fysioterapeut og socialrådgiver, som ud fra hver deres faglige indfaldsvinkel kan hjælpe jer, så I er bedst muligt forberedt på tiden efter fødslen.

Læs mere om graviditet, amning og den første tid som forældre