Print
Forstør teksten Læs teksten op

Massage

Ordet massage stammer fra det arabiske ord ”mass`h“, der betyder ”at trykke blidt“.

Ved massage behandles kroppens bløddele. Ved oplevelsen af smerte eller ubehag er en naturlig reaktion at massere det påvirkede område med henblik på at mindske følelsen.

Massage er en behandlingsform, hvor der gøres brug af forskellige metoder til at behandle kroppens bløddele. Dette gøres oftest ved brug af hænder, men der kan ligeledes anvendes et apparat.

Eksempler på massage af bløddele er: Svensk massage (klassisk massage), Shiatsu, Rolfing (bløddels manipulation), reflexology, myofascial release, kraniossakral terapi m.m.

Massage kan anvendes som en selvstændig terapiform eller som en del af anden behandling (fx fysioterapi).

Dokumentation for virkning ved lændesmerter

Cochrane review
Forskere fra den velansete Cochrane organisation har foretaget en systematisk vurdering af de videnskabelige undersøgelser, der har studeret virkningen af massage på lændesmerter af både akut og kronisk karakter. For at bedømme den selvstændige virkning af massage er blot de undersøgelser, hvor massage har været anvendt som selvstændig behandlingsterapi (og derved ikke som del af anden behandling; eks. fysioterapi) inddraget i denne systematiske vurdering. Den form for massage, der er vurderet er bløddelsmassage ved brug af hænder eller udstyr - herunder akupressur: akupunktur massage.

Lændesmerter med en varighed på mere end 4 uger
På baggrund af moderat videnskabeligt bevis, konkluderer forskerne, at massage måske kan virke smertelindrende ved lændesmerter, der har varet > 4 uger. Ud fra den foreliggende forskning tyder det på, at virkningen af massage forbedres, hvis massageterapien kombineres med motion og information. Endvidere tyder det på, at massage især er gavnligt for personer med lændesmerter, hvis det udføres af autoriseret sundhedspersonel (herved menes en person uddannet og autoriseret indenfor det konventionelle sundhedssystem). Læs mere om autorisation her

Eksperterne anbefaler, at der foretages flere videnskabelige undersøgelser for at bekræfte virkningen af massage på lændesmerter med en varighed på mere end 4 uger.

Den videnskabelige dokumentation tyder på, at akupunktur massage (akupressur) er mere effektiv end klassisk massage. Dette er dog ikke endeligt bevist, og skal bekræftes i yderligere videnskabelige undersøgelser.

Lændesmerter med en varighed på mindre end 4 uger
Der er utilstrækkeligt videnskabeligt bevis for virkningen af massage på akutte lændesmerter (varighed mindre end 4 uger), og forskerne fra Cochrane organisationen kan således ikke drage konklusioner.

MTV rapport
I en dansk MTV (Medicinsk teknologi Vurdering) rapport vurderer danske eksperter, at massage ikke generelt kan anbefales anvendt som behandling af lændesmerter. Massage kan dog overvejes anvendt som lindring ved lokaliserede muskelsmerter og med henblik på begyndende smertelindring/afspænding før brug af andre dokumenteret effektive behandlingsformer (f.eks. manipulation).


Massage anses for at være en sikker behandlingsterapi uden risici eller bivirkninger.

I følgende tilfælde må massage ikke anvendes:

  • Et område med akut inflammation (betændelse)
  • Et område med hudinfektion
  • Et område med brud (fraktur)
  • Et område med forbrænding
  • Et ben ved blodprop i underbenet (Dyb vene trombose)
  • Steder med kræft svulster (cancer tumorer)

  1. Furlan AD, Brosseau L, Imamura M, Irvin E. Massage for low back pain (Cochrane Review). In: The Cochrane Library, Issue 1, 2004. Chichester, UK: John Wiley & Sons, Ltd. (Artiklen kan findes ved at søge direkte fra Det Nordiske Cochrane Center på www.cochrane.dk eller via hjemmesiden www.vifab.dk).
  2. Statens Institut for medicinsk teknologivurdering. Ondt i ryggen: Forekomst, behandling og forebyggelse i et MTV-perspektiv. Medicinsk Teknologivurdering Serie B 1999; 1(1). Rapporten kan læses via dette link (pdf)
  3. Vickers A, Zollman C. ABC of complementary medicine. Massage therapies. BMJ 1999; 319(7219): 1254-1257. (Hele artiklen kan læses via dette link (pdf))

Sidst opdateret 29-11-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen