“Jeg fik gigt, da jeg var halvandet år gammel. Vi blev præsenteret for hinanden i en alder, hvor jeg knap nok kunne sige “av”.
Gigt har været med mig hele livet. I starten sad jeg i trækvogn i børnehaven, fordi det gjorde for ondt at gå. De andre børn spurgte, hvorfor jeg fik lov – jeg sagde ikke noget. Det var lettere at være stille.
I mit voksenliv valgte jeg noget, som mange ikke forstod. Jeg valgte at få børn. Jeg valgte det med åbne øjne, velvidende at gigt stadig sad med ved bordet.
Tina
Min familie valgte så noget andet: De valgte at vende mig ryggen.
“Sådan én som dig bør ikke få børn,” sagde de. Ikke som et spørgsmål. Mere som en dom. En sætning, der skulle lukke døren – og det gjorde den også. Jeg har ikke set dem, siden jeg fødte mit første barn i 2007.
For jeg valgte ikke at lade gigt være dommeren over, hvad jeg kunne eller burde.
Jeg valgte at se på, hvad der er muligt, ikke hvad der er umuligt.
Jeg valgte, at mine børn skulle vokse op med en mor, der kender sin krop, ved hvor grænsen går, og som ikke tager kærlighed for givet.
Og mine børn har lært at forstå det. Vi danser anderledes. Vi griner anderledes. Og måske mærker de noget, som andre børn ikke altid får med: At livet er skrøbeligt, og at kærlighed ikke handler om, hvor hurtigt man løber, men hvor tæt man står.
Men jeg har ofte været i tvivl. Været bange for, at mine børn ville blive taget fra mig. Den frygt opstår ikke ud af ingenting. Den vokser af omgivelsernes blikke.
For når man lever med et synligt handicap, opdager man hurtigt, at nogle mennesker ikke først ser én som mor. De ser en kørestol.
Jeg har igen og igen oplevet, at andre tvivlede på mig. At de så mine begrænsninger, før de så mine ressourcer.
Selv har jeg aldrig tvivlet på min kærlighed til mine børn. Eller på min evne til at være mor.”
Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt
Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.
Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.
Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.
Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.