“Nogle gange kan jeg have følelsen: Nåede mit liv overhovedet at starte, før jeg fik gigt?
Jeg havde længe haft mærkelige symptomer. Mine fødder hævede. En tå blev helt cocktailpølse-tyk. Jeg var mere end bare lur-træt. Og så havde jeg ondt alle mulige steder, uden at jeg rigtigt kunne forstå, hvorfor. Jeg havde været frem og tilbage hos lægen og fået taget prøver. Nu skulle jeg bare ind og have et svar – og så videre til frokost med en veninde.
”Kommer du alene, Julie? Du skal have en besked, der ikke er så sjov,” sagde lægen til mig. Så stod jeg der. 23 år. I mine røde laksko og en solgul trøje. Og fik beskeden om, at jeg havde gigt i så voldsom grad, at jeg skulle starte på kemobehandling med det samme. Bivirkningerne fløj rundt i hovedet på mig. Leversvigt. Hudkræft. Hårtab. Det var det, jeg hørte.
Der er et før og et efter den dag.
Hvis jeg siger ja til én ting, hvad betyder det så for resten af dagen? Hvis jeg tager på arbejde, hvad har jeg så tilbage, når jeg kommer hjem? Hvis jeg siger ja til en aftale, kan jeg så også købe ind? Lave aftensmad? Gå i bad? Skal jeg noget dagen efter?
Det er meget trættende og tynger mig mentalt.
Jeg kan ikke længere bare gå med det, der føles naturligt. Gå med begejstringen. Forfølge min nysgerrighed. For hvis jeg gør det uden at tænke over konsekvensen, sker der et helt tydeligt skift. Så kører jeg på adrenalin. Og bagefter kommer jeg hjem helt flad og udkørt. Så må jeg ligge en hel dag i sengen for at komme mig. Nogle gange har jeg brug for flere timers søvn midt på dagen. Andre gange kan jeg næsten ikke andet end at ligge ned og vente på, at kroppen kommer med igen.

Så når jeg siger ja til noget, siger jeg samtidig nej til noget andet.
Og det er dér, min illusion brister. Når jeg igen og igen bliver mindet om, at jeg ikke bare kan det samme, som før jeg fik gigt.
Det kan ramme mig, hvor meget jeg tog for givet dengang. At jeg bare kunne. Hvorfor værdsatte jeg ikke alt det, før jeg blev syg?
Jeg var 23 år, da jeg fik psoriasisgigt. I dag er jeg 26.
Gigten har ikke bare ændret min hverdag. Den har ændret min fremtid.”
Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt
Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.
Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.
Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.
Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.