“Min krop gør ondt. Feberen raser. Jeg er tung i kroppen, og trætheden trækker sig gennem mig. Det er ikke bare smerter ét sted. Det er en krop, der hele tiden kræver min opmærksomhed. En krop, der vil bestemme, hvornår jeg kan være med, og hvornår jeg må stoppe.
Hver gang min gigt blusser op, bliver der trykket på pause. Ikke kun i min krop, men i mit liv. Gigten dikterer, hvordan mit liv skal være.
Mit studie bliver sat på pause. Mit liv som ung bliver sat på pause. Mine planer bliver sat på pause.
Nu har jeg fået binyresvigt oven i min systemiske gigtsygdom. En følgesygdom, som er en konsekvens af langvarig behandling med binyrebarkhormon. Og hvis jeg troede, jeg var træt før, så er det ingenting mod nu. Jeg er så træt, så træt. Uendeligt træt.
Min krop er utilregnelig. Det skifter hele tiden. Endnu en gang er jeg blevet rigtig syg og er gået på sygeorlov fra mit studie. Indlæggelser. Ind og ud af hospitalet. Alt det, jeg prøver at holde fast i, bliver revet væk igen.
For andre går hverdagen videre. De går til undervisning, afleverer opgaver, ses med venner og fortsætter med at leve deres liv, mens jeg igen bliver revet ud af mit. Jeg rykker ind og ud af hverdagen. Ind og ud af studiet. Ind og ud af det liv, jeg hele tiden prøver at finde tilbage til.
Jeg prøver at få mit liv til at køre videre. Ved at skrive på en studieopgave. Ved at følge med i undervisningen, selv mens jeg er indlagt. Jeg prøver at holde fast i noget, der ligner en retning. Men der er ikke nogen lige vej for mig. Jeg mangler en manual til at komme tilbage.
Derhjemme fejrer vi, hvis vi når en milepæl uden indlæggelse i over fire uger. Fejringen er vigtig. For jeg elsker at fejre livet og milepæle. Jeg vil ikke være min gigt. Jeg vil holde fast i den livsglade Ida.
Jeg prøver at spille med de kort, jeg nu engang har fået på hånden. Jeg elsker at leve, og jeg vil bare gerne være med. Men jeg er også ved at være brugt. Jeg vil være ung. Blive uddannet. Ikke bruge hele mit liv bag de hvide hospitalsvægge.
Indimellem kan jeg vende tilbage til mit studie og min hverdag. Medicinen virker, og for en stund føles det, som om pausen er slut. Og hver evig eneste gang drømmer jeg om, at det er slut med at leve en så utilregnelig hverdag. Men normaliteten er kun til låns. Det ved jeg godt. For jeg ved aldrig, hvornår gigten igen hiver mig ud af mit liv. Hvornår jeg igen skal sætte studiet på pause. Hvornår den næste indlæggelse kommer.
Som nu.
Jeg var lige begyndt at finde lidt tilbage. Nu har gigten fået mig til at miste fodfæstet igen. Frem og tilbage. Ind og ud af hverdagen. Ind og ud af studiet. Ind og ud af hospitalet.
Jeg ved godt, at det ikke bare stopper. Men jeg holder fast i mine håb og mine drømme. For det er det, der bærer mig igennem det hele – gang på gang.
Jeg vil være ung. Blive uddannet. Få et arbejde.”
Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt
Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.
Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.
Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.
Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.