“Jeg fik min gigtdiagnose, da jeg var 10 år gammel.
Dengang vidste jeg ikke, hvad gigt var. Noget med væske i led. Noget med gamle mennesker. Det lyder jo bare mærkeligt.
Nu ved jeg, at gigt er smerter hver eneste dag. Led, der dunker. Led, der brænder. Led, der har svært ved at bøje.
Før var gigten mest i mine ankler. Nu er den også i mine knæ. Jeg bliver hurtigt træt og har svært ved at være med til alt det, jeg gerne vil.
Men jeg prøver alligevel at gøre de sammen ting som alle mine venner.
Jeg tager altid i skole. Også når jeg har ondt. Jeg er aldrig blevet hjemme på grund af mine smerter. Hvis jeg gjorde det, så kunne jeg blive hjemme hver dag.
I skolen prøver jeg at skjule mine smerter. Jeg vil ikke have, at de andre skal se mig som ham med gigt.
Det gør mig ked af det. Jeg har prøvet at forklare mine venner, hvad gigt er. Men nogle gange, når jeg fortæller, at jeg har ondt i anklerne, er der nogen, der sammenligner det med at have vrikket om. Det irriterer mig. For det er ikke det samme som at have gigt.
Når mine venner spørger, hvorfor jeg ikke kan være med til noget aktivt, har jeg svært ved at sige højt, at jeg har ondt og er træt. Især når jeg står til idræt foran en hel årgang og skal fortælle, at jeg har for ondt til at være med. Det er på en eller anden måde pinligt. At jeg har en sygdom.
Jeg prøver at undgå at sige, at jeg har en sygdom. Jeg vil bare gerne være som alle andre. Og jeg vil være med til alt det, mine venner laver.
Jeg elsker at være aktiv og dyrke sport med mine venner. Håndbold er det, jeg elsker mest. Men jeg kan virkelig godt mærke, at gigten hæmmer mig. Jeg kan ikke længere det samme som de andre.
Nogle gange presser jeg mig selv for meget. Hvis jeg har lidt ondt til træning, så bider jeg det i mig. Og når smerterne bliver værre, bider jeg dem endnu mere i mig. Dagen efter meget sport har jeg smerter, og mine led er stive.
Det er svært at skulle sige fra, når jeg allerhelst vil være med. Det er meget vigtigt for mig at være en del af fællesskabet.
I virkeligheden prøver jeg bare at være mig selv. Jeg vil ikke lade gigten bestemme, hvem jeg er.”
Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt
Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.
Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.
Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.
Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.