“Jeg føler mig fanget i en 80-årigs krop. Selvom jeg kan føle mig som en 18-årig i hovedet. Smerterne er en konstant støj. En konstant byrde at bære på. De er der, uanset om jeg ligger, står eller sidder.
Smerterne er invaliderende og stjæler meget fra mig.
Jeg er gået fra at arbejde som advokatfuldmægtig til at være førtidspensionist. Jeg har mistet min aktive rolle. Muligheden for at bidrage til samfundet. Evnen til at bidrage til familien.
Joakim
Jeg kan føle mig som dødvægt. Alt er mere omstændeligt med mig. Og det giver følelsen af, at jeg er lidt en belastning.
Alle omkring mig – ikke mindst min søde hustru – siger hele tiden, at jeg ikke er det. Men følelsen af dødvægt er der uanset.
Det er også frustrerende ikke at kunne bidrage mere til husholdningen i hverdagen. Til rengøringen og madlavningen. Altså, at skulle se min kone klare det hele. Eller hvis vi tager på ferie, og jeg går med en rollator, mens hun slæber alle kufferterne. Det giver en følelse af afmagt.
Sådan er det bare.

Det er både en fysisk byrde at mærke smerterne og en mental belastning hele tiden at blive mindet om sine begrænsninger og være skyld i, at min hustru bliver begrænset.
Jeg kæmper med ikke også at være en mental belastning for min hustru. Derfor er det vigtigt for mig at holde mit sind positivt. Hun siger heldigvis tit: ”Din person har ikke ændret sig, selvom din rolle har”.
Jeg kan være ked af det, men så må jeg arbejde på hurtigt at blive glad igen. Når jeg rammer muren og bliver for udmattet, så har jeg lært mig, at det hjælper at tage en lur og komme ned i gear.
Doseringen af mine kræfter er afgørende. Det har jeg lært meget om på Sano Gigtcenter. Her er de gode til at lære én af håndtere sine smerter, sin sygdom.
Og så har jeg lært at sluge noget forfængelighed og noget mandighed. Selvom jeg aldrig har været machomand, så var min forfængelighed et issue det første år, jeg begyndte at gå med rollator. Nu tænker jeg slet ikke på det mere.”
Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt
Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.
Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.
Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.
Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.