“Det tager mig 25 minutter at komme ned ad trapperne fra min lejlighed.
Jeg bor på 2. sal. Hvert trin gør ondt. Det svier, og jeg har svært ved at bevæge mig. Mine ben bliver helt stive, og jeg må stoppe og massere dem for at kunne komme videre. De fleste dage kan jeg slet ikke komme ned. Så må jeg blive hjemme.
Jeg går mindre og mindre ud. Nu er det mest, når jeg skal på hospitalet, til lægen eller til fysioterapeut. Bare tanken om alle de trappetrin og smerterne kan være nok til, at jeg bliver hjemme.
Jeg føler mig som en fange i mit eget hjem.
Jeg kan godt lide at shoppe, gå ture med mine veninder og være social. Jeg er også med i et fællesskab med 25 andre kvinder, hvor vi mødes, spiser og hygger os. Det betyder meget for mig. Men lige nu har jeg ikke engang overskud til dét.
Jeg mister lysten til de ting, jeg altid har holdt af. Så sidder jeg hjemme i min massagestol. Og græder.

Der er altid noget, der gør ondt. Mine knæ. Min ryg. Mine skuldre. Nogle gange har jeg så ondt i hele kroppen, at jeg ikke kan holde det ud. Så vil jeg ikke tale med nogen. Heller ikke min mand.
Han spørger mig, hvorfor jeg ikke vil snakke med ham. Men jeg kan ikke. Jeg har ingen energi. Jeg har for ondt.
Om natten kan jeg ikke engang vende mig i sengen. Så sætter jeg mig ind i stolen i stuen. ”Hvorfor sover du ikke?” spørger min mand. Jeg kan ikke. Alt gør ondt, og jeg kan ikke finde ro. Så sidder jeg der alene i mørket. Og græder.
Det gør mig ked af det. For jeg vil jo gerne være sammen med dem.
Når jeg endelig har en god dag, kommer jeg ud og oplever lidt. Gør lidt af det, jeg savner. Men dagen efter er det en dårlig dag igen. Jeg har ondt og kan næsten ingenting. Så må jeg blive hjemme.
Jeg har altid været et positivt menneske. Men gigten har ændret mig. Jeg bliver negativ og bebrejder mig selv, at jeg ikke kommer ud. Nogle gange tænker jeg, at jeg er doven. At jeg bare skal tage mig sammen. Men jeg ved jo godt, at det er sygdommen.
Gigten har stjålet min frihed.”
Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt
Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.
Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.
Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.
Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.