Gå til indhold
Gigtforeningen logo
  • Forside
  • Fotoudstilling
  • Tidslinje
  • Forside
  • Fotoudstilling
  • Tidslinje
  • Forside
  • Fotoudstilling
  • Tidslinje
  • Hjem
  • Fotoudstilling

Stig Jagd

Leddegigt
80 år, Charlottenlund

Udvalgt billede
Foto: Andreas Haubjerg
Skrevet af
Anette Claudi
3. november 2026
Fotoudstilling

“Mine hænder er krogede. De ser forfærdelige ud. Begge mine lillefingre stritter i underlige retninger og ser håbløse ud. Gigten har ødelagt dem, men ikke mig.

Jeg har oplevet små børn sige, at de ser uhyggelige ud og kan sådan huske, da én sagde, at jeg lignede et fortidsuhyre. Børnene ser og siger det. De voksne siger ikke noget.

I et par år fra 1969 fik jeg sprøjtet guld ind i mine ramte led. Den såkaldte guldkur. Det skulle stoppe leddegigten. Ingen sagde til mig, at det var farligt. Senere fandt jeg ud af, at mange døde af kuren. Og jeg kendte én, der gjorde.  Men jeg var heldig, jeg døde ikke.

Følelsen ’at være heldig’ fylder meget i mig. Jeg klarede det.

Jeg havde det elendigt, helt forfærdeligt i de år med guldkuren. Men lægen havde sagt til mig, at hvis kuren virker, så får du det elendigt, og det må man sige, jeg fik.

Stig

Derfor holdt jeg smerterne ud.

Jeg lignede et skelet. Min fysiske tilstand var svag. Og mine hænder grimme. Det var voldsomt. Men jeg levede.

Jeg var 24 år. Det hæmmede mig selvfølgelig. Jeg var invalideret. Men jeg har følt mig svineheldig.

Dengang fik jeg et voldsomt udbrud af gigten, og mit venstre håndled hævede til en størrelse som mit lår. Jeg blev opereret, og de rensede al betændelsen ud. Når jeg kiggerpå det 10 centimeter lange ar ved håndleddet, er jeg taknemmelig for, at det ikke gør ondt.

Da gigten gik i ro, var jeg som genfødt. Og jeg gik i gang med at træne mig op igen.

Foto: Andreas Haubjerg

Jeg havde ro i gigten i rigtig mange år, og først i 90’erne var der igen udbrud, men det klarede lægerne ved at ordinere forskellig medicin, som var kommet til. Og ved attacks fik jeg sprøjtet binyrebarkhormon direkte ind i mine hævede led. Det stoppede det, men det påvirkede mig voldsomt, og jeg sov nærmest ikke i 14 dage. Man bliver et levende lig.

Det ligger i min natur at have fighterånd. Jeg har den tro, at man må leve med den skæbne, man får. Man må klare sig med de lodder, man er skænket.

Min far var officer, så jeg kommer fra et miljø, hvor man ikke klynker. Det er bare op på hesten igen. Det er den opdragelse, jeg har fået. Det handler om at komme videre.

Gigten har ikke foræret mig et godt liv, men jeg har kæmpet for at have et godt liv med gigten. Gigten har skubbet til min vilje til at klare mig.

Stig
Fremhævet billede

Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt

Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.

Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.

Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.

Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.

Læs de andre fortællinger

Se alle 17 fortællinger
Ragya Sultana

Ragya Sultana

Leddegigt, artrose (slidgigt) & fibromyalgi
68 år, Frederiksberg

Lena Andersen

Lena Andersen

Leddegigt
65 år, Nyborg

Marianne Møller

Marianne Møller

Fibromyalgi
43 år, Sabro ved Aarhus

Gigtforeningen logo

Gigtforeningen
Tobaksvejen 2A
2860 Søborg

CVR nr. 42061611

39 77 80 00
info@gigtforeningen.dk

  • Forside
  • Fotoudstilling
  • Tidslinje
2026 90 års jubilæum

Cookiepolitik

Privatlivspolitik

Brugerbetingelser

Whistleblowerordning