“Det føles som at gå på glasskår, når jeg står ud af sengen om morgenen. Smerterne skærer ligesom i mig. Og der findes ingen piller, der reelt hjælper mig.
Når det er slemt, lægger jeg mig med mit saunatæppe. Det er 70 grader varmt, og efter 20 minutter slapper min krop mere af. Smerterne er for det meste dæmpet. Jeg gør det i stedet for at proppe mig med morfinpiller. Jeg klamrer mig nogle gange til tæppet.
Jeg har lige fået min diagnose. Jeg har slidgigt i ryggen og fibromyalgi. Det giver mig ro endelig at vide, hvad jeg fejler, og hvorfor det gør ondt.
Det er som at være i krig. I krig mod smerterne – men også mod systemet. Det har været en lang krig.
Theresa
Sundhedsvæsenet har ikke taget mig alvorligt. Ikke vist mig respekt. Jeg har bare været overladt til mig selv – og overladt til smerterne. Helt alene har jeg bare skullet holde ud. Vente. Og vente.
De seneste otte måneder har jeg ventet på at få en tid hos en gigtlæge for at blive udredt. Smerterne besatte mit liv. Jeg kunne ikke overskue noget. Og alligevel skulle jeg bare vente uge efter uge. Måned efter måned. Det var psykisk hårdt.
Hvis man bare kunne bytte krop indimellem med de mennesker, man står overfor, så de kunne mærke de smerter, jeg har, så tror jeg, det ville være nemmere.
Jeg er efter diagnoserne blevet fritstillet fra mit arbejde efter at have været sygemeldt i lang tid. Og selvom jeg var glad for jobbet, så giver det mig ro ikke længere at skulle have dårlig samvittighed. Jeg kan parkere den dårlige samvittighed, der meldte sig, når smerterne tvang mig til at sygemelde mig. Sygesamtaler. Hvornår er du tilbage? Tag dig nu sammen. Nogle dage tog jeg jo også på arbejde, selvom alt gjorde ondt. Prisen var, at jeg dagen efter ikke kom ud af sengen.

Men roen gør mig også bange. Jeg er bange for, at mit liv går i stå. At jeg bliver ensom. Men jeg kan jo ikke arbejde. Jeg er tvunget til at være med smerterne. Leve med dem. For som reumatologen siger: ”Der findes ingen mirakelkur.”
Tit tænker jeg, når jeg ligger under saunatæppet: Hvad mon der var sket med mit liv, hvis nogen havde taget mig alvorligt, da mine smerter begyndte for mange år siden? Ville jeg så have haft færre smerter i dag? Og stadig være i arbejde?”
Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt
Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.
Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.
Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.
Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.