“Mine smerter er altoverskyggende. Når de er værst, kvæler de alt i mig. Jeg isolerer mig og må gå i ind et mørk rum og lægge mig. Sådan et smerteanfald kan vare i et døgn, men nogle gange også i fire dage.
Smerterne sidder i alle led og lemmer. Det begyndte med smerter i hoften i 2014 – altså for 12 år siden.
Jeg har været sendt på akutmodtagelsen på grund af følelsesløshed, hvor jeg simpelthen mistede al følelse og kraft i hele højre side. Jeg var nærmest halvt lammet. I sådan en tilstand sidder jeg på hospitalet i otte timer og bliver sendt hjem med svaret: ”Vi ved ikke, hvad du fejler.” Og: ”Det må jo enten være noget, der sidder oppe i hovedet på dig, eller … ”
Sådan er jeg generelt blevet mødt af læger. Det er nedværdigende. Og det gør forbandet ondt, når jeg bliver mødt af den ene læge efter den anden, der siger eller antyder, at jeg er hypokonder. At jeg ikke fejler noget. At der ikke kan gøres noget.
Jeg har været så langt ude, at jeg ikke længere syntes, at mit liv var værd at leve. Jeg har jo reelt tvivlet på, om det i virkeligheden bare var noget, der foregik i mit hoved.
Marianne
Når jeg for eksempel pludselig kunne glemme et ord som mælk og kun kunne huske det på engelsk, blev jeg bange for, om jeg var dum eller blevet dement eller syg i hovedet.
Men nu, efter at jeg i foråret fik diagnosen fibromyalgi på Sano Gigtcenter i Aarhus, forstår jeg jo, at også hukommelsen og min hjerne kan rammes af sygdommen og de smerter, der følger med.
På Sano Gigtcenter blev jeg nærmest omkodet. De lyttede og så mig. Jeg har nu redskaber til at arbejde med smerterne, i stedet for imod smerterne. Og jeg fik en diagnose, som gjorde, at det hele er nemmere at forstå. Jeg kan forstå mig selv bedre. Jeg kan acceptere smerterne bedre.
Det har givet mig svar på meget og taget frygten ud af mig. Frygten for, at det bare var noget, der foregik i mit hoved.
Uden min kæreste tror jeg ikke, jeg havde været her i dag.
Når ingen troede på mig, så gjorde hun. Og jeg sørger for at sige det til hende hver evig eneste dag. Hun er den vigtigste person i mit liv. Og jeg tror aldrig, jeg vil kunne betale det tilbage, som hun har gjort for mig.
Den gode følelse kan i dag overskygge smerterne.”
Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt
Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.
Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.
Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.
Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.