“Det er svært at tænke tilbage på. At jeg havde det så skidt, som jeg havde det.
Dengang fyldte fibromyalgien alt. Jeg havde ondt i hele kroppen. Mine led. Mine muskler. Mine knogler. Jeg var udmattet af smerte. Og alligevel blev jeg ved med at sige til mig selv, at jeg burde kunne mere. At jeg burde kunne arbejde. Ordne hjemmet. Tage på tur med børnene. Være den mor, den partner og den ven jeg var, før jeg blev syg,
Men jeg kunne ikke.
Om morgenen tog min mand og mine børn afsted. Jeg sad alene tilbage. Timerne føltes lange. Dagene lignede hinanden. Jeg sov. Jeg kom næsten ikke ud. Jeg blev mere og mere alene med mine egne tanker.
Min mand kom hjem fra arbejde og spurgte, hvad jeg havde lavet.
“Ingenting,” svarede jeg.
Til sidst var der næsten kun de hårde tanker tilbage: “Du kan ikke noget. Du er ikke god nok. Du er en belastning.”
Jeg spiste næsten ikke. Jeg sov næsten ikke. Jeg var holdt op med at gøre de ting, der plejede at være mit liv.
Jeg havde det virkelig skidt.
Min psykolog sagde til mig: “Hvis det fortsætter sådan her, så klarer du den ikke.”
Det satte noget i gang i mig. Jeg fik en skør periode. Udfordrede mig selv. Prøvede ting, jeg aldrig havde turdet før. Jeg havde aldrig nøgenbadet. Så gjorde jeg det. Og jeg begyndte at grine. Det var længe siden, jeg havde grinet sådan. Jeg fik lyst til at gøre flere af de skøre ting. De sjove ting. Ting, jeg ikke plejede at gøre.
Langsomt begyndte noget at ændre sig. Jeg sov bedre. Jeg spiste igen. Jeg begyndte at gøre mere af det, der gjorde mig godt.

I dag lever jeg på en ny måde. Det største er måske, at jeg ser anderledes på mig selv.
Det har taget tid. Og fibromyalgien er der stadig. Det er mine begrænsninger også. Men jeg prøver at være mere omsorgsfuld over for mig selv. At tilgive mig selv for ikke at kunne det samme som før.
For jeg kan jo stadig tage med ned til stranden. Måske går jeg ikke hele vejen. Måske sætter jeg mig bare og ser på.
Og det er nok.
Jeg har stadig dage, hvor jeg har rigtig ondt. Dage, hvor kroppen siger fra. Så lægger jeg mig ned. Finder varmedunken frem. Tænder nogle stearinlys. Laver en kop te. Og prøver at være kærlig ved mig selv.
“Du har ondt i dag. Det er okay. Du behøver ikke kunne mere lige nu.”
Det er bare i dag.
I morgen ved jeg ikke noget om endnu.”
Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt
Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.
Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.
Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.
Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.