“Begge mine piger vågnede igen i nat. De kan ikke finde ro på grund af smerter. ”Det banker i alle mine led,” siger de. Det er blevet en del af vores nætter, vores liv. Vi står op, sidder sammen i sofaen – i mørket. Elma er 10 år. Nora er 9.
De græder flere gange om dagen. Siger igen og igen: ”Vi vil ikke mere. Vi kan ikke mere.” De har gigt i hele kroppen. I de store led, i de små led, i senerne.
”Gigten ødelægger mit liv. Det er en kamp hver dag, om det er mig, der skal bestemme – eller om det er min krop,” siger Nora til mig.
Nogle gange siger Nora til os, at hun ikke har ondt. At hun godt kan. Men vi kan se, at hun går dårligt. At hun ikke kan løbe som andre. Hun får lov til at prøve. Får lov til et øjeblik at lade som om, gigten ikke er der.
Og så kan det hele vælte bagefter. Hun går ind på sit værelse. Græder. Råber. Bliver vred på sin gigt.
Det er svært at stå ved siden af.
Gigten fylder alt i vores familie. Smerter. Behandlinger. Medicin. Bivirkninger. Usikkerhed. I snart otte år har vi ventet på, at det skulle blive bedre. Jeg kan ikke længere skelne mellem, hvad der er normalt, og hvad der ikke er normalt.
Jeg siger hele tiden: Hold ud lidt endnu. Vi prøver lige én til behandling. Måske den virker.
Sidste vinter kom de igen på ny medicin. Elma følte, at hun fik en smule mere energi. Men det hjalp ikke på smerterne.
Ved de seneste scanninger kunne lægerne se, at gigten havde bredt sig hos dem begge. Igen. Til flere sener, fingre, Noras storetæer og anklerne hos dem begge. ”Mor, jeg har glasankler. Det er ligesom, der er glasskår i anklerne, når jeg træder ned,” siger de.
Det nye med hænderne er særligt hårdt. Pludselig kan pigerne ikke lukke deres bukser. Skrive i skolen. Ride. Lave perleplader. Elma siger, hun aldrig vil lege med perler igen.
Samtidig prøver de så hårdt på bare at være børn.
Elma vil ikke have, at de andre skal kunne se, hun har gigt. Så hun går med stive ben. Holder ud. Prøver at ligne alle andre. ”I skolen vil jeg bare være Elma – ikke Elma med gigt.”
Men hvor længe kan man blive ved med at sige til sine børn, at de skal holde ud?
De får voksendoser af flere slags medicin. Og deres små kroppe har også reageret på alt det, de er blevet udsat for.
Elmas mund blev ét stort sår. Hun mistede stykker af tungen og læben og fik bedøvende mundskyl mange gange om dagen. Til sidst kunne hun hverken tygge, synke eller tale og måtte indlægges for at få sonde.
Nora blev akut indlagt med betændelse i mavesækken. Hun krampede og svedte. Efter lang tids brug kan hun ikke længere tåle antiinflammatorisk smertestillende medicin. Nu har hun ondt i maven hele tiden og tænker over hvert måltid: ”Kan jeg spise det her? Kommer det til at gøre ondt i maven?”
Og efter alt det har de stadig ondt.
Elma siger: ”Det hjælper jo ikke, vores smertestillende.”
Men jeg giver dem det, for vi kan godt se, at det tager toppen. Lige netop nok til, at de kan klare lidt mere i løbet af dagen.
Nu skal de lære at være i smerterne. Lære, at det her er deres hverdag – i stedet for at blive ved med at vente på, de får det bedre. Det er det næste.
Elma er blevet så træt af hospitalsbesøg, at hun ikke vil med: ”Jeg gider ikke sidde derinde og høre det samme. Der er ikke noget at gøre. Der er ikke noget at gøre. Der er ikke noget at gøre. De ved ikke, hvad der skal ske. Det kan jeg ikke bruge til noget.”
Jeg tror stadig ikke helt, at den besked er sunket ind. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, hvad det betyder for deres fremtid.
Og det er ikke kun pigerne, der har måttet give afkald på mere og mere.
Mens de kæmper for at få et almindeligt børneliv, prøver vi som forældre at få resten af familien til at hænge sammen.
Jeg har opgivet meget. Mit arbejde. Mine dejlige kollegaer. En stor del af det, der engang var mig.
Nogle gange tænker jeg: “Jeg er ikke nogens kollega. Jeg er ikke nogens ven. Jeg er kun mor til to gigtramte piger.”
Min mand og jeg støtter hinanden, men vi kan ikke tale for meget om det. For så sidder vi begge og græder. Vi har aftalt, at min mand ikke skal bekymre sig om pigerne, for nogen skal kunne samle mig op, når det er allersværest at være i. Og det gør han.
Vi føler os sat af i livet. Efterladt med beskeden om, at der ikke er mere at prøve.
Det er ren overlevelse. Det har det været i mange år.
Nu skal pigerne igen have lavet ledpunkturer. Endnu en nødbehandling, fordi al biologisk medicin er afprøvet.
Og så venter vi igen. På, om der en dag bliver fundet en ny måde at behandle børnegigt på.
De er 9 og 10 år. De har hele livet foran sig, men kan ikke engang selv bestemme, hvilke lege de vil lege, og om de kan holde til at tage i skole.”
Fortalt af Tanja Regitze Jacobsen, mor til Elma og Nora
Om fotoudstillingen RAMT – 17 smertefulde fortællinger om at leve med gigt
Fotograf Andreas Haubjerg har rejst landet rundt med sit kamera og mødt helt forskellige mennesker med gigt. Med hver deres diagnose. Med hver deres historie. Med hver deres tab. Hans billeder giver os et sjældent indblik i det liv med gigt, som de færreste af os ser.
Gigt fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv – men får alt for lidt opmærksomhed politisk og forskningsmæssigt. Med RAMT vil vi i Gigtforeningen vise alvoren og sætte ansigt på de mennesker, det handler om.
Udstillingen er en del af markeringen af Gigtforeningens 90-års jubilæum.
Tak til Helene, Nora, Elma, Eva, Marianne, Joakim, Stig, Susanne, Theresa, Julie, Lena, Ragya, Susanne, Ida, Sigurd, Jeff, Tina og Søs for at fortælle jeres historier.